Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Ken Loachs ’Sorry We Missed You’ er fremragende hamsterhjulshorror fra den britiske arbejderklasse

Dagens samfund byder ikke på lykkelige slutninger for arbejderklassen i Ken Loach og Paul Lavertys hjerteskærende familiedrama, ’Sorry We Missed You’
Familien Turner i et af de øjeblikke i Ken Loachs gribende ’Sorry We Missed You’, hvor de har det godt.

Familien Turner i et af de øjeblikke i Ken Loachs gribende ’Sorry We Missed You’, hvor de har det godt.

Scanbox

Kultur
12. december 2019

Man arbejder ikke for nogen, man arbejder med dem. Man er ikke ansat, man ’kommer om bord’ med sin egen franchise. Dermed bliver man herre over sin egen skæbne i et arbejdsliv, som den hårdhudede chef Maloney (Ross Brewster) sælger som den ultimative frihed.

Den smarte tale lyder umiddelbart lovende for den tidligere byggearbejder Rick (Kris Hitchen), som nu håber på at kunne forsørge sin familie ved at køre pakker ud. Friheden viser sig imidlertid hurtigt at handle om et totalt fravær af grundlæggende rettigheder eller anstændige arbejdsforhold.

Før man kan arbejde, skal man selv skaffe en varevogn. Går den dyre pakkescanner i stykker, er det ens eget ansvar. Fridage skal man købe sig til, og det forventede arbejdstempo er så højt, at man skal huske en flaske at tisse i on the road.

Livet som en kviksandsspurt

Paul Lavertys manuskript til det seneste arbejderklassedrama af Ken Loach er en ikke særligt subtil, men skarpt skrevet og en sønderlemmende kritik af et samfund, hvor almindelige mennesker ikke længere har en chance. Det suveræne parløb mellem Laverty og Loach førte senest til guldpalmevinderen Jeg, Daniel Blake. I Sorry We Missed You er vi tilbage i Newcastle, hvor Rick og hans familie fører os med om bag kulissen på det moderne arbejdsliv.

Denne gang er der skruet op for replikker om, at ingen havde forestillet sig, at livet ville være så hårdt, eller beskrivelser af mareridt om at synke ned i kviksand, mens ens børn prøver at hive én op med kviste. Det er formodentlig, fordi Laverty og Loach – efter i årevis at have fortalt lignende historier – mener, at vink med vognstænger ikke længere er nok.

Der skal stærkere midler i brug, og sammen med dem og de forrygende skuespillere, fungerer det fortrinligt. Det er vredt, socialrealistisk samfundsdrama, når det er bedst. Fyldt med fremragende enkeltscener, frygtindgydende godt skuespil fra børn såvel som voksne og hårrejsende hverdagshorror, som går lige under huden.

Hverdagens rørende detaljer

Mens Rick portrætterer de urimelige forhold blandt de hvide vognmænd, tager hans kone Abby (Debbie Honeywood) os på rørende vis med ind i sin hverdag i hjemmeplejen. Der er aldrig nok tid, mens hun bevæger sig rundt mellem de gamle, syge og ensomme mennesker, som behøver hjælp.

Hendes mantra om at behandle alle som sin egen mor bliver løbende udfordret, og de lange arbejdsdage fører til familiekommunikation over mobiltelefon fra busstoppestederne. Når hun et øjeblik giver slip og græder stille, mens en ældre kvinde reder hendes hår, er det ærligt talt noget af det sørgeligeste på film længe.

Det er de små øjeblikke og dramaer, som Loach og Robbie Ryans kamera fanger så fint, mens Lavertys manuskript suspensefyldt tikker af sted og udsætter Rick og hans familie for både det ene og det andet. Uden at ende i melodrama er det også lige til at tude over, når den oprørske teenagesøn Seb (Rhys Stone) pludselig indser, hvor pressede forældrene er og viser lidt omsorg. Eller når lillesøster Lisa (Katie Proctor) tager stadig mere ansvar, mens familien er ved at falde fra hinanden.

De oversetes arbejdskampe

Den 83-årige Loach kan stadig sit kram, og hans historier er stadig presserende. Han er tidligere gået kritisk til forringelsen af arbejdsvilkår, som i The Navigators om konsekvenserne af privatiseringen af British Rail, mens problemer med arbejde såvel som arbejdsløshed har stået stærkt i film som My Name is Joe – sommetider med god plads til humor som i hans charmerende kupfilm The Angels’ Share om fire arbejdsløse skotters whiskytyveri.

Denne gang er der kun sprækker af lys, når Rick for eksempel har fodboldfan-faktaduel med en pakkemodtager. Der er fine familieøjeblikke, som når Rick undervurderer karrystyrken i en vindaloo, men grundlæggende kæmper alle fra start til slut.

Filmens titel refererer til den seddel, Rick lægger, når pakkemodtagere ikke er hjemme, men den henviser også til de mennesker, som samfundet har det med at overse. Det råder Loach og Laverty gribende bod på, og selv om Sorry We Missed You ikke er en oplagt film at komme i julestemning af, skal man sætte den højt på filmønskelisten.

’Sorry we missed you’ – Instruktion: Ken Loach. Manuskript: Paul Laverty. Fotografi: Robbie Ryan. Længde: 101 minutter. Biografer landet over. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Bisgaard Jensen

Ken Loach - my man

Alvin Jensen, Ole Kristensen, John Poulsen, Frede Jørgensen, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Kan ikke huske at han nogensinde har lavet en film som ikke havde et vigtigt budskab. Daniel Blake-filmen var også fremragende og skræmmende!

Alvin Jensen, Herdis Weins, Ole Kristensen, Eva Schwanenflügel, Werner Gass, Dennis Jørgensen og Svend Erik Sokkelund anbefalede denne kommentar

Glæder mig til at se den - og nu med en tordnende Torysejr i baghovedet...