Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Man skal have et hjerte af sten for at glemme elektrorockbandet HTRK’s nye sange

Blot et par måneder efter at deres solide elektrorock-album ’Venus in Leo’ var født, overraskede HTRK med at udgive dets ambiente tvilling, ’Over the Rainbow’. To albummer med individuelle kvaliteter og vovet dualitet
»Som en gnidningsløs indføring i HTRK’s søvnige, men selvbevidste fingersnilde starter »Into the Drama« med en blanding af elektrisk og akustisk guitar,« skriver Sophia Handler i denne anmeldelse. 

»Som en gnidningsløs indføring i HTRK’s søvnige, men selvbevidste fingersnilde starter »Into the Drama« med en blanding af elektrisk og akustisk guitar,« skriver Sophia Handler i denne anmeldelse. 

Kate Meakin

Kultur
27. december 2019

Lyden af det australske elektrorockband HTRK, der udtales hate rock, er fra starten blevet drevet frem af en 808-trommemaskine, en stabil, henslængt rytme, som giver musikerne plads til at dvæle ved, nogle gange nærmest stene over, hvert instrument.

Venus in Leo er HTRK’s første studiealbum i fem år. Det er en solid, sensommertung signaturudgivelse, der indeholder ni velskabte rocksange. Så det var en behagelig overraskelse, med streg under overraskelse, da bandet mindre end to måneder senere fødte den lidt underlegne, men billedskønne, ambiente pseudotvilling Over the Rainbow.

Sangeren Jonnine Standish, guitaristen Nigel Yang og bassisten Sean Stewart formede i 2003 den David Lynch-inspirerede Hate Rock Trio med netop trommemaskinen som blind passager.

De nåede dog kun at udgive et enkelt album, før de på grund af Stewarts død blev skaleret ned til en duo.

Standish og Yang har siden formået at ære hans minde med fuldelektroniske baslinjer.

Følelsesvrag

Både på Venus in Leo og Over the Rainbow viser HTRK sig mere stilbevidste end nogensinde. Pladernes individuelle kvaliteter føles som tvillinger, der nægter at gå i ens tøj. Og deres vovede dualitet binder samtidig en stram dobbeltsløjfe om bandets uafhængige, elektroniske rocklyd.

Medmindre man har et hjerte af sten, er de to første numre på Venus in Leo noget nær uforglemmelige.

Som en gnidningsløs indføring i HTRK’s søvnige, men selvbevidste fingersnilde starter »Into the Drama« med en blanding af elektrisk og akustisk guitar.

Standish trækker lytterne ned i sin trances kviksand, hvor hun virker på én gang skræmmende magtesløs over for og i manisk kontrol med sin lyrik. 

»Why do I seem to fall
I fall into it all
I fall into the drama
«.

Men vi skal længere ind – vi skal helt ind i sindet – får man næsten lyst til at sige. For det efterfølgende, mere end seks minutter lange, elektronisk udsvingende »Mentions« gennemborer alle barrierer i krop og sind. På kanten af Yangs fingerspil fremmaner Standish sine indre dæmoner og deres krav: 

»The touch of your hand to my face
and the way that you’re talking softly
it’s not enough attention for me
how you gonna fill unfillable
how you gonna feel unfeelable
you’re passing up on the real stuff
it’s not physical enough
«.

Over the Rainbow er et ambient modstykke til HTRK’s lidenskabsintense rocksange. Albummet rammer den samme fastklemte nerve som Venus in Leo – men smører en anderledes beroligende salve på.

Især »Bio« tværer ligesom tankemylderet ud og lader lytteren falde i staver i et mere indistinkt lydlandskab.

Hvor Venus in Leo er en intensiv, lyrisk behandling af menneskedyrets jalousi og apati, virker Over the Rainbow som en B-side af sindsstemningsbaserede panoramaer.

Her sænker det forudgående albums vrag af udtalte følelser sig langsomt ned gennem en række korte, kølende synthsekvenser for til sidst at falde på plads i en blød sandbund af accept.

HTRK: ’Venus in Leo’ (Ghostly International) HTRK: ’Over the Rainbow’ (Boomkat Editions)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Sørensen

Så er vi nok mange, der har et hjerte af sten.