Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Der er mere EM i tomgang over Jon Fosses nye bog end original og nyskabende fortællekunst

Jon Fosses konsekvent punktumsløse bevidsthedsudforskning ligner mest af alt en kitschet kliché
Kultur
20. december 2019
Karl Ove Knausgård har angiveligt kaldt Jon Fosse »en af de store europæiske forfattere,« men ifølge Erik Skyum-Nielsen ligner forfatterens nyeste bog ’Det andet navn. Septologien II’ mest af alt en kitschet kliché.

Karl Ove Knausgård har angiveligt kaldt Jon Fosse »en af de store europæiske forfattere,« men ifølge Erik Skyum-Nielsen ligner forfatterens nyeste bog ’Det andet navn. Septologien II’ mest af alt en kitschet kliché.

Batzer & Co.

Hvor virkelige gentlemen mødes, bliver der udvekslet komplimenter. Sådan er det, når Trump møder Putin, og sådan er det på forreste klap til den nye bog på dansk af Norges store langhalmstærskende drøvtyggerprosaist Jon Fosse, hvem ingen ringere end Norges store selvkredsende navlestrengspiller Karl Ove Knausgård angiveligt skal have kaldt »en af de store europæiske forfattere«.

Jon Fosse: ’Det andet navn. Septologien II’.

Batzer & Co.
Disciplinen, i hvilken Fosse for tiden fejrer sine triumfer, har for denne anmelder kun en fjern lighed med original og nyskabende fortællekunst. Mere dækkende vil det være at tale om EM i tomgang.

I den foregående roman, som udkom midt i november og anmeldtes her i avisen 15.11. havde den succesrige, enlige norske kunstmaler Asle været en tur inde i storbyen Bjørgvin eller Bergen for at fouragere. På vej hjem iagttog han et yngre elskende par, der mindede ham om ham selv og hans nu afdøde hustru som unge.

Så kørte han tilbage til byen og fandt på et fortov en gammel malerkollega, der sjovt nok hed det samme som han selv, og gik på værtshus med ham.

Men da så Asle 2 blev syg, fulgte Asle 1 ham til sygehuset og hentede derefter hans hund i privaten. Sluttelig deponerede han køteren hjemme hos en gammel veninde, skrev sig ind på hotellet, mindedes i en tung, symbolladet sekvens en begravelse i familien og lod sig falde i søvn efter at have bedt Fadervor på både nynorsk og latin.

Opvisning i intens kedsommelighed

I den nye roman står Asle ud af sengen på hotellet i byen og spiser morgenmad. Derefter henter han hunden. På vejen hjemefter i bil kommer han til at tænke på dengang, da han og hans søster gik ad en forbudt sti ned til fjorden. Det resulterer i et sentimentalt tilbageblik, der fylder 48 af bogens 125 sider.

Hjemme på gården får han besøg af sin nabo og spiser aftensmad sammen med denne. De får stegt flæsk med løg og spejlæg. Endelig til sidst går jegfortælleren til ro og slutter dagen af med, på latin, at bede til Gud og Jomfru Maria. Her indskydes, for underholdningens og den episke sammenhængs skyld, må man gætte, en lige lovlig smart anbragt, tungt affektladet pædofilisekvens.

Over denne opvisning i intens kedsommelighed eller kedsommelig intensitet hvælver Jon Fosse en himmel af sine obligate metafiktive og tværæstetiske dybsindigheder.

Om maleren får man at vide, at han hele tiden prøver at se noget som for første gang, og at han er tilfreds, når han har fået noget af det frem, som han prøver at få frem i alle sine billeder, nemlig et usynligt lys. Dette skal uden tvivl forstås som en visuel allegori over Fosses egen prosa, som konsekvent dyrker bevidsthedsstrøm som metode og bestemt ikke går af vejen for at gentage sig selv.

Derudover rummer bogen en række passager, der omhandler farver. Da Aske og søsteren i det lange tilbageblik passerer et blåt hus, belærer han hende kløgtigt om, »at farverne aldrig er helt ens og så skifter de altid og det har noget med lyset at gøre, siger han, så det er helt umuligt at have navn på alle de farver som findes, det ville være så mange navne at ingen kunne lære alle navnene«.

Da Asle og søsteren kommer ned til Bådehuset, som er gråt, forklarer han hende pædagogisk, at der »også er så mange gråfarver som ikke har noget navn«, ja, »det er næsten lidt skræmmende at der er så mange slags grå, og så mange slags af de andre farver«. Og da de kigger på båden, glæder han sig over »at den har så mange brune nuancer selv om den er brun«, og Asle ser for sig »alle disse brune farver som de er, som brune farver og ikke som brune farver i en båd, men som forskellige farver, bare farver«.

Her er det utvivlsomt meningen, at den eftertænksomme læser fra de brune farver skal tænke bagud på de grå og så de blå og blive om muligt endnu mere eftertænksom og indse, at refleksionerne over farverne nok ikke kun angår malerkunsten, men også skal forstås som filosofiske artikulationer af en almen indsigt i sprogets manglende evne til at udtrykke virkeligheden.

Da malerkunsten, fortællekunsten og kunstrefleksionen opdagede dette for 100-150 år siden, kunne det være en stor nyhed, som fortjente helt sin egen form for billeder, tekster og filosofiske tanker. I dag er det bare en truisme og en kliché. En fortællekunst, som ikke har andet end dette at byde på, fremstår, ufrivilligt parodisk, som pseudodybsindig senmodernistisk kitsch.

Jon Fosse: ’Det andet navn. Septologien II’. Oversat fra nynorsk af Jannie Jensen og Arild Batzer. Batzer & Co. 125 sider. 200 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her