Der er intet som en god bryllupsfest. Men i en musikalsk målestok er de danske af slagsen ikke de mest sindsoprivende. De obligatoriske klap til brudevalsen klinger ofte lidt gumbetungt. Og møver gæsterne ikke mere end de danser, når de kort før klokken tolv danner ring om de nygifte og presser dem sammen, til der ikke er mere gulvplads til de indøvede fodtrin og jagten sætter ind på gommens sokker?
Der er i hvert fald langt fra Niels W. Gades brudevals til den dabke, som danner det rytmiske fundament til bryllupsdanse i Levanten. I lande som Syrien, Jordan og Libanon er der tradition for, at mændene stiller sig op på række med hinanden i hænderne og udfører en avanceret og fysisk udfordrende form for mellemøstlig linedance. De sparker og hopper akrobatisk til en energisk musik, der spilles på arabiske bambusfløjter, håndtrommer og strengeintrumenter som oud og saz.
Den syriske bonde Omar Souleyman begyndte sin besynderlige musikalske karriere ved sådanne festlige lejligheder. I dag er den midaldrende familiefar, der altid optræder bag mørke solbriller og en shemagh (eller palæstinensertørklæde som det hedder i danske folkemunde) et tilløbsstykke ved elektroniske musikfestivaler i hele verden. Men i 1994 optrådte han ved syriske brylluper som forsanger i et band, hvis liveperformances blev optaget og udgivet på kassettebånd.
Med tiden voksede hans diskografi til over 500 titler, og de bedste numre herfra blev i 2006 samlet på opsamlingen Highway to Hassake. Det banede vejen for hans succes uden for den arabiske verden og gjorde ham kendt som det spøjse syriske indspark på diskoteker og festivaler rundt om i verden. Herhjemme har han optrådt på både Distortion og Roskilde Festival.
Hektisk percussion og håndklap
Da krigen i Syrien brød ud, blev hans bandkonstellation ødelagt, og han måtte flytte i eksil i Tyrkiet. Det er også her, hans seneste udgivelse, ep’en Shlon, er indspillet. Den er ligesom forgængeren To Syria With Love udkommet på den amerikanske dj og producer Diplos pladeselskab Mad Decent.
Shlon er en kort samling af dakbe- og mavedansevenlige dancenumre af den slags, der får diskotekerne til at koge over ud på de sene nattetimer. På størstedelen af sangene bakkes Souleymans vokal op af en hektisk percussion, håndklap og arabiske melodiske fraser, der vil få alle lyttende kroppe til at slynge sig vildt omkring som fortryllede og technotæmmede slangemennesker.
Hans mangeårige samarbejdspartner Moussa Al Mardood har skrevet de kærlighedsdigte, der udgør teksterne, og som jeg ville ønske, jeg forstod. Souleymans sprukne vokal giver et praj om, at det er romantisk, dramatisk og inderligt, men grundet mine manglende arabiskkundskaber må jeg nøjes med at fantasere mig til indholdet.
Mit favoritnummer er ep’ens eneste sjæler »Mawwal«, fordi den skaber et tiltrængt åndehul. Nummeret åbner med Azad Salihs virtuose sazspil. De smukke toner fra det langhalsede lutinstrument virrer vidunderligt ornameltalsk om Souleymans ru fortællestemme og løfter sig fra en blød bund af flydende keyboardakkorder og en brusende rislen fra regnstokke.
Omar Souleyman: ’Shlon’ (Mad Decent).
