Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Det omstridte gennembrud

Historiker René Karpantschof leverer et forfriskende opgør med den nationale myte om de fredelige danskere
René Karpantschof ser utvivlsomt og velbegrundet disse årtiers helte og martyrer i de nederste politiske frontkæmpere. Deres ofre var store, belønningen beskeden. Snarere fik de oprørske livet ødelagt af evindelig forfølgelse og lange, helbredsnedbrydende fængselsstraffe, skriver Georg Metz.

René Karpantschof ser utvivlsomt og velbegrundet disse årtiers helte og martyrer i de nederste politiske frontkæmpere. Deres ofre var store, belønningen beskeden. Snarere fik de oprørske livet ødelagt af evindelig forfølgelse og lange, helbredsnedbrydende fængselsstraffe, skriver Georg Metz.

Gads Forlag

Kultur
6. december 2019

Det begynder med den fordrukne, småtbegavede og umulige Frederik 7., der tvunget af omstændighederne opgiver sin rolle som enevældig konge og modstræbende undertegner grundloven. Det slutter med højreeliten og Christian 10.’s kiksede statskupsforsøg i 1920, da monarkiet kun lige akkurat overlever, og kongen med en højkonservativ inderkreds af erhvervsmanden H.N. Andersen og general With omsider må affinde sig med folkestyre og parlamentarisme.

Mellem disse to begivenheder, som indrammer den mest markante periode i danmarkshistorien udspiller sig de begivenheder, der fundamentalt forandrer det danske samfund. Fra at være et kongestyret statssystem bestående af flere vanskeligt integrerbare rigsenheder ender Danmark efter nederlaget i 1864 som en relativt homogen nationalstat men frataget status af helstat og dermed det konfliktfyldte og veludviklede Slesvig-Holsten.

René Karpantschof: ’De stridbare danskere.

Saxo
Historikeren René Karpantschof har taget fat på den mangfoldige gennembrudsperiode og passende kaldt sin både brede og detaljerede fortælling: De stridbare danskere.

Økonomisk og socialt sker så betydelige skift i vilkår og siden selvopfattelse, at det ikke kan undre, når konflikterne i forbindelse med transformationen sætter de dybe aftryk, der den dag i dag markeres som stridspunkter i den værdipolitiske debat.

Det nationalpolitiske Danmark fortæller gerne den gode historie om folkestyret med beskeden eller ingen vægt på de modsætninger, der med jævne mellemrum i hele perioden 1848-1920 var ved at rive den unge nationalstat i småstykker.

Samtidig beretter konflikterne bøger om de oprivende uligheder i det klasse- eller snarere kastesystem, der fastholdt af de herskende godsejere og fabrikanter stillede sig i vejen for en mere retfærdig fordeling af goderne.

Myten eksisterer fortsat om modne danske lederskikkelser, der tog ansvaret på sig, og hvis befordring af en fredelig overgang fra enkeltmandsvælde til demokrati lykkedes så smukt.

Og smertefrit.

At junigrundloven af 1849 ikke var demokratisk overhovedet, og det heller ikke var meningen, og at selve processen indledes med en fremprovokeret borgerkrig og regulær krig for siden at blive genoptaget som storkrig i 1864 omtales fortsat stilfærdigt i den store fælles fædrelandsfortælling. Holstenerne og tyskerne, overmagten mod den lille modpart mod nord står godt 150 år senere stadig i trivialitetens historieopfattelse som eneårsag til den varige katastrofe frem til 1920, såfremt man vil have det hele og Genforeningen med.

Den ustabile grundlov

For at understøtte titlen medtager Karpantschof statistik og grafer over vore olde-, tip- og tiptiptipoldeforældres utallige aktioner også de mere voldelige med politi og militær som endnu mere voldelig modpart, samt uendeligt mange protester, underskriftindsamlinger og adresser i tiden.

Man kan til stadighed undre sig over den årlige fejring af Danmarks Riges første grundlov. Der er ikke meget at fejre, ikke før tidligst 1901 med Systemskiftet og mere rimeligt 1915-udgaven, da kvinder og tyende omsider kom med.

Hele forløbet er desuden rigt på utallige forfatningskorrektioner, som én til én er afspejlet i Højres og kongens manipulationer. De magtfulde formuende kredse ønskede kort sagt at føre bestemmelserne så meget som overhovedet gørligt tilbage til enevælden.

For tiden tales af gode grunde om retsstaten, der dag for dag trues af hensigter, der helliger midlerne. Et flertal kan nemt undergrave retssikkerheden til fordel for et vagt defineret overordnet profylaktisk hensyn, samt en endnu vagere påberåbt folkelig retsbevidsthed. Her er den traditionelle argumentation dengang som nu lige så mådeligt dokumenteret som stædigt fastholdt.

Forestillingen om demokratiske tilstande fremtrådte således fra første færd som ét stort dementi i et videreført enevældigt retsvæsen, der temmelig vilkårligt eller på instruks fra ministeren afsagde politiske domme og satte politisk uønskede elementer og i øvrigt også agtværdige venstrefolk og reformatorer i spjældet. Kritik var ulovligt og satire uønsket. Ministre bestemte grænserne og bestilte derved i realiteten de domme, en konservativ dommerkaste villigt afsagde.

Tendensen i disse tider er jo ikke helt ukendt.

Oprørerne

Karpantschofs fremstilling er foruden analyser af de politiske aktørers adfærd bygget over enkeltskæbner fra bunden – så at sige ofrene i kampen for ligeret i det ofte nådesløse danske kastesamfund.

Nede i spanden sad arbejderne og landarbejderne sammen med de slet stillede husmænd, nederst fandt man de retsløse i tyendets store kreds samt blandt tosserne og de ludfattige.

At denne orden ikke kunne opretholdes i fred og fordragelighed, viser blandt meget andet de påfaldende mange ildspåsættelser, hvor pigerne på gårdene ofte får nok, man gætter af hvad, og sætter en tændstik til stråtaget. Guldaldermalernes genrebilleder var mildt sagt mangelfulde. Ude på landet var der ikke særskilt dejligt.

Fortvivlelsens selvhjælp kanaliseres over i de yderste bevægelser på venstrefløjen i syndikalister og kommunister, der efterhånden identificerer fjenden også i de stadig mere pragmatiske socialdemokrater. De første store ledere senere med Stauning i spidsen afventede blot de voksende stemmetal og indøvede i ventetiden kompromiset. Fra den kant skulle man ikke vente revolutionen.

Ej heller fra konservatismens delvis antisemitiske hadeobjekt nummer ét Georg Brandes. Brandes ønskede et omfattende opgør med præsteskab og snæversyn, kvindeundertrykkelse og militarisme. Men slog proppen i over for voldsrevolutionære tendenser. Samtidig var han dybt optaget af Sønderjyllandssagen. Det glemmes ofte i skyndingen.

Nationalliberalismens hamskifte

René Karpantschof ser utvivlsomt og velbegrundet disse årtiers helte og martyrer i de nederste politiske frontkæmpere. Deres ofre var store, belønningen beskeden. Snarere fik de oprørske livet ødelagt af evindelig forfølgelse og lange, helbredsnedbrydende fængselsstraffe.

Heroverfor står især i gennembrudsdelen af disse dramatiske årtier den kategori af nye politikere, der forholdsvis entydigt kan tillægges ansvar for ulykkerne og for, at grundloven fra første færd blev så relativt urimelig.

Først og sidst godsejerne, hvis privilegier de selv og kongens omgivelser opfattede som selve fædrelandets forudsætning. Dernæst de nationalliberale, der med den halvt sangvinske, halvt kyniske folkeforfører Orla Lehmann som leder kastede landet ud i borgerkrig og siden sejlede under bekvemmelighedsflag.

Nationalliberalismen skiftede lidt efter lidt indhold ligesom Lehmann m.fl. og blev nationalkonservativ for ikke at sige reaktionær. Folkestyret var lige så lidt som nationalikonet Grundtvigs kop te de mænds ambition, der opfattede enevældens afskaffelse som springbræt til egen magt og ære.

I den nationalliberale tradition finder vore dages fædrelandsflomme, de neonationalkonservative må det jo være, unægteligt deres forbillede. Tankevækkende, hvor tæt på den er, den kun tilsyneladende så fjerne historie.

Nyttigt om René Karpantschofs velskrevne og veldokumenterede bog indgik som pensum i dansk debatkultur. Læst sammen med Hans Vammens fine: Den tomme stat (2011) fremstår overgangsårene efter enevælden i al deres politiske ansvarsforflygtigelse, kynisme og inkompetence som naturlig optakt til det skæbnesvangre opbrud, de jo også blev.

Den nationale bedrift lå måske i, at det hele ikke blev endnu værre. Men, som Karpantschof flere gange antyder, var dette mere held end forstand.

René Karpantschof: ’De stridbare danskere. Efter enevælden og før demokratiet. 1848-1920.’ Gads Forlag. 542 sider. Ill., 260 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her