Anmeldelse
Læsetid: 11 min.

De skønneste kunstnerbøger i 2019

Her er et udvalg på ti af årets skønneste danske kunstnerbøger
Landscape Modern Oil Painting Canvas Painting Abstract Oil Painting Wall Hanging af Jir Sandel.

Landscape Modern Oil Painting Canvas Painting Abstract Oil Painting Wall Hanging af Jir Sandel.

Jir Sandel

Kultur
27. december 2019

En bunke af smukke, forunderlige, små og store, masseproducerede og håndlavede bøger har hobet sig op over året. Information gennemgår de bedste kunstbøger i 2019.

ARK 122. Kamilla Jørgensen 

Kunsttidsskriftet ARK, Abonnement. 240 kr.

Den første bog i rækken er egentlig et »kunsttidsskrift« under titlen ARK. Udgivelsen har hver gang en ny kunstner eller forfatter bag, og hver enkelt udgivelse kan derfor anskues som et selvstændigt kunstprojekt. Som de skriver om sig selv:

»ARK er papir. ARK er både billeder og tekster, og nogle gange endda begge dele på én gang. ARK er små. ARK er gode venner.«

I nærværende udgivelse, Ark 122, har kunstneren Kamilla Jørgensen samlet 312 smukke løvfaldne egetræsblade og nummereret hvert enkelt af dem. Ét af dem sidder på det første ark i mappen. Jørgensen kobler ofte ord og form – på helt nye måder. Som da hun tog tynde sider fra en salmebog og rullede dem med tobak som cigaretter og udgav hvert salmeblad (nu som smøg) i en lille plastikpose med ISBN-nummer.

Denne gang dykker hun ned i den danske poesi mellem 1200-1987, som hun har undersøgt for referencer til flora og fauna. Det viser sig, at der optræder langt flere digte, hvor ord fra botanikken indgår, end digte, hvor de ikke optræder: Med grafiske modeller viser hun omfanget af naturmetaforer, brugen af træsorter i digte, for eksempel hvor »bøg« er den klare favorit, der bruges i hele 31 procent af de undersøgte digte.

Det er viden, man måske ikke har brug for, men som alligevel fæstner sig i én som en slags bevis for, hvor uomgængelig naturen er som inspirationskilde for kunsten og litteraturen. Til stadighed i øvrigt.

IO I. Marie Kølbæk Iversen

Antipyrine, 2019. 280 kr.

Marie Kølbæk Iversens nye udgivelse er skabt i 100 håndlavede eksemplarer i samarbejde med grafisk designer Louise Hold Sidenius. Som altid med Kølbæk Iversens kunstnerbøger er der tale om en intenst sanselig affære. Bogen omhandler, via tekst og billeder, Kølbæk Iversens flerårige kunstprojekt om IO – et projekt, der blandt andet blev vist som videoprojektion på Louisianas storstilede udstilling om Månen, siden opført som en opera, og nu altså udkommet i bogform.

Marie Kølbæk Iversen: 'IO I'.

Marie Kølbæk Iversen
Bogens fysiske konstitution er ofte bemærkelsesværdigt til stede i de bøger, der bliver skabt af Sidenius: Omslaget findes i forskellige farver, min i en skøn støvet grøn, og hvor titlen er guldimprægneret i stoffet. De 125 sider er ikke syet, men bare foldet sammen med snor omkring, så man fornemmer de hele ark, bogen udgøres af. Arkene er til gengæld ret faste, lidt glinsende, særligt sanselige.

Undervejs i læsningen og sansningen af bogen opfanger man en historie og en billedfortælling om imploderende måner, fødende kvinder og i det hele taget en historie om kosmiske relationer til jeg’et, der hele tiden knyttes sammen i ordet, myten og månen IO. Ordet betyder »jeg« på italiensk, men det er også en måne, hvorom Jupiter kredser, ligesom det er en kvindelig karakter i en græsk myte – Io var én af Zeus’ mange elskerinder. Han forvandlede hende til en kvie for at skjule sin utroskab.

Udtog III. Christian Vind

Antipyrine, 2019. 130 kr.

Tredje og sidste bind i Christian Vinds trilogi, kaldet Udtog, går til noget så prosaisk som Jylland.

I de to forrige udgivelser har kunstneren været henholdsvis på interrail rundt på kontinentet og på en måneds ophold i Italien. Den første bog gav mig en akut lyst til at følge i kunstnerens fodspor, og besøge de museer og steder, han nævner undervejs, og dermed få lukket verden og kunsthistorien op af Vind. Hans særlige viden og metode skaber hele tiden krydsforbindelser mellem hans aktuelle færd og rejse – og til kunsthistorien. Det er genial læsning, hvis man både længes efter at rejse og efter at vide mere om kunst.

Bøgerne har jeg nydt som liflig vin indtaget i det bedste selskab: en både sansevækkende og intellektuel stimulation. Men nu er han altså taget til Jylland – kan det virkelig nydes på samme måde? Som han selv skriver:

»Min første tanke var Jylland, men er det nu også en god idé? I januar i pisseregnvejr?« Men selvfølgelig er det en god idé – destinationen viser sig at være fuldstændig ligegyldig, bare Vind er rejsefører. Og hans refleksioner over det særligt danske – og de morsomme situationer på de forskellige museer – gør det til den måske sjoveste rejseskildring.

Bøgerne er også blevet længere og længere for hver gang. Og selv om Udtog er en trilogi, der nu kan siges at være afsluttet, så håber jeg inderligt, at Vind vil udgive flere rejsebøger i fremtiden. Klimavenlig kunstrejse oplevet i lænestolen.

Kunsthæfte 33, 34, 35, 36. Jesper Fabricius 

Space Poetry, 2019. 25 kr.

Ikke et år uden porno på programmet. Det sørger den ihærdige forlægger og kunstner Jesper Fabricius for. I år er det blevet til fire nye pornokunsthæfter. Alle kunsthæfterne er i et lille A6-format og er håndsyede. Motiverne i hæfterne stammer fra gamle pornoblade fra 70’erne og 80’erne, og der er noget totalt humoristisk ved formatet, hvor udklippene ender med at gøre det, der oprindeligt skulle være frækt og sexet, til noget ganske andet.

Nogle gange bliver det til hardcore konceptkunst, som når Fabricius repeterer det samme motiv i utallige variationer over siderne – og de stive pikke, brystvorterne, eller hvad det nu er, ender med at blive helt fravristet en sexappeal for i stedet at blive til ren form.

I Kunsthæfte 33 er det motivet »spredte ben«, der repeteres, i 35 er det stive pikke inklusive en hånd. Der bliver helt konkret taget hånd om fallos, der samtidig bliver afmonteret enhver form for magt eller styring – mest af alt bliver det komisk. Men sjovest er det faktisk i hæfte 34, hvor det er talebobler fra pornoblade, der er klippet ud, så man kun kan læse boblerne, og ikke se det motiv, der hører til: Det er ren komik med en bedaget tone, som her:

»Ja-men jam … Hr. Jensen!!«

eller:

»J e g b e s v i m e r v i s t!« Hæfte 36 er rene abstraktioner, sikkert fra sofaer, tæpper, tøj og gardiner, der optræder i magasinerne, der her ender som rene abstrakte mønstrede motiver. Abstrakt kunst i pornoblade? Hvis udklippene er små nok, så ja.

Skabning. Gotta Serve Somebody (Åse Eg Jørgensen, Laila Svensgaard, Anne Dyhr, Yong Sun Gullach, Tanja Nellemann).

Egen udgivelse. 1.500 kr.

I kategorien årets mest kropsligt skabte bog er Skabning, der nemlig ikke bare er håndlavet, men decideret kropsfabrikeret. Bogen er skabt i kun 30 unikke eksemplarer, og er på eksklusive 16 sider. Kollektivet bag bogen har brugt forskellige dele af kroppen til at skabe de enkelte sider med: Fire af siderne forestiller aftryk af fedtede hoveder afsat på sten og trykt i litografi – man aner hudens mørke konturer, læberne, øregangen, øjenhulen og håret som en lysning.

Kollektivet bag bogen 'Skabning' har brugt forskellige dele af kroppen til at skabe de enkelte sider med. På siden ovenover er der blevet brugt et ben. 

Skabning
Senere i bogen er der et indfoldet delikat blåt cyanotopi af et ben. I det foldede ark over benet finder jeg et blegt hår. Er det kunstnernes? Er det meningen? Er det mit? Der er nemlig også et indflettet håraftryk, der smyger sig igennem en maskinskrevet tekst om kroppe og fællesskaber – en lignende tekst folder sig om selve omslaget på bogen.

Fællesskabet nævnes flere steder, men det gør ensomheden også. På allersidste side står der med blyant:

»jeg føler mig udenfor«, men sjældent har en kunstnerbog lukket kroppen så meget indenfor. Og det smitter: Måden, man åbner den på, bladrer igennem siderne på, nænsomt og følsomt forsøger at folde teksten og benet ud.

Det er en ren kropslig opmærksomhed, der kræves i oplevelsen af denne sarte, skrøbelige og meget meget skønne Skabning.

Shape/Color Riso I. Ann Linn Palm Hansen 

2019, Egen udgivelse. 5.000 kr.

Den største og mest massive bog i bunken er Ann Linn Palm Hansens ufatteligt smukke bog, der blev skabt i april og maj i København, hvor temperaturen var mellem 4-18 grader. En information, der står i et indstik i starten. Bogen, der kun findes i 100 eksemplarer, er helt stovte-bleg i sit omslag, men har til gengæld en hidsiggrøn synlig lim i ryggen. Bogen er samlet af ti store syninger, der også er synlige.

Materialiteten udgør en oplevelse i sig selv. Bogen er en refleksion over synet, og over hvordan man opfatter og forstår sine omgivelser. Mere specifikt viser den geometriske former og farver, linjer og figurer, der umiddelbart ser helt modernistiske ud og minder om den konkrete kunst.

Processen bag bogen er en oversættelse af primærfarver fra akvarel til riso-print. Kunstneren har fokuseret mere på metode end på billede for at undersøge, hvordan et billede, og specifikt et riso-tryk, egentlig skabes. Resultatet er så skønt, fordi farverne på disse tryk netop har den der særlige douce riso-kvalitet, samtidig med at papirarkene ikke er opsprættede, så man helt taktilt i hånden fornemmer papirets tykkelse og kvalitet. Haps! En af årets smukkeste bøger.

Disparition. Lasse Krog Møller

Forlaget *[asterisk], 260 kr.

Vi kender dem godt i byrummet – de udviskede bogstaver på gamle husmure, der vidner om fordums handelsliv: gamle købmandsforretninger, viktualieforretninger, slagtere, bagere, og alle andre udi levnedsmidler, der i sin tid udgjorde en bys hjerte og centrum. Jeg stopper altid selv op og læser sådanne udviskede indgraveringer, når jeg ser dem. Via dem fornemmer man instinktivt det liv og den puls, der engang herskede.

Lasse Krog Møllers nye fotobaserede kunstnerbog hedder Disparition, og den titel er trykt ned i omslaget uden farve, så selve bogstaverne kommer til syne lidt som de spøgelser fra fortiden, som bogen omhandler. Bogen er konceptuelt stramt opbygget: Ud over det smukke blå forsatspapir er samtlige 144 sider med sort-hvide fotografier i samme størrelse. Ingen forklarende tekst.

Billederne forestiller husmure, hvor noget tekst kan anes – i visse tilfælde er det næsten helt udvisket, andre gange er det måske forsøgt fjernet, når noget nyt er rykket ind i lokalerne. Mange billeder er taget i Danmark, andre er taget i Roms indre by, hvor store mærker som Prada og Gucci har overtaget butikslokaler, der før blev brugt til salg af mere beskedne produkter. Alt sammen vidner det om en ud- og afvikling af handelslivet på kapitalens præmisser. En sætning i omtalte Christian Vinds Udtog III rammer det på kornet:

»Alle steder bærer svindende usynlige skygger. Rester af noget andet. Nære eller fjernere hændelser, som med tiden fortyndes i glemsel.«

Håndbog i tegning. Mark Tholander

Radiato, 2019, 120 kr.

Et sted i den unge kunstner og forfatter Mark Tholanders Håndbog i tegning skriver han:

»Hvordan man tænker tegningen, hænger sammen med, hvordan man tænker verden.«

Bogen er både, siger titlen postulerende, en håndbog i punkt, linje, streg og figur, og altså hvordan man slår streger på papiret, så der opstår en form. Tegningen og kroppen hænger i bogen uløseligt sammen. Kunsthistoriske strøtanker og teorier står på venstresiderne, mens der er ansatser til kropsdele på højresiderne: kraniet, armen, foden, hoften … Det kan lyde vel tørt, men så er der noget, der bryder med hele den opbyggelige tanke ved sådan en »håndbog«, og det er, at sproget og tegningerne ligesom skrider og ikke helt passer til beskrivelserne, eller at kropsansatserne faktisk aldrig rigtigt får fuld form – kort sagt underminerer bogens påståede projekt sig selv undervejs, hvilket flere steder ender i det rene nonsens, som når der om hoften står:

»Hoften er en flade i modstrid med sit eget plan. Du finder hoften på bagprojektionen. Bagprojektionen definerer planforholdet.«

På modsatte side er tegnet en krusedulle-parentes-agtig form. Bogens tekster er på den måde enten rene beskrivelser af tegningens eller kroppes linjer og former, nonsens, eller også tenderer de filosofiske tanker om livets fylde som sådan. Det hele viser sig altså slet ikke at være en håndbog i tegningen i forstanden brugsbog eller manual, men snarere et kunstværk i sig selv, der omhandler relationen mellem en krop i verden og punktet på papiret – og tankens forvildelse i begge.

ASHPASTELS. Christina Marie Jespersen

Space Poetry, 2019. 50 kr.

Christina Marie Jespersens lille lommeformatsbog er grafisk sat op som en manual: På forsiden står der på ti sprog »anvisning til brug«. Det starter med kinesisk, så dansk, hollandsk, engelsk, fransk, græsk, italiensk, polsk, rumænsk, serbisk.

Ligesom med Håndbog i tegning, er der her tale om en genkendelig grafisk form, holdt på lidt billigt papir og med en blå farve, men det, der står i vejledningen, handler pludselig om jumbobøger, en reklame for kløverost, Platons Symposion, eller manuskriptet til filmen Wall Street fra 1987 med Michael Douglas i hovedrollen. Hvad har disse ufatteligt forskellige forlæg til fælles? De har alle lidt den skæbne at blive brændt af kunstneren, og derefter er det brændte papir formet til et aske-tegnekridt.

Manualen består af en indføring i, hvordan et sådan tegnekridt kan bruges, samt en iboende refleksion over, om kridtet nu har nogle iboende kvaliteter fra de ord, de er skabt af oprindeligt? Vil det give sig udtryk i kridtets nye form? Som hun skriver om kridtet fra den brændte elskovstekst Symposion: »Der afgives tyste mørke mønstre af rodlignende karakter, amorfe organiske former nærmest som melodiske kroppe der vrider sig i vild dans.«

Landscape Modern Oil Painting Canvas Painting Abstract Oil Painting Wall Hanging. Jir Sandel

Egen udgivelse. 70 kr.

Den sidste udgivelse i bunken er skabt som en gammel broadsheetavis. Der er bare ikke så meget tekst i avisen, mest reklamer – og kunst. Reklamerne stammer fra alle mulige danske udstillingssteder som Gl. Holtegaard, Code Art Fair, Christian Andersen – et galleri for aktuel samtidskunst – og så videre.

Malerierne, der til nød kan opfattes hist og her på siderne, stammer fra en udstilling af samme navn som avisen, som udstillingsplatformen Jir Sandel havde arrangeret året før. Det grafiske studie Wong, der har opsat avisen, har først lagt alle malerierne ind på siderne – men så langt fra en klassisk kataloggengivelse, som det kan være, da det hele er i en avis’ sædvanlige sort-hvid og på lidt grumset avispapir. Derefter har teamet bag Jir Sandel solgt reklamer, og jo flere reklamer, der blev solgt, jo mindre blev kunsten synlig, for reklamerne er bare lagt oven på værkerne.

Nogle malerier kan man kun lige se en lille linje af, andre kan ses i deres fulde omfang. I den forstand bliver relationen mellem kunsten og reklamerne nærmest udviskede, og en ny form for collage opstår på siderne, hvor kunstens købmænd sidder på første parket, og kunsten mere eller mindre er skjult i kulissen. Sådan cirka et meget præcist portræt af den virkelige verdens forhold.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her