Læsetid: 5 min.

Hvis man synes, at moderne kunst er fremmedgørende eller upersonlig, skal man tage til Sydhavnen

I et upåagtet hjørne af Sydhavnen finder man noget af det mest morsomme, inderlige, sære og opfindsomme inden for performance- og teaterverdenen lige nu. Her går en række kunstnere på arbejde fire dage om ugen, otte timer hver dag, og arbejder på deres på én gang dybt aktuelle og helt uigennemskuelige projekter. Det er som at blive sluset ind i en parallelvirkelighed, man ikke vil ud af
Kunstnergruppen Black Hole Legion, der står for andet kapitel af FuturX, har blandt andet produceret en film om en gruppe cypergoths fra et grønlandsk børnehjem

Kunstnergruppen Black Hole Legion, der står for andet kapitel af FuturX, har blandt andet produceret en film om en gruppe cypergoths fra et grønlandsk børnehjem

Lars Grunwald

4. januar 2020

Da jeg første gang bliver lukket ind i stuelejligheden i den københavnske Sydhavn, vandrer jeg lige ind i en voldsom tudetur. Der sidder fire kvinder omkring et spisebord i et særpræget udsmykket, men meget varmt og imødekommende rodet køkken, og om kvinderne lige dér, hvor de tre trøster den ene, er på arbejde som performancekunstnere eller bare er sig selv, har jeg umiddelbart svært ved at vurdere.

Det er en fornemmelse, der følger mig igennem hele den eftermiddag, hvor jeg befinder mig i dette rum kaldet FuturX – et såkaldt performancemuseum, der er vokset frem i et fuldkomment upåfaldende og gråt hjørne i den københavnske Sydhavn.

Her går kunstnere på arbejde fire dage om ugen i otte timer, og her laver de deres undersøgende kunstneriske projekter, der alle har det tilfælles, at de undersøger en af verdens globale udfordringer – gerne i samspil med publikum.

Hvad ellers?

Jo, så drikker de selvfølgelig kaffe, laver aftensmad, skifter tøj, græder og griner, vasker op og diskuterer stort og småt, eller som en af kunstnerne sagde: Her er plads til alt mellem himmel og jord.

Magisk praktiserende parallelvirkelighed

Den første fredag eftermiddag, hvor jeg vandrer ind til kvinderne i FuturX, er jeg mildest talt overvældet.

Jeg går fra at tale med en pragmatisk pressemedarbejder i et anonymt modtagelokale til at blive lukket ind i en fuldt fungerende magisk praktiserende parallelvirkelighed, med hjemmehæklede gigantiske spindelvæv i loftet, aparte parykker, ophængt i mønstre, ufærdige skulpturer, et anakronistisk sminkebord og et toilet med mysterieprægede tekster på væggen.

Jeg skal bare banke to gange, lyder instruktioner fra the outside, så lukkes jeg ud igen – men det mærkværdige er, at jeg slet ikke har lyst til at komme ud.

I dette første kapitel i FuturX, udarbejdet af gruppen ZOO, og som tematiserer køn, føler jeg mig fuldkommen hjemme i det fremmede. Sådan kan det vist bedst beskrives.

Jeg føler mig ikke ekskluderet, som jeg tripper lidt rundt om den grædende og de trøstende, selv om jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal være i rummet.

Kvinderne fortsætter upåagtet deres snak, konflikter genfortælles, mens der bliver hæklet i skæret fra stearinlyset og drukket mere kaffe – jeg får også tilbudt en kop – og så begynder de at lægge en slags tarotkort, noget med éns åndedyr, totemdyr, der viser en vej – jeg inviteres med, og vi lægger kort for hinanden, og et intimt fortolkende rum åbner sig på den mest naturlige måde i dette kunstreservat. Mystisk nok.

Udefinerbart mellemrum

Så ankommer to øvrige publikummer fra den virkelige verden, det er som en vennekreds, der åbner sig, de sætter sig ned, og vi lægger flere tarotkort, taler om performancekunst.

Kunstneren, der nu er holdt op med at græde, øver nogle greb med os, virker det bedst, hvis hun modtager de udefrakommende med en netop fremstillet maske? Hvordan virker det, hvis hun vasker vores hænder sådan her?

Det diskuterer vi lidt i dette udefinerbare mellemrum, der befinder sig mellem en performance, et kunstnerisk rum og den almindelige virkelighed. Rummet kan det hele. Kunstnerne spiller ikke mere skuespil, end at de er sig selv. Publikum heller ikke.

Det giver en enorm frihed, samtidig med at det er usædvanligt afslappet. Her kunne man hænge ud, resten af dagen, aftenen, ja, her kunne man flytte ind, hvis man ikke havde andre forpligtelser. Senere tager kunstnerne deres magiske outfits på, og så går vi i kælderen. Der udfører vi sammen, med masker, et syngende ritual, det er der ikke noget underligt ved. Slet ikke.

Cypergoths på en isflage

Den samme oplevelse af at befinde sig i et naturligt mellemrum i verden, en magisk performanceverden, der har et ben i hver verden, gør sig gældende for andet kapitel af FuturX, der kører december ud. Performancemuseet kører fem stive måneder i træk, et maratonværk kaldes det af Sydhavn Teater, som står bag, fra 6. november 2019 til 28. marts 2020.

Med cirka en måneds mellemrum træder nye kunstnergrupper til, der så udvikler deres projekter i den periode, de optræder/går på arbejde i Sydhavnen. Første kapitel bestod af de kvindelige hverdagsmagikere, nu huserer en kunstnergruppe, der underskriver sig Black Hole Legion.

Hos Black Hole Legion, der har sat sig for at undersøge især polernes smelten og manglen på rent drikkevand, tager tingene sig noget anderledes ud. Gruppen har både et mindre udstillingsrum og en film kørende – produceret om en gruppe cypergoths fra et grønlandsk børnehjem, der er temmelig imponerende i sin billedkraft af rygende fuck you-teenagere blandt smeltende isbjerge.

Alligevel er det igen den menneskelige performative gruppekraft, der brænder igennem i kælderen. Her møder jeg i et sådan lidt skramlet arbejdspladsmiljø fire gutter, der grundlæggende – forklarer de – arbejder på at flytte et grønlandsk isbjerg til Vestsahara, hvor der ikke er noget rent drikkevand.

Seriøst? Det svarer de ret undvigende på, men taler meget om drikkevand, klimaforandringer, ozon og ret nørdede fakta omkring isbjerge. Meget skal undersøges. Mange skal kontaktes. Jeg fortæller dem om en historie, jeg husker fra min ungdoms omfattende læsning af Anders And. Her var et afsnit, hvor Anders And gjorde nøjagtigt det: Hentede et isbjerg til et ørkenområde i Afrika.

Det spreder stor interesse, ivrigt kaster de sig over Google, opdager, at der også er en film med Anders And om det, tak, siger de, hvor er det spændende!

Et par dage senere modtager jeg en lang mail med et stort tak for mit Anders And-bidrag – samt en masse overvejelser, tanker, lister over det vigtigste globale udfordringer lige nu – og selvfølgelig med venlig hilsen og et ønske om, at jeg snart vil komme igen.

Hvis man synes, at moderne kunst er afvisende, fremmedgørende eller upersonligt, så skal man tage til Sydhavnen. Hey, selv hvis man ikke synes det, skal man gøre det. En teaterverden, der inviterer en ind i sin magiske praksis, græder lidt, diskuterer og sender mails med opfølgende overvejelser omkring Anders And og klimakrisen, ja, det er ganske enkelt fabelagtigt.

FuturX er et slags Performanceministerium for magiske og globale anliggender – det er bare med at blive fortryllet. Tredje kapitel begynder i det nye år.

FuturX. Kunstnere: Billed- og installationskunstner Sunneva Ása Weisshappel (ISL), musiker og billedkunstner Katrína Mogensen (ISL), avantgardekunstnere Ariel Sereni Brown (ISR) og Jonathan Omer Mizrahi (ISR), film- og teaterinstruktør Mirko Borscht (DE), scenograf Christian Beck (DE), scenograf, instruktør og skuespiller Wolfgang Menardi (A) og lys- og videokunstner Ingrid Solvik (NO).

Spilleperiode: 6. november 2019 – 28. marts 2020. Åbent: onsdag-lørdag kl. 14.00-22.00. På P44 – Performance Hub, Borgbjergsvej 44, 2450 København SV. Skabt af Sydhavns Teater.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu