Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kæmpeværk fortæller havens kulturhistorie og demokratiseringsproces

Vil man forstå, hvor meget haven har betydet og betyder for udvidelsen af såvel vores kulturlige som vores naturlige opfattelse af verden, er der virkelig meget at hente i Karin Esmann Knudsens kæmpeværk ’Paradis på jord’
Fra begyndelsen af 1700-tallet organiseres de engelske landskabshaver således med udgangspunkt i det engelske, bakkede landskab, man søger genius loci, stedets ånd. Også i Danmark dukker haver op, der er anlagt efter dette princip, eksempelvis Liselund på Møn.

Fra begyndelsen af 1700-tallet organiseres de engelske landskabshaver således med udgangspunkt i det engelske, bakkede landskab, man søger genius loci, stedets ånd. Også i Danmark dukker haver op, der er anlagt efter dette princip, eksempelvis Liselund på Møn.

Torben Huss

Kultur
13. december 2019

Gennem to årtier har Karin Esmann Knudsen, lektor og ph.d. ved Institut for Kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet, arbejdet på sit værk om havernes kulturhistorie, Paradis på jord. Det er blevet til 600 sider, der skildrer de europæiske havers udvikling fra middelalderens klosterhaver til moderne urban gardening.

Bogen går videnskabeligt til værks, de metodiske overvejelser er grundige, men i kondenseret form kan udviklingen karakteriseres ud fra to akser: Forholdet mellem kultur og natur og forholdet mellem den åbne og den lukkede have. Urhaverne kalder Karin Esmann Knudsen de typer, der på den måde fremkommer.

Karin Esmann Knudsen: ’Paradis på jord. Havernes kulturhistorie’.

Saxo
Karin Esmann Knudsen retter søgelyset mod sammenhængen mellem haven og litteraturen gennem tiderne og den betydning, haverne på den måde kaster af sig.

Vi får analyser af Oehlenschlägers »Søndermarken«, hvor den lille Adam voksede op. Jens Baggesens præference for den romantiske, åbne have stråler ud af hans Labyrinten med beskrivelsen af den tyske by Mannheim, og også Per Olov Enquist har i Livlægens besøg udnyttet labyrinten, ligesom Inger Christensen i Del af labyrinten ser denne som en art dobbelt kaos, dels virkelig, dels legende, som alle mennesker er fanget i.

Enquist, derimod, lader kun Christian 7. fare vild i en labyrint. Slottets balkon er det punkt, hvorfra herskeren kan overskue labyrinten, forklarer Struensee kongen, der senere begiver sig ned i den i den tro, at han har overblikket.

Han farer uhjælpeligt vild, hos Enquist er labyrinten et tegn på kongens sindssyge.

Fra Hildegard af Bingen og Augustin til Niels Lyngsøe undersøges et væld af litterære eksempler, som alle belyser havens betydning og funktion på et givet tidspunkt.

»Samlet set repræsenterer bogen et forskningsarbejde, der undersøger, hvad det vil sige at anvende haven som perspektiv i litteratur- og kulturhistorien,« forklarer Karin Esmann Knudsen.

De tre haveordener

De klassiske haveformer, der kan inddeles i tre ordener, strækker sig fra omkring 400 til omring 1900, og deres funktioner kan opregnes således:

Haven er et sted for religiøs fordybelse og kontemplation. Her er det Guds orden, der hersker, alt peger mod det himmelske, og haven som et paradis på jord opfattes kun som foreløbig. Grundformen er den lukkede klosterhave, dens anlæg er allegorisk, således at vandet eksempelvis kan mime paradisets fire floder.

Men i tidens løb sker der en verdsliggørelse af haven, den bliver rum for den høviske og erotiske kærlighed. Haven bliver mere og mere ’menneskelig’. Boccaccios Decameron, fra midten af 1300-tallet, er fyldt med skildringer af elskov og grovkornet erotik i den have, hvor skiftende fortællere beretter frække historier, og ikke tilfældigt skal Boccaccio selv have understreget, at Decameron bør læses i en have.

Fra 1300-tallet til 1600-tallet afløser menneskets orden med renæssancehaven Guds orden. Haven åbnes for det menneskelige blik, centralperspektivet indføres, forklarer Esmann Knudsen, og »menneskets kontrol viser sig i de formklippede vækster og geometriske strukturer i stisystemer og parterrehave«. Haven bliver en lysthave, der pirrer alle sanser, og desuden et sted for udvikling af lærdom og erkendelse af verdens sammenhæng.

Efter 1600-tallet dukker tekniske landvindinger op, vandet som livets kilde bliver til imponerende fontæner og store spejlbassiner, hvor der leges med perspektivet. Haven bliver nu et sted for iscenesættelse af rigdom og magt. Haven udvikler sig fra at være en sanselig lysthave med humanistisk indhold til at demonstrere magt og kontrol.

Og endelig udvikler haven sig i den tredje orden, naturens orden, fra at være »en didaktisk og emblematisk oplysningshave til at være en ekspressiv og romantisk have«.

Fra begyndelsen af 1700-tallet organiseres de engelske landskabshaver således med udgangspunkt i det engelske, bakkede landskab, man søger genius loci, stedets ånd. Også i Danmark dukker haver op, der er anlagt efter dette princip, eksempelvis Liselund på Møn. Haven bliver et sted for forståelse af sig selv i samhørighed med naturen og årstidernes gang.

Karin Esmann Knudsen påpeger, at grundlaget ideologisk set er oplysningstidens tænkning om naturretten, »hvor naturbegrebet har en videre betydning end den omgivende natur og indsætter det rationelle menneske og dets myndighed som højeste instans.«

Samtidig repræsenterer udviklingen en demokratiseringsproces, der strækker sig ind i nutiden, en udvikling, der går fra den lukkede til den åbne have, fra den guddommelige til den verdslige, og fra kirkens, kongens og adelens haver til det tidspunkt, hvor haven bliver et sted for praktisk arbejde og dyrkning af planter til nytte og skønhed. Hvorved vi er nået frem til en tid, hvor haven bliver almindelige menneskers eje. Samtidig bliver haven i stigende grad kvindens domæne.

I fremtidens have forenes æstetik og skønhed med ansvarlighed og omsorg

Bogens fjerde og sidste afsnit koncentrerer sig om det antropocæne. Det er ikke længere mennesket, der har – eller tror at have – herredømmet over naturen. Fra nu af er det naturen, der bestemmer, nemlig ved at reagere på menneskets skalten og valten.

Arterne dør ud, biodiversiteten svinder ind, nu gælder det om at lade naturen kommet til udfoldelse på sine egne præmisser, også i menneskenes haver. Esmann Knudsen fremhæver blandt andet Søren Ryge, Signe Wenneberg og Rasmus Ejrnæs, seniorforsker ved Institut for Bioscience Kalø, som fortalere for at lade naturen tage føringen.

Fremtidens have forestiller hun sig som en have, hvor det er biodiversiteten, det styrer, hvor insekter, kryb og fugle, en vildtvoksende græsplæne med mælkebøtter og tusindfryd og skønheden i en træstamme med svampe i alle farver er den æstetiske målestok. Hvor æstetik, skønhed og sanselighed forenes med ansvarlighed og omsorg.

Paradis på jord. Havernes kulturhistorie er et kæmpeværk, som en anmeldelse umuligt kan yde retfærdighed. Og endda har Karin Esmann Knudsen klogt indskrænket sin gennemgang til de europæiske haveformer – med de indlån, også disse er fyldt med såsom kinesiske lysthuse og japanske zenkompositioner.

Men vil man forstå, hvor meget haven har betydet og betyder for udvidelsen af såvel vores kulturlige som vores naturlige opfattelse af verden, er der virkelig meget at hente. Så meget, at man bærer over med gentagelser og en indimellem lidt mere end en strengt nødvendigt videnskabelig lingo.

Karin Esmann Knudsen: ’Paradis på jord. Havernes kulturhistorie’. U Press, 600 sider. 360 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her