ADVARSEL: Selv om filmredaktøren er en rar mand, mener flere af hans kollegaer, at denne anmeldelse spoiler lige lovligt meget. Fortsæt derfor på eget ansvar, hvis du ikke allerede har set filmen.
42 år. Så længe har vi – jeg – måttet vente på den nye Star Wars-film, The Rise of Skywalker. Med den afsluttes den monumentale, genredefinerende og helt igennem eventyrlige rumsaga om familien Skywalker, som George Lucas påbegyndte med Star Wars i 1977.
Og hvem skulle nu have troet det: At noget på det tidspunkt så håbløst umoderne som en kulørt rumopera om det gode mod det onde, ville ende med at blive et intergalaktisk fænomen, der i dag omfatter 11 spillefilm, flere tv-serier, tegneserier, spil, bøger og forlystelsesparker og en ikke bare dedikeret, men temmelig fanatisk fanskare?
George Lucas havde planer om seks film – der går rygter om, at han faktisk havde ideer til ni – da han begyndte på den første, og hans film, der foregår for længe siden i en fjern galakse, taler til vores forestillingsevne og er samtidig et begavet og opfindsomt stykke verdensbyggeri, hvor det kendte univers udvides med utallige planeter, solsystemer, kulturer og folkeslag.
Med filmene skabte Lucas også et universelt familie- og dannelsesdrama, der følger Skywalker-slægten fra far til søn og i de tre seneste og sidste film videre til de næste generationer med en ung, mystisk kvinde, Rey (Daisy Ridley), i centrum.
Hvem er Rey, og hvad og hvem vælger hun selv at ville være? Det er to af de store spørgsmål, som ikke kun hun, men også hendes omgivelser og alverdens fans har stillet sig selv siden hendes første film, J.J. Abrams’ The Force Awakens (2015).
I The Rise of Skywalker får vi alle svarene, og det er lige så dramatisk, spændende og, ja, overraskende, som det skal være. Filmen, der også er skrevet og instrueret af Abrams, er faktisk noget nær den fuldendte afslutning på denne Star Wars-saga. (Bare rolig, en ny er på vej).
Mange svar på mange spørgsmål
Kraften, der gennemstrømmer Star Wars-universet, og som kan kontrolleres af både de gode Jediriddere og de onde Sithriddere, er stærk hos Rey.
I The Rise of Skywalker er hun gået i skarp træning for at blive lige så magtfuld som sine to mestre, Luke Skywalker (Mark Hamill) og hans søster, Leia (Carrie Fisher), der også er general i den oprørshær, som forsøger at holde de sidste rester af den undertrykkende First Order i skak.
Men Leias søn, Ben, der er bedre kendt som den morderiske Sithridder Kylo Ren (Adam Driver), der leder The First Order, giver Rey modstand. Han mener, at deres skæbne hænger sammen – det har han ret i – og at hun skal hjælpe ham med at kontrollere hele galaksen.
I kulissen gemmer sig dog også en gammel kending, den onde, onde kejser Palpatine (Ian McDiarmid), de første seks films superskurk, som viser sig at være den egentlige kraft bag The First Order – og nu er klar til med Kylo Rens hjælp at etablere The Final Order.
Ondskaben vil med andre ord ingen ende tage i The Rise of Skywalker, og spørgsmålet er, om Rey er klar til at modstå både Kylo Ren og Palpatine, og om hendes venner i modstandsbevægelsen, Finn (John Boyega), Poe (Oscar Isaac), Chewbacca (Joonas Suotamo) og Leia overhovedet kan assistere hende.
Og hvad med Luke – dukker han op igen? Og Kylo Ren – er der slet ikke mere af Ben Solo tilbage i ham? Og hvad med …? Spørgsmål er der som sagt mange af i filmen, og heldigvis er der også mange svar.
Emmer af liv
Men dem skal jeg selvfølgelig ikke afsløre her. Blot vil jeg sige, at jeg som mangeårig Star Wars-fan – jeg stod på omkring film nummer to fra 1980, hvor jeg var otte år gammel – ikke blev skuffet.
J.J. Abrams er en dygtig instruktør, og han kender og forstår Star Wars-universet til bunds. Star Wars: The Rise of Skywalker er ikke den bedste af de tre nye film om Rey – den ære tilfalder Rian Johnsons The Last Jedi, der turde lidt mere i forhold til den etablerede mytologi. Men det er sgu en god film.
Den er flot, tempofyldt og morsom – de verbale spilfægterier mellem hovedpersonerne funkler. Den er overraskende – flere af de store afsløringer tog fusen på mig. Den er dramatisk, også selv om man har en fornemmelse af, hvor det ender. Og så er den bevægende, når den siger farvel til figurer og et univers, som vi – jeg – har levet med og elsket i så mange år.
Selvfølgelig har den skønhedsfejl – efter otte film er det en umulig opgave at afslutte det hele på ufejlbarlig vis – men den slags har nu været en del af George Lucas’ skaberværk fra begyndelsen. Det er en af grundene til, at det er så charmerende og skønt at dykke ned i. Det er ikke perfekt, men det emmer af liv, energi, opfindsomhed og kærlighed.
’Star Wars: The Rise of Skywalker’ – Instruktion: J.J. Abrams. Manuskript: J.J. Abrams og Chris Terrio. Fotografi: Dan Mindel. Længde: 141 minutter. Biografer i hele galaksen
Anmeldelsen mister en del troværdighed med "The Rise of Skywalker er ikke den bedste af de tre nye film om Rey – den ære tilfalder Rian Johnsons The Last Jedi", for det var godt nok en til dels usammenhængende møgfilm (bevars den havde også gode sider, men alligevel).
Tror/synes anmelderen burde starte med "Disclaimer, jeg synes RJs The last Jedi er det bedste af de sidste 3". Så er alt næsten allerede sagt.
for en gangs skyld er jeg uenig med Informations anmeldelse. The rise of Skywalker en er rodebunke, som vil alt for meget på alt for lidt plads. Filmen bruger enormt mange kræfter på at gøre plads til alle hudfarver og sexuelle orienteringer. Alle kampscener er lavet ud fra devisen "mere er bedre". Hele magien omkring rumskibe osv. drukner i masseoptrin. Jeg sad underligt uberørt - hele magien man oplevede omkring rumskibene er væk, fordi det hele bliver så stort - flot - javist men uvedkommende. Alt det tilsammen giver en politisk korrekt og flot film - Men desværre inderligt ligegyldig - magien er væk - desværre.