Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Måske er det faktisk for det bedste, at ’Cats’ er så bizar

Det er ikke hvert år, så fjollet og ufrivilligt komisk en film som Tom Hoopers filmatisering af Andrew Lloyd Webbers succesmusical ’Cats’ har biografpremiere. Måske ikke engang hvert tiår. Det gør den til en større oplevelse, end hvis den var bare lige lidt mere vellykket
Judi Dench i rollen som Old Deuteronomy i 'Cats'.

Judi Dench i rollen som Old Deuteronomy i 'Cats'.

Universal Pictures

Kultur
27. december 2019

Det er usædvanligt, at den film, man som anmelder ser til en pressevisning, bliver trukket tilbage og erstattet af en ny og forbedret version inden den danske premiere. Men måske er det sådan, det går med Tom Hoopers filmversion af Andrew Lloyd Webbers populære musical Cats fra 1980: 

Ifølge The Hollywood Reporter er der en ny version med forbedrede visuelle effekter på vej til biograferne.

Allerede da filmens trailer kom ud, vakte det besynderlige animationsarbejde og karakterdesign opsigt, og i USA og Storbritannien, hvor filmen havde premiere den 20. december, gik der blandt anmelderne sport i at gøre sig lystige over filmens rædderlighed. 

Ved redaktionens deadline var der intet nyt om, hvorvidt udskiftningen også gælder de danske biografer. 

Hvis Universal vælger at vise en optimeret version af Cats i de danske biografer, er det på den ene side forståeligt og på den anden side en skam.

De visuelle effekter i den version, der blev vist til pressevisningen, og som havde premiere i Storbritannien og USA den 20. december, er vitterligt tossede at se på. Både på grund af en række af de valg, man har truffet, da man skulle designe filmens karakterer, og på grund af den ringe udførelse.

Uncanny valley

Cats er i sig selv et besynderligt kulturprodukt, som med udgangspunkt i den modernistiske digter T. S.Eliots finurlige digtbog Gamle Possums bog om praktiske katte fra 1939. Den handler om en bande af katte, der kalder sig Jellicle-katte, som bor i 1930’ernes London.

I musicalen huserer de på en losseplads, mens filmversionen også udspiller sig i et månebeskinnet gademiljø, et øde teater, en flodpram og Trafalgar Square med de store løvestatuer.

I filmen møder man Jellicle-kattene gennem den smukke outsiderkat Victoria (Francesca Hayward), der efterlades på gaden samme nat, som de skal have det årlige Jellicle-bal. Det er en slags talentkonkurrence, hvor kattene kan præsentere sig selv og deres særegenhed gennem sang og dans. Dommeren er matriarken Gammelkat Mosefund (spillet af Judi Dench), og præmien er intet mindre end et nyt liv.

Kattene spilles af mennesker, som med digitale virkemidler er blevet gjort kattelignende (med undtagelse af nogle statister, som henholdsvis er animerede mus med digitalt påførte menneskeansigter og kakerlakker, hvis eneste menneskelige træk er måden, de danser på).

Som sceneversionerne har de menneskelige skuespillere fået katteører på hovedet, knurhår i ansigtet og haler placeret på halebenet. I sceneversionen får det dem til at fremstå som mennesker udklædt som stiliserede katte.

Med filmens computerskabte visuelle effekter fremstår karaktererne som en mellemting mellem mennesker og ikkemenneskelige væsner, som nok deler visse træk med katte, men som i deres bevægelsesmønstre minder mere om dresserede aber. Man har tilført digital pels over hele kroppen og vajende haler og bibeholdt populære menneskelige elementer som bryster og brystmuskulatur.  

Det er et underligt fysiologisk miskmask at se på, der også gør det svært at vide, hvor imponeret man helt præcis bør være, når kattene springer gennem luften på måder, hverken katte eller mennesker normalt formår. 

På engelsk har man udtrykket uncanny valley, som betegner det punkt, hvor en kunstig skikkelse ligner et menneske så tilpas meget, men samtidig på så iøjnefaldende kunstig en måde, at det bliver urovækkende at se på. Den følelse af instinktivt ubehag har holdet bag Tom Hoopers Cats ikke gjort nok for at undgå.     

Legendarisk parentes i filmhistorien

Samtidig er animationsarbejdet præget af nogle grelle brud med de basale tommelfingerregler, der normalt gør det muligt at leve sig ind i et animeret univers.

Først og fremmest er proportionerne hverken logiske eller konsekvente. En musefælde, som en kat får sin bepelsede menneskehånd i klemme i, er tydeligvis for stor til de mus, der danser i baggrunden.

To gange ser man katte håndtere gafler. Den ene gang er gaflerne længere end kattenes overkroppe, som de sidder der på nogle (til gengæld utroligt høje) menneskestole. Den anden gang passer gaflen nogenlunde til kattehånden. Den variation i gaffelstørrelse ser man ikke i virkelighedens verden.

Det fjerner fokus fra alt det, det egentlig handler om: Dansen, sangene og den spinkle historie, at illusionen hele tiden bliver brudt på den måde. 

En anden distraherende (men også på sin vis imponerende) faktor er filmens cast. Der er virkelig stjerner med af alle tænkelige slags. Victoria spilles af balletdanseren Francesca Hayward, skurkekatten Macavity spilles af Idris Elba, der plejer at lave mere dystre, actionprægede film og serier. Den udstødte kat Grizabella, som synger musicalens bedste sang, ’Memory’, med snot løbende ud af sit ene kattenæsebor, spilles af American Idols-vinderen Jennifer Hudson.

Popstjernen Taylor Swift har også en rolle, ligesom den komiske skuespiller Rebel Wilson og komikeren og tv-værten James Corden. To så ærværdige skuespillere som Judi Dench og Ian McKellen har også fået pels på og replikker at synge. Sidstnævntes karakter introduceres med tungen ude af munden nede i en skål med vand.   

Der vimses over en bred kam. Skuespillerne går på forfødderne, svajer i ryggen, ruller med skuldrene, når de bliver tiltalt, læner sig forover og spiler armene ud i sære vinkler, når de selv taler.

Især Robbie Fairchild, der spiller den oprindelige (men her overflødiggjorte) hovedperson Munkustrap, er slem til hele tiden at spærre øjnene op, åbne munden som i forbløffelse og etablere tydelig øjenkontakt med medspillerne, når de taler, og måske endda give et lille nik, så man aldrig er i tvivl om, hvor hans opmærksomhed er rettet hen.

Alt dette overspil medvirker til fremmedgørelsen. Men måske er det faktisk bedst sådan: At man konstant bliver distraheret og slået af undren over det bizarre univers, filmen etablerer. Det gør Tom Hoopers Cats til en større oplevelse (og sikkert også til en legendarisk parentes i filmhistorien), end en moderat mere vellykket version vil være.   

Cats. Instruktion: Tom Hooper. Manuskript: Lee Hall og Tom Hooper efter Andrew Lloyd Webbers musical af samme navn og T.S. Eliots bog Gamle Possums bog om praktiske katte. Længde: 109 min. Vises i biografer over hele landet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det ser ud som om de bare har filmatiseret musicalen. Denne film må jeg se i modsætning til musicalen, som jeg aldrig har haft lyst til.