Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’Frost 2’ er flot, sjov og rodet i al sin zeitgeistlighed

Opfølgeren til Disneys ekstreme succes, ’Frost’, vil forbinde os med naturen og dens folk, lege med dogmatiske krav til, hvordan Elsa bør realisere sig selv, og sparke opad mod klimansvarlige generationer. Den er flot, sjov og alt i alt også lidt noget rod
Frost 2 skriver sig effektivt ind i et zeitgeistligt generationsopgør. Den lille snemand Olufs sang, »Når jeg bliver ældre«, leger ironisk med barnets forestilling om, at nutidens voksne har en rigtig god forklaring på, hvorfor klodens og verdens tilstand er, som den er.

Frost 2 skriver sig effektivt ind i et zeitgeistligt generationsopgør. Den lille snemand Olufs sang, »Når jeg bliver ældre«, leger ironisk med barnets forestilling om, at nutidens voksne har en rigtig god forklaring på, hvorfor klodens og verdens tilstand er, som den er.

CAP/RFS

Kultur
19. december 2019

Chris Buck og Jennifer Lees animerede musical Frost var et mirakel. Den smadrede et utal af salgsrekorder og er stadig en mere integreret del af mange børns hverdag end nogen anden film. Og den har fortjent sin ekstreme succes.

Musikken, humoren og looket var suverænt. Historien var både enkel og tvistet på en hidtil uset måde: Prinsessen Elsa havde hele sin barndom måttet skjule sine magiske og desværre ukontrollable evner til at fremtrylle sne og is med fingermagi.

Da hun og hendes livsgejstlige søster Anna, nu forældreløse, kommer i forplantningsparat alder og må åbne slottets døre til omverdenen, går Elsas kræfter amok. 

Hun flygter og efterlader uforvarende sin landsby i permanent, dræbende kulde. Så må lillesøsteren Anna risikere livet for at finde og redde – og redde andre fra – sin elskede monstersøster.

Elsa var H.C. Andersens hjerteskærende skurkinde fra Isdronningen, men også den lille Kay med splinten i hjertet. Det var mystisk og dragende for stort set alle.

Denne destruktive emo-driftskvinde gjorde, at vi faktisk ikke havde brug for filmens fesne alibiskurk for at forstå livets længsler og indre mørke.

Elsas lokkende sirene

Forventningerne til Frost 2? Vanvittige. Den har allerede sat nye salgsrekorder. Resultatet? Visuelt eminent og samtidstematisk ambitiøs som var den et brev skrevet til 2020, men måske af samme grund rodet og lidt forceret.

Endnu en gang skal vi tættere på Elsas melankolske væsen. Denne gang drages hun af en syngende sirene i det fjerne og efterlader den ellers så opofrelsesvillige søster tilbage.

I årevis har folk på sociale medier under hashtagget #GiveElsaAGirlfriend heppet på, at Disney skulle lokkes til direkte at oversætte filmens homoseksuelle metaforik, der var nem at læse ind i søsterkærlige Elsas mesterlige selvudlevelseshit, »Lad det ske«, om ikke at ville gemme sig mere.

I Frost 2 fortsætter vi i spring ud-duftsporet, særligt med Elsas sang til den mystiske sirene, »Kom nu frem«, hvor hun for eksempel synger:

»Jeg har altid været forskanset med en iskold hemmelighed, har du det som mig, en anden at dele meeeed ...«

Svaret til det spørgsmål – SPOILER! – skuffer det romantiske hjerte, men det er, som det skal være. Vi mindes høfligt, nærmest drillende, om, at den romantiske kærlighed aldrig kan være målet for den unge kvinde. Målet må være at finde evner til at realisere sig i og for verden. Og det er her, filmen fører os hen.

Hvad de voksne ikke ved

Frost 2 skriver sig nemlig også effektivt ind i et zeitgeistligt generationsopgør. Den lille snemand Olufs sang, »Når jeg bliver ældre«, leger ironisk med barnets forestilling om, at nutidens voksne har en rigtig god forklaring på, hvorfor klodens og verdens tilstand er, som den er. Hvilket vi jo ikke har. Og så peger den med dramatisk patos på, at vi desværre står på skuldrene af forfædre, der på alle mulige måder har lavet lort i den – i frygten for det fremmede, i frygten for at miste egen magt.

Ligesom i Disneys nylige opfølger til fantasyeventyret Maleficent drejes fokus i en klimakatastrofal tid derfor også over på natur og på dem, der lever i en slags harmoni med den – her symboliseret i et folk, der minder om samere. 

Denne del er nærmest lidt akavet velmenende, muligvis også lidt eksotiserende – med et harmonikurtiserende plottvist, der føles mildest talt forceret. 

På grund af blandt andet dette bliver filmen også lidt noget rod, retningsløs frem for klar som forgængeren. Der er masser af bump på vejen, men man mærker aldrig den gode, gamle dybe eksistentielle krise. 

I øvrigt held og lykke med at få et barn til at forstå eller forklare, hvad filmen egentlig handler om. Det ironiserer den, sjov som den virkelig er, også selv over i et kækt lille postludium, hvor Oluf på glatis forsøger sig med at genopføre hele baduljen for en flok snemænd. 

Hvordan man fortolker den må være op til den enkelte.

Men energien, de grundlæggende fortællinger om angst, begær, længsel, sammenhold, om civilisation og natur, de overlegne og de underlagte, om rigtig kærlighed og ægte værd, om accepten af mørke sider og fremmede følelser, er vigtigt med et så afgørende værk som Frost-filmene. De fortsætter og fortsætter og fortsætter jo sit liv i endeløs repition på hjemmeskærme, i børnehavers garderober og i fællesang.

Hvordan denne i sit rod og gode intentioner vil blive oplevet af kernepublikummet, de unge, der snart skal lære, at vi voksne ikke fatter en skid, finder vi snart ud af.

’Frost 2’. Instruktion: Chris Buck og Jennifer Lee. Manuskript: Jennifer Lee. 103 minutter. (Se den i alle populærfilmbiografer på planeten Jorden)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her