Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Den meget savnede digter Simon Grotrians efterladte digte er til meget stor trøst

Naturligvis ryger Gud lyserøde cigaretter, og naturligvis kan verdens grænser ses som elastikker. Simon Grotrian var i sin fineste poetiske form til det sidste
Damoklesdrive-in minder os om døden, den minder os om Simon Grotrians død, og den minder os om, at vi skal huske at værdsætte vores gode digtere, mens vi har dem. Pludselig er der en, som mangler, skriver Kamilla Löfström.

Damoklesdrive-in minder os om døden, den minder os om Simon Grotrians død, og den minder os om, at vi skal huske at værdsætte vores gode digtere, mens vi har dem. Pludselig er der en, som mangler, skriver Kamilla Löfström.

Joachim Adrian

Kultur
20. december 2019

Siden 1987 og Simon Grotrians debut Gennem min hånd er der med ganske få undtagelser udkommet en digtsamling om året af den gudsbenådede digter. Nogle år endda flere – som om man bare kunne tage digtene fra Grotrians hånd for givet.

Men det kan man jo ikke med noget i denne verden, det ved man godt. Alligevel var det et kæmpe chok, da Simon Grotrian døde den 14. august i år af et aneurisme, han var nemlig kun 57 år og midt i at udgive en digtsamling. Modtagelsen af denne nåede han ikke selv at opleve.

Nu udgiver Gyldendal »en af de sidste digtsamlinger skrevet af Simon Grotrian«, som der står i pressemeddelelsen.

»En af« er en trøst, det viser hele samlingen sig at være, dens titel henviser netop til tilværelsens uvished – ikke med et damoklessværd, men med en Damoklesdrive-in. Ingen anden dansk digter ville komme på sådan en titel.

Simon Grotrian: ’Damoklesdrive-in’.

Saxo
Et øjeblik er det, som om alt er, som det plejer, og man kan få lov at glemme, at Simon Grotrian er død. Den nye digtsamling viser sig endda at være en Grotrian classic – inddelt i fire afsnit, et med hvert sit tydelige grotrianske kendetegn.

Først ’En soiré for de halte’, der indeholder ét langt digt og svinger med ord som »O Danmark«, »Dannebrog« og »Gud«, som om det er helt naturligt, at en digter i 2019 gør det.

Det lange digt slutter med en strofe, der gør så godt, at jeg er nødt til at citere den med det samme:

»Jeg vil påstå, at freden slutter hér
forfriskende som Niagara i dine øjne
en nihalet signatur overdøver blæsten
idet kongen med moskronen svævende rundt om gebisset
træder gennem egens skyggerosetter
i en gabestok af minder
brokkerne har værdi for en haremis
og steder Berlinmuren til hvile i grøften
der er en gnaver mellem mig og tilværelsen
du er et rør, som slægten går igennem
I kan asfaltere en motorvej med min frimodighed
plankerne udviskes bag mig, idet jeg styrter i søen.«

Så følger et afsnit kaldet »Getsemanehejst i purpur« med 22 nummererede korte digte præget af vilde og surrealistiske billeder, som man på én gang genkender som præcis Grotrians sproglige vildskab og samtidig spærrer øjnene op over. Herefter følger selve afdelingen kaldet »Damoklesdrive-in« med korte fortællende digte, alle med humoristiske og metabevidste titler, for eksempel »Ved en skovsø«:

»Du smed en sten i vandet og sagde, at vi var forlovede
ringene blev større og større
malingen stod skråt ned i byger
systembevarende som at kappe hodet af sømmet.«

Elastiske grænser

Den sidste og fjerde afdeling hedder »Dykændernes dogme« og består af 22 af Simon Grotrians yderst karakteristiske figurdigte, som man måske især forbinder med digtsamlingen Fire fra 1990, hvor klassikeren »Svaner set gennem tårer« står skrevet med 0’er (tårer) og 2-taller (svaner).

De nye figurdigte følger samme formel, idet titlerne fungerer som nøgler til de enkelte digte, for eksempel de højaktuelle »Dans om juletræet«: »(Å)« og det allersidste »Julehjerternes himmelfart« af R’er, som er et søsterdigt til »Sneglenes himmelfart« fra samlingen Talkumekspressen (2006), hvor en masse små d’er dannede en pil opad.

To af figurdigtene kommer nu til direkte at pege på digterens egen død. Det ene hedder »Armbøjninger i kisten« og består af et »M«, det andet hedder »Fugleflok over graven« og udgøres af en flok 3-taller over et plus som kors. Den tragiske komik i armbøjningerne og det smukke i fuglene som dødssymbol er så grotriansk, som det kan blive.

Men det er også meget grotriansk at sige:

»Tiden går ikke, den kommer« og at skrive et digt som dette:

»Og nu stiger jeg ned i dødsriget
der knejser under oceanet
den kolde trappe snævres indad
jeg skal ligge under bølgerne, til Gud kalder
vi skal tale sammen om godt og ondt
han vil byde mig en lyserød cigaret
og læse mine hovedhår op for englene
solen står evigt over plæner, hvor vi ikke falder ud
og verdens grænser ses som elastikker
dernede fortsætter livet, som det plejer, men brikken mangler.«

Det er næsten ikke til at bære, at digteren kom til at skrive sådan et afskedsdigt. Samtidig kan man slå fast, at han var i sin absolut fineste poetiske form til det sidste. Læg mærke til, hvordan de elastiske grænser både er karakteristiske for digterens univers og en højaktuel poetisk modstandsbevægelse mod øget grænsekontrol.

Det er så typisk, at Gud ryger lyserøde cigaretter, og at samtalen mellem Gud og hans menneske handler om godt og ondt. Sådan er Grotrians digte. Livet og verden består af godt og ondt. Han gav sig selv licens til at pege på håbet og lyset i alt det mørke.

Damoklesdrive-in minder os om døden, den minder os om Simon Grotrians død, og den minder os om, at vi skal huske at værdsætte vores gode digtere, mens vi har dem. Pludselig er der en, som mangler.

Simon Grotrian: ’Damoklesdrive-in’. Gyldendal. 122 sider, 200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her