Den midaldrende politimand Ingimundur går til psykolog, og han kan ikke lide opmærksomheden.
»Hvad er der at forstå,« spørger han psykologen. Som så vil vide, hvad Ingimundur har lyst til. »Bygge et hus.«
Og hvad har han så ikke lyst til? »At holde op med at bygge hus.«
Den islandske instruktør og manuskriptforfatter Hlynur Pálmason excellerede for to år siden med sin prisbelønnede debutspillefilm Vinterbrødre. Nu har han begået en lige så selvsikkert kunstnerisk stålsat film: den fantastiske En hvid, hvid dag.
Ingimundur går til psykolog i en lille by på Island, fordi hans kone er død i et biluheld. Det ser vi i den første scene i En hvid, hvid dag. Vi følger bilen bagfra på de islandske veje på en hvid, hvid dag. I en kurve mister dækkene vejgrebet, og bilen kører lige ud gennem autoværnet og lydløst ud over skrænten. Det er døden som en udramatisk hændelse.
Selv om indledningens terapidialog måske ikke indikerer det, så arbejder Pálmason faktisk i sin nye film med en langt dybere psykologisk tegning end i Vinterbrødre. Det er fortrængningen og udskydelsens psykologi, der hersker i Ingimundur – inkarneret så stædigt brillant af Ingvar Eggert Sigurdsson.
»Lad os ikke tage den nu,« siger han, da datteren vil tale om sin døde mor. Det er blevet en modus vivendi for Ingimundur. Han vil ikke tale om det. Han har ikke grædt over hende.
Vi har hver vores måde at sørge på, og Ingimundur gør det ved at sætte sit indre liv på standby og gøre det ydre til et byggeprojekt. I færd med at istandsætte fremtiden, et betonhus ved havet, til sin datter, hendes mand og deres to døtre – herunder Ingimundurs øjesten, den vel ti år gamle Salka (Ida Mekkin Hlynsdóttir).
Sentimentalismens sparekasse
Filmens titel – En hvid, hvid dag – refererer til et digt i filmens begyndelse om dage, hvor »alting er hvidt, og du ikke længere kan se forskellen mellem jorden og himlen«. På disse dage, hvor tågen opløser grænsen mellem fast og æterisk form, »kan de døde tale til os, der er i live«.
Det gør ekshustruen også, men ikke i bogstavelig forstand. Eller som et spøgelse, som digtet ellers kunne indikere, og heller ikke i traditionelt sørgmodige flashbacks, der kunne rive i vores tårekanaler. Nej, Hlynur Pálmason ønsker ikke at forføre os, han ønsker vist snarere, at vi selv investerer vores følelser – i stedet for at få dem udbetalt ved kasse et i sentimentalitetens sparekasse.
Så minderne om hustruen ankommer i en flyttekasse. Der er fotos, videobånd, en biblioteksbog, hun aldrig fik afleveret. Hov, vent, det er ikke hende, der har lånt den. Nogen har lånt den til hende.
Den gamle politiefterforsker vågner i ham, og Ingimundur finder snart ud af, at hustruen har været ham utro.
Alle dør
Natur og civilisation bløder sammen i En hvid, hvid dag. Bilruden smadres af store klippestykker, kroppen brister, da den rammer jorden. Islænderhestene lever deres liv rundt om betonhuset, går ind og gumler i køkkenet, hvis der er adgang.
Børnene pakkes ikke ind. Salka smadrer sin fangede fisks hoved mod kaffebordet på politistationen. Et romerlys tændes indendørs. Salka får en stor køkkenkniv til at hugge is i stykker. På tv ser hun et syret teaterstykke, som vi for en stund ser med på: En familie er styrtet ned med et fly, og et af børnene er døde. De blafrende flammer er lavet af rødt stof. Patriarken går i selvsving: »Alle dør,« galer han ind i kameraet. »Også alle jer, der sidder derhjemme.« Børne-tv!
Det er ikke nogen medie- og modernitetskritik det her. Der er en fornemmelse af balance. Og der sker vigtige ting på skærmene. Ganske vist overvåges der også på dem, som det understreges i flere scener, hvor kameraet glider hen over en serie gamle slidte trafikovervågningsskærme. Men det virker mere som et guddommeligt end et totalitært blik, når vi følger hovedpersonens bil på dem.
Moderne løsninger er også nogle gange bedre end traditionelle. Da der skal fjernes fiskeblod fra Salkas kjole, foreslår en politibetjent salt og rødvin. Men hans mor siger over telefonen, at de bare skal bruge Vanish. Det er da meget nemmere.
Og så tilbydes der vigtige erkendelser og opdagelser på skærmene i En hvid, hvid dag. Det er her, Ingimundur får cementeret, at hustruen har været ham utro. Og det er her, at et afgørende gennembrud/sammenbrud sker, da han tvinges til at skype med psykologen. Måske takket være afstanden finder psykologen mod til at gå hårdere til Ingimundur.
»Du har ikke nok selvmedlidenhed,« siger han og vil vide, om han overhovedet har grædt. Om han overvejer selvmord.
Næven om hjertet
Hlynur Pálmason har en kontant poetisk ånd, en resolut gravende hånd. Med ru næve går han ind og griber om fortællingens hjerte.
Og hans kunst er offensiv, men virker altid meningsfuld. Også selv om man måske ikke lige forstår den. I en sen sekvens ser hovedpersonerne ud på os, tilskuerne, i levende portrætter. Pálmason knuser den fjerde væg ud til tilskuerne. Det er uklart hvorfor.
Og det er utvungen film- og skuespilkunst det her. Det er, som om tingene bare sker foran kameraet, hvilket naturligvis i høj grad skyldes skuespil og instruktion. Men fotografen Maria von Hausswolff er også meget klar i sine beslutninger, ofte afholder hun sig helt fra bevægelse.
Kameraet står bomstille i en række scener. Eller også turnerer det efter et meget klart mønster. Rundt om sin egen akse i Ingimundurs hjem. På skinner parallelt med fodboldbanen, når de spiller på den. Linealret igennem tunnelerne.
Vi skal i øvrigt igennem to af disse tunneler, og de markerer begge afgørende skift.
Indemurede mænd med barkede næver og hård hud på følelserne er et tema i begge Pálmasons film, men denne gang er der ikke samme monomane konsekvens, som man har kunnet se i tidlige Nicolas Winding Refn- eller Martin Scorsese-film. En mand ser rødt, jovist, men også noget andet. Der er uventede drejninger, sprækker i raseriet, mulighed for frelse.
»Til mine piger,« står der i slutningen af En hvid, hvid dag. Og der er en fornemmelse af, at Hlynur Pálmason har testamenteret en forbedret, nuanceret maskulinitet til sine døtre, til alle kvinder, ja, til verden. Det er en sort historie med et lysende hjerte.
’En hvid, hvid dag’ – Instruktion og manuskript: Hlynur Pálmason. Fotografi: Maria von Hausswolff. 109 minutter. (Biografer landet over).
