Lasse Ellegaard hører til de første korrespondenter; de oprindelige. Dem, der iført praktisk vest og slidte herresko (ikke gummisko) gik i ét med deres stofområde og rapporterede via skrivemaskiner og telegrammer, før der overhovedet var tænkt på clickbait og flermedialitet.
Tyrkiet er Ellegaards hjemmebane. Det mærker man tydeligt. Autoritet er hård valuta i hænderne på en udenrigskorrespondent. Man er nødt til at besidde den og demonstrere den for at kunne fungere i denne krævende rolle.
Lasse Ellegaard: ’Gaven fra Gud – Erdogans Tyrkiet’.
Sproglig præcision
Det er netop, når man er med korrespondenten på arbejde, at bogen er mest underholdende. Allerede i åbningsscenen er man med Ellegaard på kaffeaftale med en af præsident Erdogans presserådgivere – en kvinde med en ikke uendelig tålmodighed med den danske journalists joviale facon.
Her føler man som læser sig hevet med ind i kulissen, hvor nyhederne opstår, og kulturerne støder sammen.
Der er en håndfuld minder, anekdoter og dialoger spredt ud over bogen. Hver og én illustrerer de en større pointe om det tyrkiske samfund – sådan som det er forventet fra en journalists hånd.
Men det er så langtfra disse personlige beretninger, der er motoren i fortællingen, selv om det måske ville have gjort det til tider komplekse stof mere tilgængeligt for mange læsere med kun en perifer interesse for tyrkisk politik.
I stedet er Gaven fra Gud – Erdogans Tyrkiet en detaljeret skildring af Tyrkiets politiske historie over de seneste mange årtier, der var med til at bane vejen for Recep Tayyip Erdogan. Ja, bogen er nærmest i demonstrativ grad en fagbog i klassisk forstand.
En samlet politisk analyse i bogform med detaljerigdom, overblik og akkuratesse som sine mest iøjnefaldende egenskaber. Således er bogen fremragende. Og Ellegaards sprog er uhyre præcist.
Noget af det mest omstridte i nyere tyrkisk historieskrivning er, hvordan man skal forstå og forklare Erdogans overordnede, politiske mission. Som eksempel på Ellegaards sproglige præcision hører følgende betragtning om samme emne:
»Erdogans mål var aldrig at fremme pluralistisk rundkredspædagogik, der kunne opdrage til demokratisk bevidsthed i vælgerkorpset. Hans mål var at erobre staten og ændre status quo i en langstrakt dynamisk proces«. Vidunderligt koncist.
Ikke en journalistberetning
Hvorfor fagbog i demonstrativ grad? Når man ser på de seneste års bogudgivelser i genren ’journalistberetninger fra felten’ er fællesnævneren meget ofte forfatterens dominerende plads i egen fortælling. I det hele taget er det ikke Ellegaard som person eller øjenvidne, man bliver klogere på.
Man lærer utroligt meget om tyrkisk politik, samfund og kultur. Og omfanget af partiforkortelser, persongalleri og historiske detailreferencer er da også til tider overordentligt stort for den almindelige læsers appetit, kunne man være bekymret for. Men heldigvis – kunne man også indvende – er Ellegaard ikke faldet for fristelsen til at bringe sig selv ind som overskyggende hovedperson i enhver afkrog af sin fortælling, som jo netop ikke handler om korrespondenten.
Denne fortælleform kan være lige så enerverende, som den er udbredt på bogmarkedet. Men jeg er sikker på, at Ellegaards mange, slidte notesblokke gemmer på en illustrativ anekdote til enhver lejlighed. Man kunne med fordel have gjort brug af dem mere aktivt og mere konsekvent som en fortællemotor af hensyn til at sikre bredden i læsersegmentet.
Hvor er Lasse i alt dette?
Frem for alt er Gaven fra Gud – Erdogans Tyrkiet en meget grundig gennemgang af statens fuldendte kollaps i et vigtigt NATO-land – til fordel for et autoritært énmandsvælde, hvor Erdogans ord er lov. Det er anmelderens egen betragtning. For Ellegaard er alt for klassisk en journalist til at ty til den slags kantede slutninger. Tværtimod insisterer Ellegaard gennem sin bog på at se udviklingen fra flere sider.
Intet i Tyrkiet er entydigt. Men det er ikke til at komme uden om, at Tyrkiet under den hævngerrige Erdogan har udviklet sig til en fuldblodspolitistat. Det dokumenterer Ellegaard så fint. Som journalist. Men på den anden side er Ellegaard ikke bare en udenlandsk journalist i et tilfældigt land. Han har boet i Tyrkiet i over to årtier, har været tyrkisk gift og har således investeret en stor del af sit også private jeg i det turbulente land. Som læser savner jeg at høre denne mere intime stemme fra forfatteren. Det ville kun have styrket bogen.
Lasse Ellegaard: ’Gaven fra Gud – Erdogans Tyrkiet’. Gyldendal. 240 sider. 300 kroner.
Pola Rojan Bagger er tidligere Tyrkiet-korrespondent for både dagblade og tv-kanaler og arbejder i dag som analytiker i Mellemfolkeligt Samvirke.
