Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’Knives Out’ er som skabt til at få Agatha Christie til at klukke i sin grav

Rian Johnsons krimikomedie tager lige akkurat den perfekte mængde pis på den klassiske puslespilskrimi – og viser med sit udspekulerede plot og sit skarpe persongalleri, hvad der gør den genre så herlig
Da en succesrig krimiforfatter morgenen efter sin 85-års fødselsdag findes død på sit studerekammer, kommer hans pårørende i politiets (og ikke mindst i en Poirot-inspireret privatdetektivs) søgelys i Rian Johnsons veloplagte hyldest til og parodi på puslespilskrimien.

Da en succesrig krimiforfatter morgenen efter sin 85-års fødselsdag findes død på sit studerekammer, kommer hans pårørende i politiets (og ikke mindst i en Poirot-inspireret privatdetektivs) søgelys i Rian Johnsons veloplagte hyldest til og parodi på puslespilskrimien.

Kultur
5. december 2019

Som det bliver bemærket i en replik, lever krimiforfatteren Harlan Thrombey (Christopher Plummer) i en villa, der minder utrolig meget om spillebrættet i det klassiske detektivspil Cluedo. Her er knirkende trapper, hemmelige indgange, tykke tæpper, aflåste skuffer og knive af alle mulige forskellige slags hængt op til pynt. Og vigtigst: Her er en masse overnattende gæster med hvert sit motiv til at myrde. 

Det er så også i dette hus, Harlan Thrombey dør og således giver anledning til den klassiske, velkomponerede klichéparade af en krimiintrige, der er omdrejningspunktet i Rian Johnsons  whodunnit-parodi Knives Out var det mord?  

Forkælede møgunder i alle aldre

Morgenen efter Harlan Thrombeys 85-års fødselsdag finder hushjælpen ham liggende med overskåret hals i studerekammeret øverst oppe. Det helt igennem herlige persongalleri introduceres, efterhånden som Thrombey-familien (der repræsenterer hver sin type forkælede nutidsamerikaner) forhøres af kriminalkommissær Elliott (Lakeith Stanfield) og hans assistent, Wagner (Noah Segan).

Det eneste, som Thrombey-familien har til fælles, lader til at være, at de er afhængige af den formue, Harlan har skabt gennem sit forfatterskab. Datteren Linda (Jamie Lee Curtis) har med finansiel støtte fra faren startet et ejendomsmæglerfirma, som hendes mand Richard (Don Johnson) arbejder i, men ikke er medejer af. Chris Evans spiller deres vrangvillige søn med det inkriminerende navn Ransom (på dansk: Løsepenge), som lever et luksuriøst dagdriverliv for farfarens penge.

Harlans søn, Walt (Michael Shannon), arbejder som sin fars forlægger og er frustreret over ikke at få lov at forvalte rettighederne, som han selv mener, det bør gøres. Hans kone, nervevraget Donna (Riki Lindhome), kunne have været en sjov karakter, hvis hun ikke var druknet i mængden, mens deres søn, Jacob (Jaeden Martell), er en skarp parodi på en mut teenagedreng med et nært forhold til sin telefon og det ekstremistiske alt right-miljø på nettet.

Enken efter Harlans afdøde søn, Joni (Toni Collette), er en livsstilsguru med sit eget hudplejemærke, og hun har en datter ved navn Meg (Katherine Langford), der studerer til »neomarxistisk, politisk korrekt, dekonstruktiv, feministisk« digter på et dyrt universitet.

I udkanten af dette ensemble står Harlans demente mor Wanetta (K. Callan), hvis alder ingen kan huske, hushjælpen Fran og hjemmesygeplejersken Marta (Ana de Armas), der måske nok var Harlans nærmeste fortrolige, men alligevel ikke velkommen til hans begravelse.

Kan ikke lyve uden at brække sig

I et mørkt hjørne af stuen bag politiefterforskerne sidder privatdetektiven Benoit Blanc (Daniel Craig) og lytter med. Han er sat på sagen af en anonym klient, der sendte ham en konvolut fuld af kontanter og avisudklip om sagen. Hvem der har bestilt ham til opgaven, er et mysterium, der kører sideløbende med spørgsmålet om, hvorvidt Harlan blev dræbt, og hvem der i så fald gjorde det.   

Den tidligere James Bond-skuespiller giver den i rollen som tweedklædt, selvsmagende bøf med samme tilbagelænede, detaljeorienterede opklaringsstil som Peter Falks Columbo og Agatha Christies Hercule Poirot. Ansigtet er hele tiden lagt i de samme folder, der ikke afslører det mindste om, hvad han tænker, og han taler med en sydstatsaccent, der er lige akkurat så dreven, som den kan være, uden at parodien kammer over.

Benoit Blanc har mistanke om, at der er ugler i mosen. Heldigvis har han opsnappet, at hjemmesygeplejersken Marta har en slags psykisk allergi over for løgn. Hun kan hverken fortælle eller overhøre en løgn uden at kaste op øjeblikkeligt. Martas brækrefleks er en fremragende idé til, hvordan den klassiske opklaringsproces kan gøres en lille smule anderledes, der både bidrager med lavkomik og ekstra spænding.

Knives Out var det mord? er en letbenet parodi på den klassiske puslespilskrimi. Men fordi alt – fra David Cranks detaljerige production design og Steve Yedlins elegante filmfotografi til oprulningen af mordgåden i en blanding af forhørsscener, tilbageblik og actionsekvenser – er så gennemført lavet, fungerer filmen også som en hyldest til genren, hvis ubestridte dronning Agatha Christie formentlig ville klukke i sin grav, hvis hun kunne se med derfra.

’Knives Out – var det mord?’ – Instruktion og manuskript: Rian Johnson. Fotografi: Steve Yedlin. Længde: 130 minutter. Biografer over hele landet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her