Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Genudgivelsen af pubertetsromanen ’Syv Aar for Lea’ er et godt eksempel på udvidelsen af vores kanon

Sonja Hauberg har aldrig været dømt helt ude, men heller ikke for alvor inde. Nu har vi en god lejlighed til at opgradere hendes såkaldte pubertetsroman netop på grund af dens pubertet
Sonja Hauberg blev kun 29 år og nåede blot at udgive en roman mere, foruden 'Syv Aar for Lea', nemlig 'Hvad vil du med mig?' (1942) og skuespillet 'Ebbe Skammelsøn' (1945), mens hun levede.

Sonja Hauberg blev kun 29 år og nåede blot at udgive en roman mere, foruden 'Syv Aar for Lea', nemlig 'Hvad vil du med mig?' (1942) og skuespillet 'Ebbe Skammelsøn' (1945), mens hun levede.

Børge Lassen

Kultur
6. december 2019

Samtidig med at der hele tiden udkommer nye bøger, udkommer der også nye gamle bøger. Smukt restaurerede klassikere er svære at stå for hos boghandleren. Men parallelt med at forlagene på den måde både tjener penge og underbygger den etablerede kanon, er skabelsen af en ny kanon i gang.

En kanon, der giver bedre plads til kvindelige og kvindagtige forfatteres sanselighed og til værker med knap så mange løvejagter og ingeniørprojekter, men til gengæld skildringer af indlæggelser, vanskelige sind og fødende kroppe. Det skyldes især lanceringen af Gladiators Sandalserie i 2013 med for eksempel genudgivelser af Helga Johansens Hinsides og Marie Bregendahls En Dødsnat.

Sonja Hauberg: ’Syv Aar for Lea’.

Saxo
Indtil videre er der udkommet ti stærke titler i serien. Den nye kanon skyldes også forlagene Sidste Århundrede og Escho, der er gået sammen om at udgive en bogserie med tekster, de har gravet frem fra blandt andet Det Kongelige Biblioteks gemmer.

Menneskekød hedder den nyeste og indeholder en række ukendte forfatteres lige så ukendte groteske prosatekster fra 1910-1920 og dermed en knap så genkendelig virkelighed.

Eller sagt på en anden måde: Den danske litteraturhistorie, jeg (og mange andre) blev præsenteret for som skoleelev i 1980’erne, ser mere og mere sølle ud.

For eksempel er jeg blevet snydt for Sonja Haubergs Syv Aar for Lea, der første gang udkom i 1944 (fire år efter Hans Scherfigs Det forsømte Foraar, som klart nok hørte til min skoles pensum), og nu genudgives i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs serie Danske Klassikere. Hvis den ikke var det, havde jeg måske aldrig læst den, og det havde virkelig været en skam.

Sonja Hauberg blev kun 29 år og nåede blot at udgive en roman mere, nemlig Hvad vil du med mig? (1942) og skuespillet Ebbe Skammelsøn (1945), mens hun levede.

I 1947 døde hun af tyfus. Men den roman, som hun færdiggjorde på sit dødsleje, nemlig April, og som udkom posthumt i 1961, har Gladiator også genudgivet sidste år. Kendetegnende for Sandalserien kalder forlaget den for hendes »mærkeligste bog«.

Tiden inden voksenlivet fremstår alt for vigtig

Syv Aar for Lea er i den sammenligning ikke på nær samme måde et statement, romanen blev berømt i sin samtid og fik i 1945 Politikens Kunstnerpris, men initiativet er alligevel prisværdigt. For romanen er tilstrækkelig skæv og upoleret samt en lille smule klodset i sin frejdige fortællestil til, at man kan få fornemmelsen af uopdaget kult. For eksempel siger dens gymnasieelever »Død og Kritte« og »Naa bye bye« – og så er den endda blevet kaldt en pubertetsroman.

Det er faktisk lige præcis på grund af det mærkat, at der er grund til at elske den. Eller man kan se genudgivelsen som en oplagt mulighed for på stedet at opgradere betegnelsen.

Andre pubertetsromaner kunne være netop Det forsømte Foraar samt Rifbjergs senere Den kroniske uskyld (1958) og Leif Panduros Øgledage (1961). Men så vidt jeg ved, er det kun Haubergs og Panduros værker, der har fået betegnelsen hæftet på sig. Altså de mindst kanoniserede. Ironisk nok var Leif Panduro 38 år, da Øgledage udkom, nu findes den sigende nok også i Sandalserien. Hauberg skrev sin roman, da hun var i begyndelsen af tyverne.

Jeg fokuserer på betegnelsen pubertetsroman, fordi det er i skildringen af puberteten – og barndommen – at Sonja Haubergs roman står så stærkt. Barndom og pubertet er så præcist og sanseligt skrevet frem, at det ikke kan være meningen, at det kun skal være en periode i livet, man lægger bag sig. Tiden inden voksenlivet fremstår alt for vigtig, og det er indlysende, at man her får erfaringer, man kan tage med sig i resten af livet.

Ruths barnelogik, barneblik og sentimentalitet gør romanen til noget ganske særligt

Sonja Hauberg skildrer Ruth, fra hun er barn, til hun er blevet en ung kvinde. I romanens første del, »Det hvide Bjerg« (som er et temmelig bastant symbol for Ruths drømmeverden) bor Ruth på landet med sin familie. I anden del, »Fata Morgana« (hvor hun bliver matematisk student og ad sin egen snedige vej formår at forene logik og drømmeverden, og hvor hun også kommer på vandretur til Norge og oplever et rigtigt hvidt bjerg), er familien flyttet til byen.

Ruth kommer på Ordrup Gymnasium og får sit første kys en sen aften på en badebro på Bellevue. Kysseren er den et par år ældre Erik, og Ruths læbe bløder lidt, fordi hun er nybegynder og bevæger hovedet lidt i ryk, og fordi Erik er lidt for ivrig. Scenen er både ugebladsnovelleromantisk og ikonisk med Bellevue som ramme.

I første del udbryder Ruths mor:

»Men Barn dog, hvor er du sentimental!« Det er ikke noget plusord, og det sker, da Ruth hører violinspil for første gang og kommer til at græde. Alt hos Ruth er længsel. Hun har så mange spørgsmål til de voksnes mærkelige verden, og violinen får hende til at føle, at der ikke længere er »noget at spørge om«. Musikken giver hende ro.

Violinspillet er på side 44, men allerede på side 22 mærker man Ruths stærke følelser, som også er hendes solide styrke, da hun sætter sig for at fjerne sine vorter med først sytråd og så en frø for at kunne komme med i kirke. Ja, frøer spiser vorter, og nej, man kan ikke gå i kirke med vorter. Sådan ser Ruths barneverden ud.

Ruths barnelogik, barneblik og sentimentalitet gør romanen til noget ganske særligt. Der er et kunstnerisk og politisk potentiale i at bruge barnets og den unges oplevelse af verden. Det vil sige at skrive om de erfaringer, der er knyttet til et menneske uden magt og stemmeret.

Sammenligner man Hauberg med Scherfig (som samtiden gjorde på grund af begge romaners kritik af den sorte skole) er det tydeligt, at den helt store forskel er Ruths sanselighed, og at Hauberg så konsekvent holder sig til barnets og den unge kvindes erfaringer. Viser, hvor rige de er, og hvor interessant en bevidsthed det er at skrive fra.

Hun lader også Ruth opdage, hvordan smerte kan være lig med nydelse. Først er der Eriks hvide fortænder på badebroen, senere kommer hun voldsomt til skade på det virkelige hvide bjerg i Norge og får en del skrammer:

»Hun maa føle ned over sin tatoverede Krop for at mindes sin Fryd.« Det er Ruths særlige måde at kombinere sin logiske sans og sine kropslige erfaringer, der gør hende til så spændende en romankarakter.

Sonja Hauberg: ’Syv Aar for Lea’. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og udkommer i kommission hos Gyldendal. 434 sider. 200 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her