Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Fransk forførelseskunst og kunstnerens ophøjethed er totalt passé

Matilda Gustavsson, der stod bag afdækningen af ’Kulturprofilens’ seksuelle overgreb i Dagens Nyheter i 2017, præsenterer i ’Klubben’ en skarp analyse af det kunstneriske miljø i Stockholm, der på sin vis tillod, at krænkelserne kunne finde sted
Matilda Gustavssons bog Klubben er ikke en svælgen i Jean-Claude Arnault som bæst, men en skarp analyse af et kunstnerisk miljø omkring Forum i Stockholm, som helt sikkert har sine specifikke kendetegn, men som nok også har en del til fælles med andre kunstneriske miljøer rundt omkring i verden.

Matilda Gustavssons bog Klubben er ikke en svælgen i Jean-Claude Arnault som bæst, men en skarp analyse af et kunstnerisk miljø omkring Forum i Stockholm, som helt sikkert har sine specifikke kendetegn, men som nok også har en del til fælles med andre kunstneriske miljøer rundt omkring i verden.

Anders Wiklund

Kultur
13. december 2019

Mange kan nok stadig huske forsiden på New York Magazine fra sommeren 2015, der viste portrætter af 35 kvinder, der stod frem med hver sin historie om den seksuelle vold, komikeren Bill Cosby havde udsat dem for.

Kvinderne ligner en bevægelse, de ser direkte ud på læserne uden at smile. De ser stærke ud i flok.

To år efter har New York Times en lignende historie. Denne gang er det cirka 40 kvinders vidneudsagn om filmproducenten Harvey Weinsteins seksuelle krænkelser, der sætter dagsordenen.

Det er den 5. oktober 2017, og ti dage efter er #MeToo i gang.

I Stockholm får journalist på Dagens Nyheter, Matilda Gustavsson, sammen med to kolleger den tanke, at den seksuelle vold ikke kun kan være et hollywoodproblem.

Men de taler også om, at de ikke kan forestille sig et netværk i Sverige, der »ville kunne blive beskyttet af den slags uvirkelige og monumentale struktur«.

Men den 21. november 2017 ser sagen noget anderledes ud.

Det er dagen for offentliggørelsen af Sveriges egen #MeToo-historie i miljøet omkring Det Svenske Akademi og kulturklubben Forum i det indre Stockholm.

Bag undersøgelsen står netop Matilda Gustavsson. Hun har arbejdet på artiklen til Dagens Nyheter siden oktober, hun har valgt at kalde den anklagede hovedperson ’Kulturprofilen’.

Senere bliver han kaldt ved sit rette navn, Jean-Claude Arnault – leder af Forum og gift med akademimedlem Katarina Frostenson – og endnu senere bliver han idømt to et halvt års fængselsstraf for voldtægt.

Den straf afsoner han nu.

18 vidneudsagn

Matilda Gustavssons afsløring bringer 18 kvinders vidneudsagn. Der er en vis symbolik i netop det tal. Det Svenske Akademi har nemlig 18 medlemmer, og afsløringen fik store konsekvenser ikke bare for Jean-Claude Arnault, men også for hans hustru Katarina Frostenson og hele Det Svenske Akademi.

Det ene medlem efter det andet valgte at forlade deres stole, og Akademiets permanente sekretær, Sara Danius, der døde af kræft for ganske nylig, blev tvunget til at forlade sin post i foråret 2018.

De 18 kvinders vidneudsagn om Jean-Claudes seksuelle krænkelser er ikke kun en beretning om én persons forbrydelser, men et opgør med en kultur og et helt særligt syn på kunsten som autonom og kunstnere som særligt ophøjede personer, der er meget anderledes end alle andre lønarbejdere med barnestol på cyklen og fri hver dag kl. 17.

Kunstnere lever et helt andet liv, kunsten handler om at overskride grænser. Måske er det derfor, at man i et kunstnerisk miljø som Forums har tilladt Jean-Claude Arnaults opførsel. 

Jean-Claude Arnault ledede Forum i 28 år sammen med Katarina Frostenson, der er anerkendt digter og i modsætning til Arnault faktisk kunstner, og dermed kunne kaste glans over foretagendet.

Arnaults rolle var mest at være klicheen fransk levemand. Forum modtog økonomisk støtte fra Akademiet, samtidig med at flere af medlemmerne var en del af miljøet omkring Forum.

Man kunne også kalde opgøret for historien om dengang, undvigemanøvrer og tavshedskultur blev erstattet med konfrontation og klar tale. Der knytter sig et kæmpe paradoks til historien og ordet afsløring, for egentlig afslørede Matilda Gustavsson ikke noget, som alle i miljøet ikke allerede vidste, og som visse kvinder havde fundet strategier for at leve med.

Det nye var, at kvinderne blev hørt og taget alvorligt. Samme paradoks knytter sig til sagerne mod Cosby og Weinstein. Alle vidste det, men det var først, da det blev en fælles sag for kvinder og mænd, at det kunne afsløres.

Efter artiklen i Dagens Nyheter har Matilda Gustavsson så arbejdet videre med undersøgelsen. Hendes bog Klubben er ikke en svælgen i Jean-Claude Arnault som bæst, men en skarp analyse af et kunstnerisk miljø omkring Forum i Stockholm, som helt sikkert har sine specifikke kendetegn, men som nok også har en del til fælles med andre kunstneriske miljøer rundt omkring i verden.

Hendes bog viser også, hvordan Akademiet har legitimeret Arnaults skamløse opførsel (også i økonomisk forstand) og ladet ham påvirke medlemmernes arbejde.

Titlen Klubben henviser til det navn, Forum fik blandt de folk, der kom der. Bogen er en mosaik af stemmer, flest kvindelige kunstneres, der har været en del af miljøet omkring Forum, og som er blevet udsat for det, Arnaults gode ven og akademimedlem Horace Engdahl har kaldt hans forførelseskunst.

Matilda Gustavsson: ’Klubben’.

Saxo
Jeg har nok ikke helt forstået, hvor mange tilfælde af seksuel vold, jeg har læst om i Matilda Gustavssons bog, og lige nu kan jeg ikke holde ud at gå tilbage og tælle, men det er i hvert fald muligt for mig at tegne et billede af, hvordan en typisk voldtægtshistorie med Arnault som voldtægtsmand ser ud.

Ofte er der tale om flere overgreb mod samme kvinde, og ofte er det første foregået i en gråzone, eller mens kvinden sov. Det typiske mønster er også, at kvinderne bliver ved med at have kontakt med Arnault, enten fordi han lover dem guld og grønne skove eller truer dem med at ødelægge deres begyndende karriere, eller fordi de forsøger at normalisere det første overgreb.

Ofte lidt af det hele. Kvinderne befinder sig gerne i en skrøbelig situation, da de møder Arnault. Han hopper ind i rollen som redningsmand eller i det mindste som en person, der kan hjælpe dem til at blive en del af det eftertragtede miljø.

Det slår mig, at kvinderne er så klarsynede i deres fremstillinger. Også når det gælder beskrivelsen af deres egen rolle i historien. Én fortæller, hvordan hun i begyndelsen gjorde Katarina Frostenson til offer (for en systematisk utro ægtemand) for at slippe for at se sig selv som offer.

Kvinderne fremstiller sig selv som alt andet end uskyldige, de beskriver deres fascination og tiltrækning af Arnault. De medtager med andre ord alle de komplekse forhold, der ofte gør sig gældende netop i sager om seksuel vold, hvor de to parter kender hinanden.

Ros til juraen

En af bogens helt store gevinster kommer fint til udtryk gennem vidnet Lydia. Hendes anklage førte til den ene af to domme mod Arnault. Her i 2019 siger Lydia, at hun har overvejet at skifte navn, og at hun har betalt en høj pris for at stå frem, men hun kommer også med en ganske opbyggelig udtalelse i forhold til, hvordan hendes billede af en voldtægtssag er blevet ændret.

Gennem processen er det gået op for Lydia, at det faktisk er muligt for den forulempede kvinde at fremstille sagen i al dens kompleksitet.

Man behøver ikke at optræde som den ædru, anstændige og afvisende for at blive hørt. De mange vidneudsagn har overbevist hende om, at der er »situationer, hvor man ikke selv handlede moralsk, men hvor det alligevel er muligt juridisk set at skelne mellem rigtigt og forkert«.

Ros til juraen altså, hvis opgave jo netop er at kunne holde de moralske domme uden for.

Men bogen viser også, at juraen ofte kommer til kort over for sager om seksuel vold. Manglende vidner og forældelsesfrist er de to helt store problemer. Gustavssons undersøgelse udsteder ikke domme, det er umuligt, men den lykkes med at gøre os klogere på den seksuelle volds særlige kompleksitet. 

Foruden Engdahl medvirker også digteren Stig Larsson som Arnaults faste støtte i bogen. Hans forklaring på afsløringen i Dagens Nyheter er, at de 18 kvinder er misundelige på Katarina Frostenson.

Larsson opererer med det grundvilkår, at mens kvinder bliver mindre og mindre attraktive med årene, sker det modsatte for mænd.

Frostenson er en undtagelse, og det er årsagen til misundelsen.

»Jeg ved ikke rigtig, hvordan internettet fungerer, men jeg kan forestille mig, at de hurtigt begyndte at hidse sig op i den der tråd. Og så blev det let for dem at samle 18 historier sammen, de kunne sende ind til avisen.«

Udtalelsen er komisk, der er ikke nogen fælles ’tråd’ for de 18 kvinder, men det er godt, at han indrømmer, at han har en begrænset viden om internettet.

Hans konspirationsteoretiske tankegang minder om den, Katarina Frostenson præsenterer i sit forsvar for sin mand i romanen K, der udkom tidligere på året. 

Her tolker Frostenson, som jeg også skrev i anmeldelsen af bogen, anklagerne mod sin mand som jødeforfølgelse.

Klubben er også historien om, hvordan Det Svenske Akademi mistede sin status som en hemmelighedsfuld og ophøjet institution. Tidligere medlem af akademiet forfatteren Sara Stridsberg formulerede forandringen præcist i sin tale i april 2018, da Sara Danius blev tvunget til at gå.

Stridsberg kaldte Danius for Akademiets redning – fordi hun som den permanente sekretær satte et advokatfirma til at foretage en uvildig undersøgelse af anklagerne mod Akademiet og Forum og dermed satte gang i en ny kultur for transparens – og om sin egen stol sagde hun, at hun aldrig havde syntes, at den stol var »specielt hellig eller specielt speciel. Det er en stol som alle andre stole. Man sidder på den. Man udfører et arbejde. Man tager ansvar. Men der er andre ting, der er hellige. Den svenske lov er hellig. Beskyttelsen af kvinder, der er blevet udsat for seksuel vold og sexchikane i Akademiets navn, er hellig.«

Med Klubben er vi blevet lidt klogere på, hvordan vi kan tale om seksuel vold, og hvad vi skal stille op mod den i fremtidens kunstneriske miljøer. Den fremtid tilhører ikke Arnault, Engdahl eller Larsson.

Matilda Gustavsson: ’Klubben. En undersøgelse’. Oversat af Merete Rostrup Fleischer. HarperCollins, 240 sider, 200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her