Læsetid: 5 min.

Sara Omar ved, hvor kniven skal stikkes ind, når hun udleverer de frommes hykleri

Sara Omars roman ’Skyggedanseren’ er en knivskarp analyse af et kurdisk landsbysamfund, der går amok i lystfyldt brutalitet, og et portræt af en ung kvinde, der river sig løs fra sin traumatiske opvækst. Men som prosa er romanen ret ordinær
Sara Omar har netop modtaget Menneskerettighedsprisen 2019, og hun er en forkæmper for kvinders rettigheder. Man må håbe, at hendes to romaner bliver oversat og får et liv i de områder, hun beskriver, skriver Marie Louise Kjølbye.

Sara Omar har netop modtaget Menneskerettighedsprisen 2019, og hun er en forkæmper for kvinders rettigheder. Man må håbe, at hendes to romaner bliver oversat og får et liv i de områder, hun beskriver, skriver Marie Louise Kjølbye.

Politikens Forlag

6. december 2019

Når den dansk-kurdiske forfatter Sara Omar bliver spurgt til slægtskabet mellem hende selv og hovedpersonen Frmesk i sine to romaner, Dødevaskeren (2018) og den aktuelle roman, Skyggedanseren, svarer hun, at alt det, der foregår i bogen, er sket ’i virkeligheden’. Om hun selv har oplevet det, svarer hun ikke på.

Det er der nok gode grunde til. Omar lever under politibeskyttelse. Måske kan hun simpelthen ikke tillade sig den luksus at kunne berette frit om sit liv, med og uden (auto-)fiktionens dække.

Omars nye roman viderefører historien om pigen Frmesk (kurdisk for ’tåre’), kendt fra debutromanen Dødevaskeren. Kompositionen er den samme i begge romaner: Romanen krydsklipper mellem Frmesks opvækst hos kærlige bedsteforældre i irakisk Kurdistan midt i 1990’erne, da hun er fem-seks år gammel, og hendes nutid i Danmark og Tyskland 10-15 år senere.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Olaf Tehrani
  • ingemaje lange
  • Christian Skoubye
Eva Schwanenflügel, Olaf Tehrani, ingemaje lange og Christian Skoubye anbefalede denne artikel

Kommentarer

Finn Årup Nielsen

"Titlen Skyggedanseren stammer fra et eventyr om en kvinde, der flygter ind i en parallelvirkelighed"

Det leder tankerne hen på "Kvinder uden mænd" af Shahrnush Parsipur. Bogen er for nylig oversat til dansk.

Forbeholdene i den ellers udmærkede anmeldelses sidste syv linjer forekommer irrelevante. Skal et sprog for at rumme bogens budskab uden at forstyrre ikke netop være så "ordinært" som muligt? Det må være en kvalitet i sig selv. Og hvilket formål tjener en meningsforstyrrende skepsis som den afsluttende om hvorvidt beskrivelserne er "sande"? Det er fiktion, fiktion skal forstås, ikke dokumenteres. Kan man bevise et kunstværk? Hvordan beviser man et spørgsmål?