Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Schnee’ er en moderne julekoncert om sne og lyden af ingenting

Athelas Sinfonietta har lagt op til en juletradition ved at gentage succesen fra sidste år og under god stemning med åben bar og stearinlys i Koncertkirkens hyggelige rammer at opføre Hans Abrahamsens værk ’Schnee’
’Schnee’ synes at være et centralt værk i Hans Abrahamsens komponistliv.

’Schnee’ synes at være et centralt værk i Hans Abrahamsens komponistliv.

Per Morten Abrahamsen

Kultur
19. december 2019

Det er overhovedet ikke nemt at finde den rigtige julekoncert, hvis man ikke er til to-tre timers Händels Messias eller Bachs Juleoratorium på en hård kirkebænk eller nogle af de andre publikumsbaskere som koncerter med kendisser, der synger julen ind. Hvis man bare gerne vil finde juleroen eller måske ligefrem er på jagt efter et julebud.

Jeg ønsker mig hvert år at finde den lille eksklusive koncert, der dykker ned i mørket eller ser frem mod lyset eller hvad som helst, bare det er levende og ikke en gestus, der minder om julemandens mekaniske vinken.

Jeg vil derfor gerne plædere for en mulig ny tradition, som Athelas Ensemblet har rodet sig ud i ved at gentage en koncert fra sidste år, hvor de i december spillede Hans Abrahamsens én time lange værk Schnee.

Sne er jo et ualmindeligt godt emne ved juletid. Også selv om sne i dag er et smerteligt truet fænomen. Associationerne ved sne er mange og giver kunstneriske forventninger: julesne. Sne som i sort skærm. Det store snif. Sne som tomhed og sne som fylde. Sne har mange aspekter. Man kan være nysgerrig på sne.

Hans Abrahamsen har været aktuel i år, dels som modtager af årets Léonie Sonnings Musikpris, dels som operadebutant med den succesfulde uropførelse af operaen Snedronningen, som trak fulde huse på Operaen i efteråret.

Schnee, der er et værk fra 2006, ligger til grund for meget af stoffet i Snedronningen ligesom også Abrahamsens berømte sangcyklus Let me tell you, der i 2016 modtog den amerikanske Grawemeyer pris, har citater fra værket.

Hvid polyfoni

Schnee synes at være lidt af et centralt værk i Abrahamsens komponistliv og ligger ikke bare til grund for senere værker, men bygger selv på ideer fra tidligere værker som Winternacht fra 1978.

Det er altså et værk, der peger både frem og tilbage. Det er der overhovedet ikke noget exceptionelt i for et kunstværk, men der er noget ved værket, der ikke bare ligner en Brio-togskinne, der lineært forbinder kunstnerens stadier og aldre, men godt kunne ligne en større sporskiftestation, hvor togene udgår fra, både bagud og fremad i tid som en vigtig portal at komme frem eller tilbage til.

Ligesom tiden selv er et tema i Schnee, hvor den ved kompositoriske teknikker forsøges opløst.

»Hvid polyfoni« kalder Abrahamsen sin musik i Schnee.

Abrahamsen er i sin ungdom rundet af den moderne kompositionsmusiks ideer om objektiv musik, musik befriet for følelsernes aftryk og for komponistens subjekt. Musik som materiale og ikke som udtryk.

Også Abrahamsen led af den moderne kompositionsmusiks skræk for gentagelser og under det stærke benspænd at være tvunget til at komponere noget helt nyt, hvilket førte til en otte år lang skriveblokade i 1990’erne.

Abrahamsen opgav helt kampen over for det tomme nodepapir og dedikerede sig i stedet til at studere og bearbejde andre komponisters værker. En proces, der skulle resultere i en ny forståelse af genbrug, ikke som et nederlag over for skabelsen af nyt, men som en billet til nyskabelse.

Som hans idé om at udsætte nogle kanoner af Bach for amerikansk minimalisme a la Steve Reich. Kanonformen er den, vi alle kender fra »Mester Jakob«, hvor samme melodi synges forskudt, men oven i sig selv, og fungerer som sin egen andenstemme.

Abrahamsen blev optaget af, hvordan selve tidsfornemmelsen skrider, når man lytter til Bachs musik og besluttede sig for at udforske denne kanoniske bevægelse i tid, for eksempel ved at lade den ene stemme overhale den anden eller at tætføre stemmerne på en måde, hvor man kan lege med den tidsmæssige dimension, sådan som Abrahamsen leger med det i Schnee.

Med andre komponister i hånden kom Abrahamsen ud af 1990’ernes lange fermat, og på smuk symbolsk måde er det netop det tomme papir, der bliver et hovedinstrument i Schnee, når det gnides mod en overflade til hørlig musik.

Den store hvide flok

Hvad hvid polyfoni egentlig handler om, det har jeg ikke helt forstået. Det er også lige meget. Jeg kan godt lide at sætte mig ind i Koncertkirken en mørk og regnfuld decemberdag i 58 minutter og kigge på snefnug kastet op på kirkevæggen fra to projektorer, mens ni dygtige musikere med stort nærvær og smukt musikalsk håndværk forvalter de ti kanoner, som Schnee består af.

Så kan man sidde her og tænke over det.

Måske er hvid polyfoni en slags tilstræbt jomfrufødsel. Et forsøg på ubesudlet skaben, der alligevel inkarnerer sin skaber. Jeg synes, ordet Schnee lyder lidt af et tysk anagram for Hans, hvis man kan sige det sådan.

Ligesom sne er et anagram for den almindelige navneendelse – sen, som i Abrahamsen. Schnee kunne godt handle om at være almindelig og sig selv, men at man derfor godt kan bytte rundt på noderne og skabe sig selv igen. Måske handler det om at finde sin plads i den store hvide flok. At være helt sin egen og helt som de andre.

Måske handler hvid polyfoni om at koge det hele ned til et molekylært nulpunkt og komponere lyden af ingenting og at være post den moderne musiks klimakrise og destruktion af sig selv.

Uanset, så rører værket Schnee ved vinternattens hemmelighed med sin musik og egner sig, som en gestus langt ud over mekanisk vinken, flot som meditativt decemberritual. Gentag gerne!

Hans Abrahamsen: Schnee. Athelas Sinfonietta. Dirigent: Robert Houssart. Koncertkirken den 8. december.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her