Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Vanvid er ikke bare noget, man siger, det er noget, man mærker

Hvad skal man med et stjernespækket hold, hvis skuespillerne ikke får lov at udfolde deres talenter? Det Kongelige Teaters opsætning af Heinrich von Kleists ’Penthesilea’ – kampen mellem kønnene – låser sig selv og skuespillerne fast trods mange gode takter
Jeg nægter ikke, at Johanne Louise Schmidt spiller med en stærk følelse og skrøbelighed, eller at Burian i korte glimt forsøger sig med sin afvæbnende humor – men I guder! Hvorfor får vi ikke mere af det? Skriver Nanna Goul.

Jeg nægter ikke, at Johanne Louise Schmidt spiller med en stærk følelse og skrøbelighed, eller at Burian i korte glimt forsøger sig med sin afvæbnende humor – men I guder! Hvorfor får vi ikke mere af det? Skriver Nanna Goul.

Miklos Szabo/Det Kgl. Teater

Kultur
13. december 2019

Det begynder ellers så glimrende, der i træningscentret, hvor græske guder, halvguder og dødelige står klar i forvasket træningstøj; de har været i kampens hede længe, forstår man, og det har de sandelig. I den tyske forfatter og romantiker Heinrich von Kleists Penthesilea – krig mellem kønnene befinder vi os nemlig midt i en af den græske mytologis højdepunkter, nemlig i den trojanske krig, der varede i omkring ti år.

I fortællingen digter Heinrich von Kleist (1777-1811) videre på forlægget og gør amazonen til den helt store voldsudøver og tragiske heltinde. Publikum støder til historien, da amazonehæren pludselig viser sig på slagmarken.

Amazonerne var en kvindehær, der havde sin egen fungerende matriarkalske stat, og som myten fortæller, var de så dedikerede til deres krigeriske fremfærd, at de rev deres højre bryst af for bedre at kunne sigte med buen. Nu går de til angreb. De vil nemlig have nogle gutter med hjem i høet for at kunne videreføre slægten. Det er aggressiv scoring det her.

Vanvid skal mærkes

Men midt i denne krigeriske dating med syngende sværd på slagmarken forelsker amazonedronningen og Achilleus sig i hinanden. Det var ikke planen. Og slet ikke hensigtsmæssigt. For selv om Achilleus viser sig villig til at indgå kompromiser, skrue lidt ned for actionhelten og også gerne vil være en hengiven elsker, ja, så er amazonedronningen mere kompliceret. Hun er ikke rigtig til at hugge og stikke i – eller jo, det er hun lige præcis på slagmarken – men uden for denne? Tja, der vil hjertet ikke blødes op. Eller som en af de smukkeste replikker i Penthesilea lyder: »Der er så meget i en kvindes bryst, der ikke tåler dagens lys.« 

Nej, det er ikke nogen lykkelig historie, som Kleist har skrevet frem, og den videre udvikling i de elskendes voldelige forhold tilhører da også tragediens. Men alt det vanvid, det kaos og den undergang, som denne forelskelse på papiret skulle medføre, mærker jeg slet ikke nok til.

Vanviddet opstår ikke, bare fordi man udtaler ordet ’vanvid’. Man kan heller ikke fremkalde intensitet ved blot at insistere. Og sådan er det ved lidt for meget i denne opsætning af Penthesilea, der i øvrigt er den nye husdramatiker Sigrid Strøm Reibos første.

Ordene kommer ikke til live i munden på de ellers så fremragende skuespillerne, måske fordi de ikke har fået lov til at finde deres udgave af karaktererne frem. De går rundt som fanger i Heinrich von Kleists skønne – men virkelig ikke særligt muntre forfatterskab – hvor de skal udføre og opvise en slags manieret patos og romantisk dødsdrift ud fra en ikke særlig moderne skabelon.

Jeg siger det med kærlighed i hjertet, for jeg har set, hvad skuespillerne kan, og hovedrollerne spilles af to af mine absolutte yndlingsskuespillere herhjemme, nemlig Johanne Louise Schmidt (Penthesilea) og Morten Burian (Achilleus), og Odysseus har aldrig set mere rigtig ud, end han gør i skikkelse af Kasper Leisner. Holdet er decideret stjernespækket, men hvad nytter det, hvis ingen får lov at udfolde sine talenter?

Jeg nægter ikke, at Johanne Louise Schmidt spiller med en stærk følelse og skrøbelighed, eller at Burian i korte glimt forsøger sig med sin afvæbnende humor – men I guder! Hvorfor får vi ikke mere af det? Og jeg vil gerne medgive, at der er humor i detaljen – som netop i træningstøjet – men det ligger netop i scenografien – ikke i munden eller hos skuespillerne, der trods alt skal trække det tunge læs.

Ville det hele virkelig kollapse med en lidt bedre udstyret jordforbindelse i form af modernitet, humor eller bare mere kødelig lyst og brunst, som det jo også handler om? Jeg tror det ikke.

’Penthesilea – krig mellem kønnene’. Heinrich von Kleist. Oversættelse af Inger Christensen. Iscenesættelse: Sigrid Strøm Reibo. Scenografi og kostumer: Jonas Fly. Alverdens vidunderlige medvirkende, lige fra Johanne Louise Schmidt, Özlem Saglanmak, Sicilia Gadborg Høegh til Morten Burian og Kasper Leisner. Spiller på Mellemgulvet på Det Kongelige Teater til den 11. januar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her