Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Når man melder sig ud af samfundet, bliver man åbenbart skør

Den danske film ’Harpiks’ fortæller en knugende historie om en lille, delvist skør familie, der har meldt sig helt ud af samfundet. Den er stærk i sine virkemidler og æstetik – men den virker ikke tilstrækkelig interesseret i sine hovedpersoner og deres drift væk fra normaliteten
Kultur
13. december 2019
Familien i Daniel Borgmans ’Harpiks’ har meldt sig ud af samfundet og lever et primitivt, men frit liv dybt inde i skoven. 

Familien i Daniel Borgmans ’Harpiks’ har meldt sig ud af samfundet og lever et primitivt, men frit liv dybt inde i skoven. 

Luis Alberto Rodriguez/Nordisk Film

Alt er klaustrofobisk i den nye danske film Harpiks. Skuespillet er lukket om sig selv, karaktererne giver meget lidt fra sig. Fotograferingen er tit så tæt, at man har svært ved at fatte, hvad der helt præcis foregår. Og historien er lukket om et lille bysamfund og en faldefærdig rønne ude i skoven, som huser far Jens (Peter Plauborg), mor Maria (Sofie Gråbøl) og teenagedatteren Liv (Vivelill Søgaard Holm). Klaustrofobi med klaustrofobi på.

Familien har meldt sig ud af samfundet – på faderens foranledning – og lever et primitivt, men frit liv dybt inde i skoven. Far og datter jager med bue og pil i skoven, de slås med hinanden for sjov og brøler primalt. De dyrker og fanger, hvad de spiser.

Der er en charme i dét liv, utvivlsomt. Men i Harpiks er der også skidte konsekvenser af udmeldingen af samfundet. Moderen ligger derhjemme, voldsomt overvægtig, immobil, gravid. Huset er i ekstremt forfald – tjek bare lyddesignet i de indendørs scener, hvor alt knager og knirker – og rundt om huset ligner det mere en skrothandel end et hjem (hvilket selvfølgelig foretrækkes af nogle, det er vel en smagssag). Og hvad værre er, så er der en alternativ logik og moral af den mere usunde slags i omløb i hovedet på farmand.

Stædige patriarker

Stædige faderfigurer, der i anfald af paranoia og konspirationsteorier vil beskytte deres familier mod den moderne verdens fortrædeligheder, er set før. For nylig i Captain Fantastic (2016) og markant også i Moskitokysten (1986) med henholdsvis Viggo Mortensen og Harrison Ford som patriarkerne, man hverken kan hugge eller stikke i.

Der er altid en misklang af vanvid i disse fortællinger om at melde sig ud af samfundet. I Moskitokysten falder flugtdrømmen fra hinanden, men Captain Fantastic tilbyder en balance mellem en dyb modernitetsskepsis og en anerkendelse af, at det kan have for store omkostninger for børnene at være udelukket fra en normal socialitet.

Det er der heller ikke tvivl om i newzealandskfødte Daniel Joseph Borgmans Harpiks, hvor datteren Liv drages mod landsbyen og begynder at stalke kroejeren Roald (Amanda Collin). Stjæler et smykke fra hende, mens hun sover, æder dåsesardiner med olien løbende nedad hagen. Der begynder med andre ord at blive slået revner i eneboerfamiliens hermetisk lukkede verdensæg.

Ægte ulækkert

Æstetisk er Harpiks til tider fremragende – og ofte ubehagelig. Der er ægte ulækkert i huset, og Louise McLaughlins grovkornede fotografering er fuld af stemning. Hendes nærbilleder af den kærlige familietrio bringer noget ækelt incestuøst frem i berøringerne. Og hendes portræt af landsbykroen og de passivt aggressive stamgæster er så fuld af nikotin og ølsjatter, at man næsten ikke kan trække vejret.

Det er en fotografering (og en klipning), der arbejder lige så meget med at komme alt for tæt på, så tæt på, at det skaber en nervøsitet omkring alt det, vi ikke kan se. Hvilket også er en meget fin metafor for den nærsynede paranoia og usundt intime verden, som familien lever i.

Der er også nogle virkelig smukke og urovækkende billeder af bier, som fanges i gyldent honningflydende harpiks. Det bliver en tykt klistret grav, som en dag stivner, mister en konsonant og bliver til rav.

Og som i Peter Greenaways A Zed & Two Noughts (1985) er der også her timelapse-fotografering af dyr, der rådner hurtigt. I Harpiks ledsages billederne så også af en voldsomt boblende og buldrende lydside, der får det til at føles, som om ens egne indvolde er i oprør. Og det kommer de så. Stærke sager.

Lyddesignet betjener sig af voldsomme tricks, ligesom musikken på et tidspunkt rammer med enorm chokeffekt via – vistnok – et klokkespil i oprør. Tænk Psychos morderiske strygere, nu inkarneret af bjælder. Gysersoundtrack er der i flere passager, ikke mindst da farmor (Ghita Nørby) ankommer. Det lover ikke godt, hvis man skal tro strygerne.

Normaliteten rådner

Harpiks – som er baseret på en bog af Ane Riel – er en slags backwoods horror. En genrefilm, der spiller på vores angst for det indavlede vanvid, som yngler ude i vildnisset. Når normale sociale regler fortoner sig i horisonten sammen med byens lys, så rådner humaniteten åbenbart hurtigere end pløkkerne i de fejlernærede personagers kæfte.

Det er i hvert fald, hvad vi har fået fortalt i Udflugt med døden (1972), Motorsavsmassakren (1974), The Hills Have Eyes (1977). Ja, der er også klare elementer af backwoods horror i første sæson af HBO’s True Detective (2014), når først vi når ud til morderens bizarre hjem.

Med Udflugt med døden fik genren en tidlig klassiker, og i legendariske scener, som da der spilles duet mellem en sundt udseende bybo og en indavlet knægt, spilles der på fordomme. Fordomme, som blev knæsat af journalister, der besøgte de appalachiske bjerge i sydstaterne efter Den Amerikanske Borgerkrig. Det var ofte fordrejede og fordomsfulde rapporter.

Uden sammenligning i øvrigt kan Harpiks heller ikke sige sig fri for at være i hvert fald en kende overfladisk.

Mildt forvrænget skuespil

Og der er en forvrængning hos de ellers strålende skuespillere. Bare en lille smule overspil, der sikrer, at karaktererne aldrig bliver helt vedkommende. Og så forsøger filmen ikke for alvor at undersøge, hvorfor folk melder sig ud af samfundet. Bevares, faren forklarer sin datter, at hun slet ikke skal have nogen form for kontakt med landsbyboerne, fordi de er dødsensfarlige. Men det står aldrig klart, hvordan de er dødsensfarlige i hans verdenssyn.

Når man melder sig ud af samfundet, bliver man åbenbart skør, hvis man skal tro Harpiks. Og det er en skam. For der er ingen tvivl om, at der er stærke kræfter bag denne film. Det virker bare ikke, som om de for alvor interesserer sig nok for deres karakterer – men i stedet mere for historiens potentiale for uhygge og væmmelse.

Den stærke æstetik indpoder tilskueren med en overvældende fornemmelse af forfald i lyd og billede, og sanserne overdøver mulige overvejelser omkring familiens, især faderens drift væk fra det normale samfund. Han får dårligt nok et ben til jorden i fortællingen. Og i stedet for diskussioner om den herskende civilisations dårligdomme, får vi i stedet væmmelse og vold.

’Harpiks’ – Instruktion: Daniel Borgman. Manuskript: Bo hr. Hansen. Fotografi: Louise McLaughlin. 92 minutter. Biografer landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her