Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Udsæt dine børn for det smukke mørke i ’Brødrene Løvehjerte’

Det Kongelige Teater har på effektiv vis moderniseret Astrid Lindgrens tårepersende klassiker om død og søskendekærlighed i ’Brødrene Løvehjerte’. Og i guder, hvor er det mørkt
Man har modstået fristelsen til at køre et mere naturalistisk tidsbillede, der kunne mime tiden omkring Brødrene Løvehjertes undfangelse, men har udformet et mere varieret visuelt udtryk, der skifter mellem det stilistisk computeranimerede udtryk og det mere kubistiske, filmiske, drømmende og lettere fremtidsagtige.

Man har modstået fristelsen til at køre et mere naturalistisk tidsbillede, der kunne mime tiden omkring Brødrene Løvehjertes undfangelse, men har udformet et mere varieret visuelt udtryk, der skifter mellem det stilistisk computeranimerede udtryk og det mere kubistiske, filmiske, drømmende og lettere fremtidsagtige.

Det Kongelige Teater

Kultur
16. december 2019

Astrid Lindgrens klassiker Brødrene Løvehjerte er en af de historier, jeg har siddende så langt inde i mig, af det næsten kunne gå for at være en af mine egne drømme, ja, sporadiske erindringer. Gik Jonatan Løve egentligt ikke i min skole, var vi ikke på et tidspunkt på en (elendig) sommerferie i Rosendalen?

Sådan er det med fortællinger, der har gjort stort indtryk, de får påført et slags autenticitetens skær, og jeg læste da også bogen igen og igen – ligesom jeg så filmen om brødrene Løvehjerte 11 gange i den lille lokale biograf i Vejle, da den i slutningen af 80’erne af en eller anden grund kørte der i evigheder. Vores nabo havde aktier i biografen og kunne få mig gratis ind – og så meget andet skete der heller ikke derude på landet, hvor jeg voksede op.

Hvorfor fortæller jeg så det? Jo, for lige så mange gange jeg dengang – som stort barn – så filmen eller læste Brødrene Løvehjerte, så husker jeg ikke, at jeg én gang brød hulkende sammen, at det blev for meget for mig med al den død og alt det mørke. Hvilket står i skarp kontrast til reaktionen fra mit voksne jeg, der en aften sidder til Det Kongelige Teaters opsætning af Brødrene Løvehjerte og udelukkende holder nogenlunde sammen på mig selv for at virke voksen og ansvarlig overfor det 9-årige barn, Mille, jeg har lånt til lejligheden.

Mille derimod lader ikke til at være tæt på at bryde sammen, nej. Nok er der tårer i øjenkrogene, når Tvebak i begyndelsen fortæller om, at han snart skal dø, og da broren Jonathan kaster sig ud fra et brændende hus med Tvebak på ryggen, men selv ender med at lade livet. Og nok hopper Milles overkrop hen mod min favn, når nogen dør eller dragen Katla gør sig gældende, men ellers?

»Den er virkelig spændende,« siger hun, og fumler med nogle vingummier i skødet. »Og hvor spiller de bare godt!« »Ja,« snøvler jeg og pudser næse.

Eventyrligt fremtidslook

Mørket i Brødrene Løvehjerte er til at tage og føle på – også i Det Kongelige Teaters modige og meget smukt moderniserede udgave, dramatiseret af Line Mørkeby og iscenesat af Thomas Bendixen. Vi følger rimelig tro mod originaludgaven Tvebak og Jonathans rejse, efter døden, over til paradisiske Nangijala, der efter en kort lykkerus hurtigt viser sig også at indeholde en, ja mange, slanger.

Der er ikke rigtigt noget ubekymret helle her hos Lindgren, hverken i den ene eller den anden verden. Det eneste lyspunkt er den ubesmittede søskendekærlighed mellem Jonathan og Tvebak, der kommer fornemt til udtryk i den stort anlagte scenografi og den 3D-animerede verden, der gør oplevelsen på én gang mere nærværende, drømmende og eventyrlig. Her toner friske grønne landskaber fra Kirsebærdalen frem i følgeskab af mørke dødelige angreb, stjernebesatte verdensrum og af solnedgangen farvede klipper.

Man har modstået fristelsen til at køre et mere naturalistisk tidsbillede, der kunne mime tiden omkring Brødrene Løvehjertes undfangelse, men har udformet et mere varieret visuelt udtryk, der skifter mellem det stilistisk computeranimerede udtryk og det mere kubistiske, filmiske, drømmende og lettere fremtidsagtige. Også kostumerne taler ind i denne mere moderne tilgang. Det er et særdeles fint samlende æstetisk udtryk, som holdet her har ramt.

Hovedet helt ned i olietønden hver gang

I forhold til balancen, som Det Kongelige Teater her rammer præcist, mellem en relativ opdatering og at fastholde kernen i klassikeren, slår det mig også, i hvor høj grad Tvebaks psyke, i hvert fald i denne opdatering, helt klokkeklart adresserer angst blandt børn. I Brødrene Løvehjerte udtrykker Tvebak hele vejen igennem angst. Ikke bare for at dø, hvilket jo er naturligt nok, men for en række andre krævende ting – især, hvis han skal skilles fra broren.

Hvorimod broren, Jonathan, er det modige spejlbillede, som den ængstelige Tvebak ser sig selv igennem. Men som Jonathan (knap så pædagogisk) udtrykker det: Nogen gange må man gøre ting, også selv om det er farligt. Ellers er man ikke noget menneske, men bare en lille lort.

Og Tvebak konfronterer da også igen og igen sin frygt – den kognitive terapi ville klappe i hænderne – og bliver for hver gang betydeligt mere modig. Ærgerligt er det så bare, at Tvebak befinder sig i Lindgrens hard core darkness. Det her er ikke bare pædagogiske træningsøvelse, vi taler om, det er hovedet helt ned i olietønden hver gang. Men det er i orden, og det virker.

Hvor meget mørke skal børn udsættes for?

I den kontekst er det måske også et meget godt tidspunkt med en sådan opsætning, der insisterer på at beholde mørket intakt, når man ellers – som jeg og mine børn – er så vant til igen og igen at læse Jakob Martin Strids vidunderligt fantasifulde, men også helt igennem ufarlige, eventyr. For mig satte det i hvert fald gang i en gammel diskussion: Hvor meget mørke kan små mennesker udsættes for – vel vidende, at de også derigennem træner livets svære følelser?

Og hvis svaret er, at de sagtens kan udsættes for Brødrene Løvehjertes – så er det måske at gøre børn en gammeldags bjørnetjeneste, hvis de udelukkende møder lyset i moderne fortællinger? Ja, det kan man jo tænke lidt over, når man går ind og tuder over Brødrene Løvehjerte, mens ungerne bare er dybt indlevede og fumler med vingummierne.

’Brødrene Løvehjerte’. Medvirkende: Morten Hee Andersen (Tvebak) og Alvin Olid Bursøe (Jonathan) og en række andre. Dramatisering: Line Mørkeby. Iscenesættelse: Thomas Bendixen. Videodesign: Tal Rosner. 3D Animation Director: David Shepherd. Scenografi og kostumer: Karin Betz.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er bare så vellykket en opsætning, som rører dybt. Norden har verdens bedste børnelitteratur, fordi den netop ikke beroliger, men næsten kan være så ulideligt spændende, at man gøre ophold i læsningen. Det er jo en mageløs oplevelse, som man som voksen næsten ikke kan komme ud for igen, medmindre der er tale om rapporter over landbrugets forurening eller klodens opvarmning.
Børns interesse samler sig jo om at lære dette sted, de er havnet, at kende, på godt og ondt.

Michael Christiansen og Michael Mansdotter anbefalede denne kommentar