Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Florida’ er en novellesamling om de fejlende og klimadeprimerede forældre

Lauren Groffs noveller tegner et dystert portræt af delstaten Florida
Kultur
27. december 2019

Solskinsstaten Florida har ændret karakter i den kollektive bevidsthed. Fra at være et solrigt sted for de rige og berømte bliver det sydlige Florida i dag kaldt klimakrisens »Ground Zero« i amerikanske medier.

Særligt den voldsomme orkan Irma tog i september 2017 ikke bare menneskeliv, boliger og kystlinjer med sig, men også den glansbilledagtige drøm om Miamis hvide strande og blå himmel.

Dette nye billede af Florida – det klimakrisehærgede, nødstedte, næsten apokalyptiske Florida – cementeres i amerikanske Lauren Groffs (f. 1978) ildevarslende novellesamling, der har titlen Florida.

Lauren Groff: ’Florida’.

Det er Groffs femte bog; én anden er oversat til dansk, nemlig Skæbne og hævn, som var Barack Obamas yndlingsbog i 2015.

Men hvor Skæbne og hævn handlede om noget så medgørligt som en heteroseksuel ægteskabskrise, fortalt først fra mandens og siden konens perspektiv, har Floridas 11 noveller karakter af noget mere kritisk og uventet.

Florida beskriver »skyggesiden af solskinsstaten«, som der står på bogens bagside, hvilket betyder, at den ikke finder sted i rige familiers store, rene stuer, men derimod beskriver mødet med Floridas vilde klima og dyre- og planteliv.

Novellerne handler om mennesker, der har forvildet sig ud i naturen og ikke kan finde tilbage; om uventede møder med slanger og vaskebjørne, om klistrende varme, regnskyl og orkaner.

I novellen »Midnatszonen« befinder jegfortælleren og hendes to sønner sig på en gammel jagtlejr »langt fra menneskeheden midt i Floridas ingenting«, og her hjemsøges de af pantere, hård vind og strømafbrydelser.

I »Forestillinger om den runde jords hjørner« flygter Jude fra sit barndomshjem i et sumpområde i Florida, og i »Historier om slanger« beskrives en mor og hendes søns ikke vildt interessante fascination af slanger.

Forælder med klimadepression

Novellerne er gode – de er velskrevne og taler meningsfuldt sammen både i stil og tematik. Men med undtagelse af bogens sidste er de ikke fremragende.

Hvorfor ikke? Primært fordi Groff ikke lykkes særlig godt med sit dystre portræt af Florida. De mange beskrivelser af kattedyr, slanger, slim, svamp og mørke tager overhånd og fremstår som mareridtsklicheer.

Forhippelsen på at fremmane en fortættet negativ version af Florida står i vejen for det mest interessante ved novellerne, nemlig et andet portræt: portrættet af en forælder, der lider af en slags klimadepression.

Mindst halvdelen af novellernes hovedpersoner er småbørnsmødre, der frygter for deres egen, men særligt deres børns fremtid; de ser undergangen rundt om hvert et hjørne.

»En dag i februar opdagede jeg, at jeg var trist langt ind i kroppen. En mand var blevet udnævnt til at tage sig af miljøet, selv om hans eneste ønske var at kvase det som en kakerlak. Jeg tænkte på den verden, som mine børn vil komme til at arve, de skyer af monark-sommerfugle, som de aldrig kommer til at se,« står der i »Historier om slanger«.

Meget mere angstfyldt og ligefremt kan en forælderklimadepression vist ikke skrives frem. Men hvad bidrager beskrivelserne af Floridas mange slanger i novellens begyndelse egentlig til i denne sammenhæng? Der er noget karikeret og unødvendigt ved dette konstante fokus på ulækker natur.

Fuld og rasende i Maupassants fødeby

Bogens sidste novelle »Yport« er den bedste og også den eneste, der ikke finder sted i Florida.

Her dropper Groff sumpalligatorerne og skimmelsvampen og skriver i stedet en inderlig og temperamentsfuld historie om en klimadeprimeret amerikansk forfatter, der er mor til to sønner, hvis fremtid hun frygter for.

Derudover har hun i ti år forsøgt at skrive om den franske novelleforfatter Guy de Maupassant, og med sine sønner rejser hun til forfatterens fødeby Yport i Frankrig for at skrive.

Turen bliver dog ikke nogen lærerig rejse til det gamle kontinent. Det viser sig hurtigt, at hovedpersonen har et kompleksfyldt forhold til Europa og europæere (hun er bange for ikke at tale godt nok fransk, men bliver forurettet, når folk ikke forstår hende; hun har medbragt, men hader i virkeligheden Marguerite Duras’ Moderato Cantabile).

Desuden lader hun sin angst smitte af på sønnerne og drikker for meget, når de er gået i seng.

På et tidspunkt når hun frem til, at »Guy«, som hun ellers kærligt har kaldt ham, i virkeligheden var en moralsk forkastelig forfatter, »hvis arbejde hun kun kan lide fem procent af, som er fyldt med hvid mandlig arrogance og antisemitisme og misogyni og en fuld besyngelse af voldtægt«.

Og der sidder hun så, i Maupassants smukke fødeby i Frankrig sammen med sine dejlige, men dødsangste sønner, fuld og rasende og forsøger at skrive om en voldtægtsbesynger i en verden, der er ved at gå under. Det er hårde løjer, men åh, hvor føles det ægte! Det var en lise at nå til denne novelle.

»Yport« er tre gange så lang som bogens andre noveller og minder om begyndelsen på en roman – en roman, der uden for megen udenomssnak borer sig ind til kernen af, hvad det vil sige at være en fejlende og hunderæd forælder i en ond og klimakrisepræget verden. Den roman gad jeg godt læse.

Lauren Groff: ’Florida’. På dansk ved Lotte Kirkeby. Lindhardt og Ringhof. 272 sider, 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her