Læsetid: 5 min.

Sara Omar ved, hvor kniven skal stikkes ind, når hun udleverer de frommes hykleri

Sara Omars roman ’Skyggedanseren’ er en knivskarp analyse af et kurdisk landsbysamfund, der går amok i lystfyldt brutalitet, og et portræt af en ung kvinde, der river sig løs fra sin traumatiske opvækst. Men som prosa er romanen ret ordinær
Sara Omar har netop modtaget Menneskerettighedsprisen 2019, og hun er en forkæmper for kvinders rettigheder. Man må håbe, at hendes to romaner bliver oversat og får et liv i de områder, hun beskriver, skriver Marie Louise Kjølbye.

Sara Omar har netop modtaget Menneskerettighedsprisen 2019, og hun er en forkæmper for kvinders rettigheder. Man må håbe, at hendes to romaner bliver oversat og får et liv i de områder, hun beskriver, skriver Marie Louise Kjølbye.

Politikens Forlag

6. december 2019

Når den dansk-kurdiske forfatter Sara Omar bliver spurgt til slægtskabet mellem hende selv og hovedpersonen Frmesk i sine to romaner, Dødevaskeren (2018) og den aktuelle roman, Skyggedanseren, svarer hun, at alt det, der foregår i bogen, er sket ’i virkeligheden’. Om hun selv har oplevet det, svarer hun ikke på.

Det er der nok gode grunde til. Omar lever under politibeskyttelse. Måske kan hun simpelthen ikke tillade sig den luksus at kunne berette frit om sit liv, med og uden (auto-)fiktionens dække.

Omars nye roman viderefører historien om pigen Frmesk (kurdisk for ’tåre’), kendt fra debutromanen Dødevaskeren. Kompositionen er den samme i begge romaner: Romanen krydsklipper mellem Frmesks opvækst hos kærlige bedsteforældre i irakisk Kurdistan midt i 1990’erne, da hun er fem-seks år gammel, og hendes nutid i Danmark og Tyskland 10-15 år senere.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Anker Juul
  • Eva Schwanenflügel
  • Olaf Tehrani
  • ingemaje lange
  • Christian Skoubye
Poul Anker Juul, Eva Schwanenflügel, Olaf Tehrani, ingemaje lange og Christian Skoubye anbefalede denne artikel

Kommentarer

Finn Årup Nielsen

"Titlen Skyggedanseren stammer fra et eventyr om en kvinde, der flygter ind i en parallelvirkelighed"

Det leder tankerne hen på "Kvinder uden mænd" af Shahrnush Parsipur. Bogen er for nylig oversat til dansk.

Forbeholdene i den ellers udmærkede anmeldelses sidste syv linjer forekommer irrelevante. Skal et sprog for at rumme bogens budskab uden at forstyrre ikke netop være så "ordinært" som muligt? Det må være en kvalitet i sig selv. Og hvilket formål tjener en meningsforstyrrende skepsis som den afsluttende om hvorvidt beskrivelserne er "sande"? Det er fiktion, fiktion skal forstås, ikke dokumenteres. Kan man bevise et kunstværk? Hvordan beviser man et spørgsmål?

Flemming Berger, lone hansen, søren ploug og hannah bro anbefalede denne kommentar
Ole K. Ersgaard

Skyggedanseren af Sara Omar:
KØB DEN. LÆS DEN. DET FORTJENER DEN! Fremragende godt skrevet.

En muslimsk pige ændrer personlighed. Hun har tidligere været livsglad, nysgerrig og foretagsom, men ændrer sig til det modsatte i løbet af kort tid. Hun spiser næsten intet.

Og hvorfor mon?

Det er skrappe sager, der bliver rullet op.

Hovedpersonen er (i 1994) en muslimsk pige på 6 år, der har nogle hårrejsende oplevelser bag sig, og som hun fortsat udsættes for i Kurdistan. Hun kommer til Danmark i 1997.

Her får hun fortsat sin skolegang og klarer sig flot. Hun får endda mulighed for at studere jura på universitetet, men kontrollen i miljøet er ekstrem.

Hun har ingen indflydelse på valg af ægtemand. Det klares mellem hendes voldelige far og den kommende svigersøn og dennes familie.
Hun bliver muslimsk gift i 2008 og flytter til Tyskland med sin mand.

Opdragelsesprocessen i dette muslimske miljø medfører bl.a. korporlig afstraffelse, en uhyggelig grad af kontrol, fuldstændig underkastelse og afsondring fra det tyske samfund for at gøre hende 100 pct. afhængig af sin mand.

Berøringsangsten hos det tyske sundhedspersonale er tankevækkende, når hovedpersonen kommer på hospitalet på grund af forskellige skader, hvilket hendes mand udnytter maksimalt.
Han behersker det tyske sprog - og hovedpersonen kan stort set intet.
Selvom hun gerne vil lære, sørger hendes mand for, at holde hende uden for enhver mulighed for at tilegne sig det tyske sprog.
Og han er en mester i at manipulere hendes skader som selvforskyldte over for læger og sygeplejersker.

Ægteskabet slutter i 2011.

Men gør det det?

Skyggedanseren kan varmt anbefales.
Ikke mindst til sundhedspersonale og andet offentligt personale, der er i kontakt med muslimske piger og kvinder.
En tilsyneladende virkelighed er jo ikke altid den “rigtige virkelighed”.

Køb den. Læs den. Det fortjener den.

Ole K. Ersgaard
Erhvervsøkonom MDM, PD
2020-01-26

Flemming Berger, Estermarie Mandelquist, Kai Birk Nielsen, lone hansen, Flemming Olsen, søren ploug, Peter Hansen og Poul Anker Juul anbefalede denne kommentar