Nyfundne breve viser rystende, bedrøvelige og opløftende sider af Tove Ditlevsen

Med Kærlig hilsen Tove. Breve til en forlægger har vi formodentlig fået de sidste ord fra Tove Ditlevsens hånd.

Forlæggeren er Gyldendals navnkundige Mogens Knudsen, som imidlertid arkiverede brevene i redaktionens gammeldags mandshøje pengeskab, hvor forlaget blandt andet har opbevaret billeder og manuskripter i mange år. Nu er de blevet fundet og offentliggøres for første gang.

Den lille bog består af breve fra 1969, hvor Tove Ditlevsen skiftede forlag til Gyldendal og fik Mogens Knudsen som redaktør, frem til midten af 1975, kort før hendes sidste roman, Vilhelms værelse, udkom.

Brevene er både underholdende og øjenåbnende læsning. Tove Ditlevsen er her åbenmundet på en måde, man knap finder i selv hendes selvbiografiske skrifter. Hun skriver om økonomiske bekymringer, om sine udgivelser, der i perioden spænder fra tredje bind af erindringerne, Gift, over digtsamlingen Det runde værelse, de små essaysamlinger Parenteser og Min nekrolog og andre skumle tanker til Vilhelms værelse. Brevene ophører kort før udgivelsen den 5. september 1975.

Det er en periode, hvor Tove Ditlevsen er indlagt på Sct. Hans i længere perioder, og man får via brevene indtryk af, hvor længe og hvor tit hun faktisk var indlagt. Opholdene afføder dog muntre kommentarer som følgende, hvor hun skal mødes med Mogens Knudsen:

»Jeg glæder mig til at snakke med et relativt normalt menneske, for her omgås jeg kun psykotisk og demente samt en enkelt psykopat. Jeg deler stue med en alkoholisk invaliderentenyder, som beundrer mig, fordi jeg har skrevet Ditte Menneskebarn.«

Det er også perioden, hvor hendes mand, Ekstra Bladets chefredaktør, Victor Andreasen, er flyttet fra hende, men hvor de stadig er gift, og det er perioden, hvor hun i 1974 forsøger at begå selvmord. Hun bestred siden selv, at selvmordsforsøget havde noget at gøre med, at hun – til trods for, hvad hun var blevet stillet i udsigt – ikke fik Akademiets store pris.

At hun ikke var helt ligeglad med priser, fremgår dog af Kærlig hilsen Tove, hvor hun spørger Mogens Knudsen, hvorfor hun aldrig får nogen af Gyldendals priser.

»Jeg tror, det kommer af, at Ole Wivel ikke kan fordrage mig.«

Forholdet til Thorkild Vanggaard, hendes psykiater gennem mange år, skildres som stormfuldt.

»Jeg hader Vanggaard for tiden,« skriver hun i begyndelsen af 1970, og efter en grotesk episode, hvor Tove Ditlevsen, som Vanggaard havde sat på antabus, er sprunget af kuren og har drukket sig i hegnet sammen med den taxachauffør, der skulle køre hende tilbage til Sct. Hans efter en weekend med Victor Andreasen, skriver hun:

»Han er så forfærdelig moralsk. Han er sikkert aldrig selv faldet i brønden eller på nogen måde trådt ved siden af den lige vej fra jord til himmel.«

Ligeledes er det også perioden, hvor hun finder sammen med en anden mand, Knud Mogensen, som hun har kendt i sin ungdom, og som hjælper hende.

Men det centrale i brevene er forholdet til Victor Andreasen, og her bliver der ikke lagt fingre imellem.

Han har forhindret hende i at se sine venner:

»I dag kommer Ester [Nagel] og Halfdan [Rasmussen] til frokost hos mig, dem kunne Victor jo blandt mange andre ikke tåle synet af.«

Han er lunefuld:

»Men i øjeblikket er Victor interesseret i, at jeg kommer hjem, fordi hans elskerinde skal have et barn med en østrigsk skilærer, og Victor kan ikke fordrage gravide kvinder.« (26.4.70)

Tove Ditlevsen er illusionsløs.

» … Victor, det dumme svin,« hedder det ligeledes i 1970.

»Han reagerer ikke på breve, og sidst jeg talte med ham, var han så ondskabsfuld, at jeg ikke bryder mig om at gentage det.«

Og året efter:

»Jeg tænker aldrig på Victor og savner ham slet ikke, det er tværtimod en lettelse at være blevet af med ham. Men jeg kan godt se, at min situation er uholdbar, for jeg er hverken gift, enke eller fraskilt, og det er noget værre rod. Teoretisk set kan han hvert øjeblik dukke op i lejligheden igen, hvilket er min største skræk.«

»Jeg prøver at tænke på ham, som om han er død, men det er belastende, for det er han jo ikke,« hedder det også.

Han truer hende økonomisk:

»Dengang sagde han, at han kunne kræve halvdelen af alt det jeg har tjent på mine bøger i løbet af de 21 år, vi var gift. Det er jo helt sindssygt.«

»Vanggaard sætter sig fortsat imod, at jeg søger skilsmisse, men det irriterer mig, at Victor skal arve mig, hvis jeg går hen og dør,« lyder det i 1972, og:

»Victor er ude efter mine stakkels royalties og har fået for vane at ringe mig op i alle tænkelige grader af beruselse.«

Smælder af slagfærdighed

Arbejdet med Vilhelms værelse spiller en central rolle i de sidste breve fra 1974. Tove Ditlevsen føler sig »uafbrudt konfronteret med en Victor, der har mindre og mindre at gøre med den opfattelse af ham, der var min, da jeg begyndte på bogen«.

Og brevenes allersidste udbrud lyder:

»Han elsker at sætte lus i skindpelsen og bringe splid mellem folk, der mener at kunne stole på hinanden. Han er rædselsfuld og ikke til at stille noget op imod. Gid fanden havde ham!«

Kærlig hilsen Tove slutter, inden Vilhelms værelse er udkommet. Tove Ditlevsen har før udgivelsen fået Victor Andreasen til at læse manuskriptet, og han er smigret og stolt over at være genstand for en stor kunstners fremstilling, erklærer han. Han venter »nogle ondsindede kommentarer om min person fra mine fjender i den øvrige presse … Men det imødeser jeg med ro.«

Da han har set anmeldelserne, får piben en anden lyd.

Den proces kan man følge i Kære Victor. Breve fra Tove Ditlevsen til Victor Andreasen 1972-1976.

Titlen er misvisende, idet samlingen også indeholder nogle af Victor Andreasens breve til Tove Ditlevsen, og her hedder det blandt andet:

» … hvis det havde været din hensigt at ramme mig eller rettere sagt skade mig, så har du virkelig opnået det med denne roman.«

Og:

»Du har på en måde ramt en livsnerve hos mig og endnu ved jeg ikke hvordan jeg skal klare det.«

Tove Ditlevsen bliver ulykkelig.

Men sammenlignet med brevene til Mogens Knudsen er tonen en helt anden i denne samling.

»Min egen Victor, trods alt (det er ikke så lidt) var det frygtelig forkert af dig at forlade mig den sommer,« skriver hun i begyndelsen af 1975.

Om deres fælles søn Peter hedder det, at »han holder jo så meget af dig«, mens hun i forbindelse med en erklæring om befrielsen ved at være fri for Victor til Mogens Knudsen skriver, at »Peter synes det samme, for han har aldrig kunnet lide ham«.(8.9.71)

Man kan ganske vist være i tvivl, om det er Peter, der ikke kan lide Victor, eller omvendt, men man kan sammenligne med Victor Andreasens omtale af sønnen i

Kære Victor:

»Han er et pragtfuldt, fint og fornemt menneske. Han står mit hjerte nær. Jeg drømmer tit om ham – det lyslokkede, glade barn. Det forekommer mig, at han har arvet alle de bedste egenskaber, som du og jeg måtte besidde. Han er vores fælles digt.«

Højstemt som meget af, hvad man kan læse der. Tove Ditlevsen indleder nogle af sine breve »Min allerkæreste Victor«, eller hun skriver »din egen hengivne Tove«. Han slutter til gengæld med »din inderligt hengivne ven«.

Nu hører det med til historien, at Kære Victor er redigeret af Victor Andreasen, og at den 100 sider lange bog fra side 69 og ud består af hans forklaringer og kommentarer. Desuden er den først udgivet i 1993, 17 år efter Tove Ditlevsens død.

Men det er virkelig to forskellige ’Tover’, man møder i de to bøger.

Gennem hele Kærlig hilsen Tove smælder en slagfærdighed, som man ikke finder i Kære Victor. Over for Mogens Knudsen føler hun åbenlyst ikke, at hun behøver at tage nogen hensyn, så hendes rapkæftethed kommer ufiltreret til udtryk. Man sidder tilbage med fornemmelsen af, at her har hun sagt sit hjertes mening.

Og det er både rystende, bedrøveligt og opløftende muntert.

Tove Ditlevsen: ’Kærlig hilsen Tove. Breve til en forlægger’. Gyldendal. Red. Johannes Riis. Forord Pernille Stensgaard. 114 sider. 150 kroner.