Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Ny salmebog sætter ord på sygdom, død og tab: »Jeg bærer et sønderknust hjerte«

De sørgende vil råbe og stille store og vilde spørgsmål. De har brug for et sprog for deres tab. Således også hos Iben Krogsdal, der har skrevet nye salmer over gamle salmer
Kultur
27. december 2019

De store spørgsmål synes at ligge i tiden, når man ser den bølge af sorglitteratur, som har ramt bogmarkedet de seneste 10-15 år. Meget forskellige og personlige beretninger om sygdom, død og tab.

Næsten alle har de det tilfælles, at de efterlyser et sprog for den eksistentielle udkant, som et tab og den efterfølgende sorg kaster os ud i.

Målt på omfanget af bøger ligner det næsten en stille oprørsbevægelse. De sørgende vil ikke spises af med en psykologisk opskrift: Lær, hvordan du kommer videre! De sørgende vil ikke afrettes.

De vil råbe og stille store og vilde spørgsmål, uden at nogen lukker munden på dem. Som et gennembrud i sorgmuren. Og nu kommer den væltende, i alle disse bøger, en eksistentiel spørgelyst, som vist har været pænt undertrykt i vores velsmurte forbrugersamfund.

Hvad er meningen?

Hvor er retfærdigheden?

Er der overhovedet nogen, der kan komme med et svar?

En fin lille udgivelse med nye salmer af salmedigter, forfatter og religionshistoriker Iben Krogsdal, kommer flot ind og tilslutter sig den bølge.

FRA DYBET, Nye salmer over gamle samler. Af Iben Krogsdal.

Fra dybet hedder den. Det er næppe en bog, der får en stor læserskare. Men ligesom det er pædagogerne, der bestemmer, hvilke sange børnene synger i børnehaven (og bærer med sig resten af livet), sådan er det også præsterne, der putter os ord i munden, når vi lejlighedsvis kommer i kirken.

På den måde kan Krogsdals ord dukke op ude omkring, også i dit liv.

Og Krogsdal er en af dem, der med sine hele syv salmesamlinger faktisk har formået at rykke lidt ved den kolos af samletradition, som vi er begavet med i Danmark.

Mens de gode familier stadig læner sig trygt op ad Grundtvig og Ingemann især, har mange både frivillige og ufrivillige kirkegængere vist svært ved at forbinde noget med de gamle ord.

Krogsdal kan noget andet. Hun har en baggrund i religionsvidenskab. Hun har forsket og skrevet om nutidens forskellige uortodokse trosudtryk. Og det kan mærkes i hendes salmer. Hun kender sit landskab.

I forbindelse med reformationsjubilæet 2017 nyskrev hun en håndfuld af Luthers salmer. Denne gang er det en af den litterære traditions største skatte, hun er gået om bord i, nemlig Salmernes Bog fra Det Gamle Testamente. Eller Davidssalmerne som de også bliver kaldt.

Det er klassiske begreber og forestillinger om dom, opstandelse, frelse og så videre, hun tager op, men hun gør det ret uortodokst og næsten renset for gamle bevidstløse ord. Nogen skråsikker teologi får vi ikke serveret, og det er egentlig befriende.

»Vi skal slæbe et nederlags kappe en nat«, hedder det, »men når verden går sammen imod os, er dit kærlige ansigt det sidste, vi ser, denne drøm at: du aldrig forlod os«.

Gud findes – det er jo salmer – men findes som et glimt, et spørgsmål, en anelse, en drøm, et håb, som netop må synges frem fra sit fravær.

En tale for de mange

Og dette kludetæppe af traditioner er der alt i alt kommet meget fine salmer ud af. De er ikke poetisk florlette, dertil er der nok for meget, hun vil. De er snarere besværlige, lidt virkelighedsslæbende, til tider lidt sprogligt overfyldte, og så pludselig lægger der sig et billede foran én, som er så smukt.

Det er, som om de sætter ord på en del af vores åndelige besvær på en måde, som jeg ikke har set før.

Og så bærer de flot traditioner videre, som netop findes i Salmernes Bog, og som siden har været grundigt forsømt. Det er først og fremmest klagebønnen eller anråbelsen. Den stemme, der råber: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? (som hos Krogsdal bliver til: Langfredag i verden, Gud, hvor er du henne?).

Klagebønnen har ellers af den teologiske tradition været sendt i skammekrogen. Den sætter jo spørgsmålstegn ved Guds gode vilje. Den dvæler ved fortvivlelsen og tvivlen.

»Hjælp, må man det?« siger præsterne og ser nervøst på hinanden.

Men i de seneste år har flere teologer fået øje på den og endda forsøgt den rehabiliteret som genre. Vel netop fordi den klinger på noget i vores tid, nogle trængsler, nogle længsler, som søger ord.

I Naja Marie Aidts bog, har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, beskriver hun, hvordan sproget er forstummet for hende i sorgen. Og alligevel kan bogen læses som én lang klagesang, usmuk og insisterende.

I Krogsdals salmer er det ikke personlig sorg, personlig glæde, der vælder ud, men salmerne forsøger nænsomt at tale for de mange, som netop mangler et sprog. Både et sprog for fortvivlelsen, men også et sprog for en taknemmelighed. Og for tro trods al fornuft, og om Gud, om tvivl, om ensomhed – hvornår synger vi ellers om den? Om frygten for at ligge i en sygeseng med slanger ud alle vegne og se verden køre videre. Og så skriver hun en tillid frem, som jeg tror, de fleste har svært ved at mobilisere, men som måske kan synges varm i et kirkerum.

34 salmer er der i alt, med melodier af nogle af vores bedste komponister i den tradition. I et appendiks finder man de bibelske salmer/bønner, som har dannet forlæg. Dertil et efterord af professor emeritus Kirsten Nielsen, der kyndigt og lidt nørdet forklarer forholdet mellem de gamle og de nye ord.

Salmerne skal synges, det er ikke digte. De har en patos (lidt meget skrig og råb og smerte), som kan virke tung. Men på en måde er det også o.k., at de er en lille smule kitch.

»Jeg bærer et sønderknust hjerte i kirke, det bløder af liv, jeg fortryder« – det kan man næsten ikke læse. Men man kan synge det, og det er det, der er meningen.

Komponisterne gør deres til, at salmerne får liv. Det er ikke de letteste melodier, men de er overordentlig velsvungne, nogenlunde sangbare og alt andet end platte.

Vi synger med og for hinanden, når livet er svært, stort, smukt eller ved at rinde ud – et af de ældste ritualer, der findes, som lever endnu. Og det er ikke ligegyldigt, hvilke ord vi bruger. L

idt for tit, ikke mindst i julen, synger vi bare det, vi plejer, som vi husker/har glemt til bevidstløshed (julesange, børnesange, drukviser og Kim Larsen). Men jeg vil nu virkelig håbe, at Krogsdals nye salmer finder vej. Selv om det nok først bliver efter jul, som så meget andet.

De er virkelig en berigelse af vores samlede sangskat.

FRA DYBET, Nye salmer over gamle samler. Af Iben Krogsdal. Syng Nyt, 2019, Indbundet, 156 sider. 268 kr.

Som hjorten der tørster

Som hjorten der tørster ved søen
og skriger af ubevidst savn,
som løfter de tunge gevirer
mod mørkets forstørrede favn,
sådan har jeg skreget min længsel
igennem den daglige trængsel
og ud af mit blodrøde savn

Jeg så den i barndommens skove
jeg så den i stuernes grå,
det guldaldermalede ansigt
den måde den stirrede på,
i vandspejlet dådyrets øjne
de voksnes forklarede løgne,
jeg så og jeg så og jeg så

Min hjort er herinde, den tørster
ved kranieskovsøens bred,
et byrum har tårnhøje skygger
af indsunken virkelighed
er dette det hele – det hele?
Er verden kun enkelte dele?
Er dette det eneste sted?

Jeg sitrer med blodtrykket dæmpet
og mødes til brunch med en ven,
vi fanger mirakler i solen
men så er jeg ensom igen,
for snart skal jeg falde alene
fra aldrens projektløse scene
og klamre mig panisk til den

Hvorfor er der ingen der hører
de bønner som ætser min mund?
Skal mørket kun snurre og dreje
om sjælen sekund for sekund?
Og er du der, Gud, hvor du råder
på næsten ubærlige måder
og uden en ordentlig grund?

Jeg håber du kaster dit øje
på dagens atomiske brud,
at dybt i min afmagts tunneller
skal vejen igen føre ud.
En dag skal jeg stige tilbage
igennem den yderste klage
og gispe: Så var du der, Gud!

Salme af Iben Krogsdal

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her