Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

To soundtracks til den samme film er fremragende, lydlige roadmovies

De to soundtracks til flugtfilmen ’Queen & Slim’ er et interessant eksempel på, hvad der sker, når instruktøren er dybt involveret i musikken til sin film. Over det hele stråler en helt uventet kronjuvel: Lauryn Hills comebacksang – hendes første sang i fem år
Jodie Turner-Smith som Queen og Daniel Kaluuya som Slim fra film ’Queen & Slim’.

Jodie Turner-Smith som Queen og Daniel Kaluuya som Slim fra film ’Queen & Slim’.

Universal Music

Kultur
13. december 2019

Egentlig er Queen og Slim bare på deres første Tinder-date, men der går ikke lang tid, før de i stedet er forvandlet til to desperadoer på flugt.

Den amerikanske film Queen & Slim er instrueret af Melina Matsoukas, og det er hendes spillefilmdebut. Tidligere har hun begået prisbelønnede musikvideoer til Rihannas »We Found Love« og til Beyoncés »Formation« – en politisk offensiv video, hvor Beyoncé står på taget af en nedsunket politibil i et oversvømmet New Orleans. En sort dreng danser foran kampklædte politibetjente. »Stop shooting us«, siger en graffiti.

Denne signatur har ikke set Queen & Slim endnu, den har ikke fået dansk premiere. Men handlingsreferater fra USA fortæller, at Queen & Slim starter med politivold, efter at Queen og Slim er blevet stoppet for en mindre trafikforseelse. Tingene eskalerer, og Slim får vristet politimandens pistol fra ham og skyder ham. En menneskejagt går i gang, og da en video af episoden lækkes bliver duoen også til en form for modstandsikoner.

Filmen er blevet kaldt en sort Bonnie & Clyde, altså et modstykke til Arthur Penns klassiker om virkelighedens forbrydere på flugt af samme navn fra 1967. Det virker som en forsimpling filmens tematisering af moderne racisme og politivold taget i betragtning. Men det giver mening i forhold til den flugtromantiske dimension.

Eufori må vige for erkendelse

Til gengæld har denne signatur hørt de to soundtrack til filmen, og de fortæller en tilsvarende historie ret så fremragende og på hver deres måde. Der er et regulært instrumentalt soundtrack og så et album med 16 sange fra hiphop- og soulkunstnere. En del fra nu og her, nogle med deres storhedstid i svundne årtier, herunder 90’er-ikonet Lauryn Hill og deltablues-guitaristen Little Freddie King, der lyste i 70’erne.

Melina Matsoukas, manuskriptforfatter Lena Waithe og Motown Records’ præsident Ethiopia Habtemariam står som executive producers på albummet. Altså har de haft det i snor, og de fleste sange er også skrevet til soundtracket og fungerer fint som kortlæggelser af forholdet mellem Queen & Slim samt som ledsager gennem plottet. Som et hørefilmisk alternativ til selve filmen. Som en syret, lydlig roadmovie. Fra den første tidlige erkendelse af, at der er noget på færde i hjertets sfære. Interessen, der vokser, vejningen af kærestepotentialet. »You ever thought about a daughter or a son? No?« rapper Vince Staples, mens den mandlige 6lack og kvindelige Mereba forenes i koret »I would probably swing a knife for your love«.

Hen mod slutningen af soundtracket må euforien vige for erkendelse:

»It’s gun violence, your son dyin’ for nothin’«. Og siden »There are powers we can’t shake«. Og »This road to redemption, shit get rocky and it’s wild«. Og endelig »Police dey find me now«. Det er tekst fra fire forskellige sange.

Som tungen i tandhullet

Musikken holder hele vejen, og der er ægte fremragende tracks.

Britiske Tiana Major9 og Atlantas EarthGang mødes på nummeret »Collide«, hvor de – ukrediteret – har taget det knusende smukke countryguitarriff fra Gustavo Santaolallas soundtrack til Brokeback Mountain. Ud af det er kommet en jublende melankolsk soulhymne, hvor riffet spændes til bristepunktet og aftvinges håb.

»When we colliiiiiiide
It’s a beautiful disaster

Blood Orange, Ian Isiah og Jason Arces »Runnin' Away« er en næsten psykedelisk kosmisk jazz med derangerede stemmer og løst løbende saxofon.

Men albummets kronjuvel er Lauryn Hills comebacksang. I 90’erne glimrede hun i The Fugees, og siden udgav hun 1998-mesterværket The Miseducation of Lauryn Hill. Efter et MTV Unplugged-album i 2002 har der været få pip fra hende, og »Guarding The Gates« er hendes første sang i fem år. Det er en seks minutter lang supernova i slowmotion. Et univers fyldt af lasklingende guitarekkoer, sprøde akkorder, cirklende strygere, hjertesugende bas, tindrende harpe. Som om Alice Coltrane var blevet gift med Nick Drake.

Sangen har intet omkvæd, kun det samme vers igen og igen. Alligevel er variationen enorm i Hills vokal. Hør hvordan hver eneste frase lyder, som om det er den sidste, hun skal synge. Hvordan sangen aldrig mister intensitet, selv om den ikke udvikler sig. Hvordan hun svinger sine melismer – når man synger mange toner på én stavelse i et ord – med så meget følelse, at mere overfladedesignende melisme-mestre burde ryge i identitetskrise.

»Everybody, everybody wants to know
Where you’re goin’ to
Cause they wanna come
Or so they think until they find the cost of it
«. Det er mesterligt.

Devonté Hynes alias Blood Orange – PR-foto: Domino Records

Devonté Hynes alias Blood Orange – PR-foto: Domino Records

Dét, der siges mellem linjerne

Devonté Hynes, der normalt glimrer som Blood Orange, har komponeret det fine, mere konventionelle soundtrack til Queen & Slim. Instrumentalmusik, der formår at skabe spænding med enkle virkemidler. På »Get Upstairs« fortæller en svampet bas og kæntrende strygere, at den er helt gal i stueetagen. Og der er den tårepirrende og nervevridende »Slim Calls Home«, hvor strygerdroner danner en mur af uro, hvorefter en harpe klimprer i forgrunden for så at forsvinde ind i et enormt klangrum bag strygerne. Det synes at formidle, at der er noget, der bliver sagt upfront. Men at der også er en subtekst – dét, der egentlig menes. Dét, der siges mellem linjerne.

Der er også stykker, der formulerer romantik og håb med enkelt plirrende klaver, uden at det bliver kvalmt. De tangenter undgår Hynes. Til gengæld breder han sig over tangenterne på det 45 sekunder lange »Bed«, hvor man kan høre klaveret stå og dirre i rummet, som også snart befolkes af knastørre strygere – harmonisk tættere på Jonny Greenwood end på Edvard Grieg.

De to soundtracks – især det med alle sangene – er interessante eksempler på, hvad der sker, når instruktøren er dybt involveret i musikken: Man får en stærkt fortællende musik, og den kan komme til at leve sit eget liv. Som her.

Et spørgsmål står tilbage. Kan filmen overhovedet måle sig med disse to soundtracks?

Diverse kunstnere: ’Queen & Slim – The Soundtrack’ (UMG Recordings/Universal)

Devonté Hynes: ’Queen & Slim’ (Original Motion Picture Score)(Domino/Playground)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her