Læsetid: 3 min.

’Psykosia’ er et gennemført æstetisk, men dramaturgisk uelegant selvmordsdrama

Under den gennemførte æstetik og de mange poetiske greb er det svært at få øje på, hvad Marie Grahtø vil sige med sin debutspillefilm, der udspiller sig på en psykiatrisk afdeling
Dialogerne i Psykosia er generelt teatralske og højtidelige på en måde, man godt kan have mistænkt for at skulle signalere uudgrundelig dybde, og som man også kan blive irriteret på.

Dialogerne i Psykosia er generelt teatralske og højtidelige på en måde, man godt kan have mistænkt for at skulle signalere uudgrundelig dybde, og som man også kan blive irriteret på.

41 Shadows

19. december 2019

Stemningen i Marie Grahtøs debutspillefilm Psykosia er – som navnet antyder – hallucinatorisk fra start til slut. Den er også desorienterende, symbolladet og skønhedsdyrkende på en måde, der grænser til moderne dans eller performancekunst i den pompøse ende af spektret.

Handlingsmæssigt vil jeg nøjes med at sige, at en kvinde ved navn Viktoria (spillet af svenske Lisa Carlehed) ankommer til et utrolig smukt og elegant indrettet psykiatrisk hospital.

Man ser overlægen Anna Klein (Trine Dyrholm i en rolle, der mest består af stoiske blikke) tage imod hende og hører dem drøfte den suicidale patient Jenny, som Viktoria i sin egenskab af selvmordsforsker skal forsøge at hjælpe.

Herefter går en stor del af filmen med, at Jenny trodser, udfordrer og tester Viktoria. Når det er mindst dramatisk ved at vrænge ad hende eller tage fjernsynet ud på toilettet. Når det er mest dramatisk ved at få Viktoria til at sætte sig i det badekar (på løvefødder), hvor Jenny har lagt sig til at forbløde, og så pludselig dukke hendes hoved ned under vandet. 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu