Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’Psykosia’ er et gennemført æstetisk, men dramaturgisk uelegant selvmordsdrama

Under den gennemførte æstetik og de mange poetiske greb er det svært at få øje på, hvad Marie Grahtø vil sige med sin debutspillefilm, der udspiller sig på en psykiatrisk afdeling
Dialogerne i Psykosia er generelt teatralske og højtidelige på en måde, man godt kan have mistænkt for at skulle signalere uudgrundelig dybde, og som man også kan blive irriteret på.

Dialogerne i Psykosia er generelt teatralske og højtidelige på en måde, man godt kan have mistænkt for at skulle signalere uudgrundelig dybde, og som man også kan blive irriteret på.

41 Shadows

Kultur
19. december 2019

Stemningen i Marie Grahtøs debutspillefilm Psykosia er – som navnet antyder – hallucinatorisk fra start til slut. Den er også desorienterende, symbolladet og skønhedsdyrkende på en måde, der grænser til moderne dans eller performancekunst i den pompøse ende af spektret.

Handlingsmæssigt vil jeg nøjes med at sige, at en kvinde ved navn Viktoria (spillet af svenske Lisa Carlehed) ankommer til et utrolig smukt og elegant indrettet psykiatrisk hospital.

Man ser overlægen Anna Klein (Trine Dyrholm i en rolle, der mest består af stoiske blikke) tage imod hende og hører dem drøfte den suicidale patient Jenny, som Viktoria i sin egenskab af selvmordsforsker skal forsøge at hjælpe.

Herefter går en stor del af filmen med, at Jenny trodser, udfordrer og tester Viktoria. Når det er mindst dramatisk ved at vrænge ad hende eller tage fjernsynet ud på toilettet. Når det er mest dramatisk ved at få Viktoria til at sætte sig i det badekar (på løvefødder), hvor Jenny har lagt sig til at forbløde, og så pludselig dukke hendes hoved ned under vandet. 

Energier og deres kredsløb

Filmen begynder med synet af en lang, tom hospitalsgang, en urovækkende brummen, et gongslag med lang efterklang, lyden af fjerne skridt og et ur, der tikker i nærheden. 

Dette statiske skud og collagelignende lydbillede er repræsentativt for filmen. Det samme er den voice over, hvori Viktoria hvisker, at et menneske består af energi: 

»Energi, som er fordelt i to kredsløb. Idealets kredsløb ...«

Viktoria taler langsomt med tydelige pauseringer som for at understrege hvert ord. 

Imens klippes der til en Viktoria, der ligger i en gammeldags metalseng iført en karakteristisk højhalset skjorte, hun har på stort set hele filmen. Kameraet zoomer ind på hendes ansigt. Intet af hendes hals er blottet. Skjortekravens form minder om ærbart kvindetøj fra sidst i 1800-tallet.

Det er bare et af de anakronistiske elementer, der præger filmen, som dog foregår på et psykiatrisk hospital i noget, der minder om nutiden.  

Der klippes til en dekadent fest badet i blåt lys i en herskabelig stue. Letpåklædte mennesker bevæger sig rundt på to ben eller alle fire i slowmotion.

På bordet troner en kvinde i høje sko på et toilet. Man ser den yngre kvinde, man senere får præsenteret som patienten Jenny (Victoria Carmen Sonne), gå mod kameraet med et udfordrende blik.   

Viktorias intense, hviskende stemmeføring fortsætter: 

»Og begærets kredsløb.«

Igen ser man nærbilledet af Viktoria skråt nede fra fodenden. Hun kigger sådan lidt ubekvemt ud i rummet, puster ud. Blinker med øjnene som en, der holder gråd på afstand.

»De to kredsløb kæmper mod hinanden.«

Hang til det poetiske

Dialogerne i Psykosia er generelt teatralske og højtidelige på en måde, man godt kan have mistænkt for at skulle signalere uudgrundelig dybde, og som man også kan blive irriteret på.

»Hvad hvis jeg siger nej?,« spørger Viktoria, da overlægen præsenterer hende for hendes opgave.

»Så bliver du en af mange,« svarer overlægen.

Viktoria spørger igen:

»Hvad hvis jeg siger ja, men fejler?«

»Så bliver du en af mange,« svarer overlægen.

»Hvis man har hang til det dramatiske, kan man sige, du står med muligheden for at opnå, hvad ingen andre har formået. Har du det? Hang til det dramatiske?«

Det fornemmer man, at Viktoria har. Og det har Marie Grahtø også for så vidt, at hendes film handler om liv, død og stort psykisk virvar.

Alt dette drama søges primært forløst gennem poetiske virkemidler, der betoner karakterernes subjektive, skrøbelige forbindelse til virkeligheden (når for eksempel Viktoria betragter Jenny gennem et vindue, og hun pludselig er væk) eller den fandenivoldske given sig hen til diverse drifter (som når Jenny og veninden Zarah – spillet af Bebiane Ivalo Kreutzmann – slås med rød maling halvnøgne).

Fotografen Catherine Pattinama Colemans gennemført skønhedsdyrkende æstetik bidrager til fornemmelsen af at se mere abstrakt filmkunst.

Talrige scener, hvor der langsomt zoomes ind på ansigter, minder en om, at det handler om at forstå, hvad der foregår i deres hoveder. 

En scene med koreograferet dans er der også.

Under den gennemførte æstetik og de mange poetiske greb og formuleringer er det bare ikke til at få øje på, hvad filmen vil sige om sine karakterer og den virkelighed, de lever i. 

'Psykosia'. Instruktion og manuskript: Marie Grahtø. Fotografi: Catherine Pattinama Coleman. Dansk. 87 minutter. Vises i udvalgte biografer landet over. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her