Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Sara Omar ved, hvor kniven skal stikkes ind, når hun udleverer de frommes hykleri

Sara Omars roman ’Skyggedanseren’ er en knivskarp analyse af et kurdisk landsbysamfund, der går amok i lystfyldt brutalitet, og et portræt af en ung kvinde, der river sig løs fra sin traumatiske opvækst. Men som prosa er romanen ret ordinær
Sara Omar har netop modtaget Menneskerettighedsprisen 2019, og hun er en forkæmper for kvinders rettigheder. Man må håbe, at hendes to romaner bliver oversat og får et liv i de områder, hun beskriver, skriver Marie Louise Kjølbye.

Sara Omar har netop modtaget Menneskerettighedsprisen 2019, og hun er en forkæmper for kvinders rettigheder. Man må håbe, at hendes to romaner bliver oversat og får et liv i de områder, hun beskriver, skriver Marie Louise Kjølbye.

Politikens Forlag

Kultur
6. december 2019

Når den dansk-kurdiske forfatter Sara Omar bliver spurgt til slægtskabet mellem hende selv og hovedpersonen Frmesk i sine to romaner, Dødevaskeren (2018) og den aktuelle roman, Skyggedanseren, svarer hun, at alt det, der foregår i bogen, er sket ’i virkeligheden’. Om hun selv har oplevet det, svarer hun ikke på.

Det er der nok gode grunde til. Omar lever under politibeskyttelse. Måske kan hun simpelthen ikke tillade sig den luksus at kunne berette frit om sit liv, med og uden (auto-)fiktionens dække.

Omars nye roman viderefører historien om pigen Frmesk (kurdisk for ’tåre’), kendt fra debutromanen Dødevaskeren. Kompositionen er den samme i begge romaner: Romanen krydsklipper mellem Frmesks opvækst hos kærlige bedsteforældre i irakisk Kurdistan midt i 1990’erne, da hun er fem-seks år gammel, og hendes nutid i Danmark og Tyskland 10-15 år senere.

Romanen giver desuden forklaringen på, hvorfor Frmesk havnede i Danmark. Bedsteforældrene indså, at da Frmesk nærmede sig den giftefærdige alder, 15 år, kunne de ikke længere beskytte hende mod landsbyens lovløse og især for kvinder livsfarlige tilstande. Frmesk måtte flygte til et land, hvor kvinder nyder en vis beskyttelse – altså Vesten – sammen med sin unge tante Shno.

Frmesk havner i Danmark i 2007, men både her og i Tyskland, hvor hun året efter flytter hen som gift, gør lokale parallelsamfund hende helvede hedt. Kontrollen flytter med, og selv den tilsyneladende kærlige kurdiske ægtemand Bahzad, der påstår at beundre Frmesks digte, har en hemmelig dagsorden.

De frommes hykleri

Som Dødevaskeren åbner Skyggedanseren med et chok, nemlig et seksuelt motiveret, offentligt kvindemord. Samira er blevet set nøgen med en anden kvinde, og i en blodrus bliver hun dræbt af en lynchkomité, mens hele Frmesks irakisk-kurdiske hjemlandsby Zamwa ser til.

Helst ville man tro, at de forhold, romanen beskriver, er ekstreme, selv for Mellemøsten. Omar beskriver Frmesks landsby som et helvede, hvor de sociale hierarkier flyder, og de mest voldelige og brutale derfor bestemmer. Mange overgreb er tilsyneladende de facto lovlige, fordi kvinder og børn er uden retsstilling.

Sara Omar: 'Skyggedanseren'.

Saxo
Sara Omar ved, hvor kniven skal stikkes ind og drejes rundt, når hun udleverer de frommes hykleri og religion som dække over kyniske overgreb.

Hun leverer en knivskarp analyse af et patriarkalsk småsamfund, hvor lov og ret er så langt væk, at en stor del af landsbyen – primært mændene – ustraffet kan deltage i amokløb af sex og brutalitet.

Naturligvis rummer forbryderregimentet ingen rigtige vindere, og det er måske reelt den sorteste del af Omars beretning: At undertrykkelse, selvtægt og brutalitet giver udøverne en kortvarig følelse af triumf og kontrol, men reelt ikke medfører forbedringer.

Man vånder sig af ubehag, indtil man får vænnet sig til forholdene.

OK, så folk får tæsk, bliver myrdet og sprættet op, uden at nogen opklarer forbrydelsen (de var nok selv ude om det).

OK, så børn og kvinder skal holde bøtte, ellers får de tæv eller det, der er værre.

OK, så piger og drenge bliver fra fødslen lovet til ægteskab af emsige mænd, som herigennem søger lidt magt, kontrol og økonomiske fordele – eller måske lover piger væk i ’blodægteskab’, dvs. som kompensation for en forbrydelse eller krænkelse begået af manden selv.

Og værst: I romanen indretter imamen Muhammad – Frmesks onkel – på moskéens førstesal en pædofilicentral, hvor den femårige Frmesk møder op to gange om ugen til ’koranlæsning’ og sammen med andre småbørn står seksuelt til rådighed for både Muhammad selv og for landsbyens voksne mænd i alle aldre.

Omar beskriver skarpt, hvordan patriarkatets mest brutale og hensynsløse udøvere – onklen, hendes biologiske far Anwar, senere ægtemanden – projicerer egen skam og eget begær over på kvinder. »Du er beskidt, uren, håret som en ged,« lyder det igen og igen i romanen, med baggrund i en religion, hvor renhed er et vigtigt tema.

Hos den traumatiserede Frmesk udløser vaskeritualerne OCD-lignende tilstande: »Hun skrubbede sig. Skoldede sig. Forsøgte at rense alt væk. Hun tog skrubbehandsken og kørte den febrilsk op og ned ad inderlårene. Hun prøvede at vaske det usynlige størknede blod væk.«

Titlen Skyggedanseren stammer fra et eventyr om en kvinde, der flygter ind i en parallelvirkelighed:

»Aurora var en danser i hjertet, og hun lærte sin skygge at danse uden sin krop. Når hun lå på sine knæ og skrubbede gulve, så lo hendes skygge og kastede sig ud i dans, rundt og rundt, som en ballerina i flugt hen over scenens skrå brædder.« Frmesk spejler sig i historien og forsøger selv mentalt at forlade sin plagede krop – den psykiske tilstand, som kaldes ’detachment’, og som bliver hendes mest succesrige overlevelsesstrategi.

Uheldigvis for Frmesk håndhæver det parallelsamfund, hun havner i i Europa, nemlig også en hårdhændet social kontrol. I romanens dansk-tyske nutidsspor omkring 2008 forbyder Frmesks voldelige ægtemand hende al kontakt med lokale naboer. Da han opdager, at hun lærer sig tysk ved at se børneprogrammer på tv, kapper han forbindelsen til internet, tv og radio.

Igen og igen indleverer han sin maltrakterede hustru til det lokale hospitals naive tyske sundhedspersonale og bidrager hjælpsomt med beskrivelser af, hvordan den stakkels psykisk syge kvinde skærer i sig selv og smider sig ned ad trappen for at få opmærksomhed …

En overlever

Men Frmesk er en overlever. Som lille tegnede hun de overgreb, hun blev udsat for, men mistede sit sprog, da ingen forstod hende. Som voksen har hun genfundet sproget og begynder tilmed at digte på dansk. Da romanen slipper hende, er hun netop på vej til et liv som forfatter. Sproget har befriet hende.

Romanen lever i kraft af sit stærke stof og sin omsorg for kvinder og børn, der gør Skyggedanseren til en regulær pageturner, især for sin indlevelse i en verden, man ville ønske ikke fandtes. Og som fylder én med undren. Selv i ældre europæiske tekster, som bevidner en (heldigvis) tabt verden af patriarkalske værdier og slette retstilstande, er jeg vist aldrig stødt på så monomane besættelser af sex, krop, renhed og ære som dem, Omar her fortæller om.

Der er en obskøn lyst i den seksuelle vold, og i det hele taget i besættelsen af seksuelle fantasier om, hvad andre mon foretager sig, som er virkelig foruroligende. 

Sprogligt er romanen dog ret ordinær, og kompositionens krydsklip mellem nutidsplan og barndom er effektive, men ikke fri for at virke mekaniske.

Sara Omar har netop modtaget Menneskerettighedsprisen 2019, og hun er en forkæmper for kvinders rettigheder. Man må håbe, at hendes to romaner bliver oversat og får et liv i de områder, hun beskriver. Sara Omar kæmper videre. Hvis hendes beskrivelser af vold og kontrol i Mellemøsten og i europæiske parallelsamfund er sande, er der brug for stemmer som hendes.

Sara Omar: ’Skyggedanseren’. Politikens Forlag. 416 sider. 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Finn Årup Nielsen

"Titlen Skyggedanseren stammer fra et eventyr om en kvinde, der flygter ind i en parallelvirkelighed"

Det leder tankerne hen på "Kvinder uden mænd" af Shahrnush Parsipur. Bogen er for nylig oversat til dansk.

Forbeholdene i den ellers udmærkede anmeldelses sidste syv linjer forekommer irrelevante. Skal et sprog for at rumme bogens budskab uden at forstyrre ikke netop være så "ordinært" som muligt? Det må være en kvalitet i sig selv. Og hvilket formål tjener en meningsforstyrrende skepsis som den afsluttende om hvorvidt beskrivelserne er "sande"? Det er fiktion, fiktion skal forstås, ikke dokumenteres. Kan man bevise et kunstværk? Hvordan beviser man et spørgsmål?

Flemming Berger, Lone Hansen, søren ploug og hannah bro anbefalede denne kommentar