Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Fransk tungeslaskerdisko og et amerikansk mikrokosmos af effekter

Både Vegyn og SebastiAn er gode til at underholde et dansegulv. Som soloartister lider de dog under at være blevet berømte på at producere andres musik. De ved, hvad de vil – men får næsten mest ud af ville noget med andre end sig selv
Med sin debut gennemgår Vegyn en lynudvikling fra flittig producerlarve til elektronisk flaksende sommerfugl.

Med sin debut gennemgår Vegyn en lynudvikling fra flittig producerlarve til elektronisk flaksende sommerfugl.

Alec Martin

Kultur
10. december 2019

Bag enhver stærk musikudgivelse står en stærk producer. Produceren er selv musiker og styrer udvikling, indspilning og produktion af andre artisters singler og albums. Flere succesfulde producere lever dog en form for dobbeltliv – de har et day job med at producere for andre, men fører samtidig en mystikomgærdet undercovertilværelse som soloartister, hvor de sjældent giver livekoncerter, og nøjes med at udgive remixes og EP’er.

To anerkendte producere har dog erklæret sig selv for soloartister og udgivet egne studiealbummer. Det er amerikaneren Joe Thornalley, der har produceret Frank Oceans Blonde, og som laver sin egen mikroskopiske hypermobilitets-house under navnet Vegyn, samt fransk-serbiske Sébastien Akchoté-Bozovic, der hypes for sin catchy, gennemskærende dansemusik i skikkelse af aliasset SebastiAn.

Både Vegyn og SebastiAn er gode til at underholde et dansegulv. Men de lider også under at være blevet berømte for deres arbejde med andres lyd. For det gør nok, at man på forhånd kræver noget mere nyskabende af deres egen musik, end det, de giver på deres seneste album.

Dåse-espresso

Tidligere i år offentliggjorde Vegyn det langvarigt hyperaktive mixtape Text While Driving If You Want To Meet God! – en samling melodiøst omskiftelige snippets fra hans private lydunivers. Hans debutalbum, Only Diamonds Cut Diamonds, er en mere fasttømret konstruktion, der dog fortsat giver indtryk af melodisk rastløshed.

Med sin debut gennemgår Vegyn en lynudvikling fra flittig producerlarve til elektronisk flaksende sommerfugl. De 16 numre på Only Diamonds Cut Diamonds er korte og legesyge, accelererer hurtigt, og bobler nærmest over af indestængt energi, som små, spruttende stjernekastere. Men de brænder også hurtigt ud. Med en maksimal varighed på fire minutter (hvilket er omkring standardlængde på en popsang – elektroniske kompositioner har tradition for at bygge sig op over længere tid) får man følelsen af, at krudttrådene godt kunne have rakt længere. Det er præmissen ved micro-house, når den er mest utæmmet.

Nummeret »Debold« er flygtigt, melankolsk tilfredsstillende – og sikkert derfor mest spillet på Spotify. »It’s Nice to Be Alive« tager sig tid til at blive en sammenhængende kærlighedshistorie i mol. Og »Nauseous/Devilish«, der styres af rapperen JPEGMAFIA, forstærker albummets kækt forskruede hiphop-karaktertræk.

Temposkift og samplede feltoptagelser, strøet generøst ud over Only Diamonds Cut Diamonds, gør dog, at man ligesom på Vegyns mixtape næsten bliver overstimuleret. Det høje aktivitetsniveau smitter lytteren med en uro, som ikke er ubehagelig, men som heller ikke føles naturlig – lidt som at drikke en oversødet, dobbelt dåse-espresso fra Starbucks.

Vegyns mikrokosmos af elektroniske effekter og housebeats er fascinerende, men også anstrengende, i modsætning til når han går og synger rent og længselsfuldt i baggrunden. Spørgsmålet er, om disse hyperaktive sommerfuglevinger er nok til at bære ham frem som individuel klubartist.

Tungeslasker

SebastiAns talent for lyddesign har gjort, at flere af hans tunes allerede har bredt sig til offentligheden, og vækker genklang i manges ører – uden at man rigtig er klar over, hvem det er, man lytter til. Han debuterede med albummet Total i 2011, og har løbende samarbejdet med prominente landsmænd som Charlotte Gainsbourg, Daft Punk og Woodkid, mens hans egen solokarriere har været omgivet af en vis mystik.

Thirst virker umiddelbart som et modstykke til hans første album. På pladecoveret til Total ser man en ung mand kysse med sig selv, mens det på forsiden af Thirst lader til at være samme mand, der slås med sig selv. Når man begynder at lytte, viser det sig dog, at det også er to sider af samme, særprægede sag.

SebastiAn trækker fortsat på sine mange musikkontakter og har blandt andet inviteret sangerinde og skuespiller Charlotte Gainsbourg med på nummeret »Pleasant«, hvis stakåndet monotone mumlen stripper det for al harmoni. Derudover får han genbesøg af sangeren Mayer Hawthorne, og et praktisk talt synth-overdøvet lynvisit fra den alternative popkunstner Sevdaliza.

SebastiAns futuristiske kvalitetsdisko ligger som en våd tungeslasker under alle vokalnumrene på Thirst. Men når den står alene, er den næsten endnu frækkere og mere insisterende. På »Beograd« får synthakkordernes rytme enhver fod til at flytte sig. Og som fandenivoldsk genre-glitch kommer nummeret »Run For Me« med stadionrock-agtige breaks.

For SebastiAn vil det nok altid være den freaky dance-klassiker »Embody« og remixes af kolleger som Justice, Daft Punk og Kavinsky, der definerer ham. Hans musikalske identitel er mystisk dansuenza-dæmonisk og lever bedst gennem en diskofil indblanding i andre artister. Solo er han både vilje- og genrestærk – men også lidt forudsigelig.

Vegyn og SebastiAn er dygtige producere og soloartister. De ved, hvad de vil, både med andre og med sig selv. Men de får næsten mest ud af at bruge deres talent til netop at ville noget med andre.

Vegyn: ’Only Diamonds Cut Diamonds’ (PLZ Make It Ruins)
SebastiAn: ’Thirst’ (Ed Banger Records)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her