Læsetid: 4 min.

’1917’ er en voldsom oplevelse både følelsesmæssigt, psykologisk og fysisk

Sam Mendes tager os med ned i skyttegravene, ud på slagmarken og ind i hovedet på to unge soldater under Første Verdenskrig i den filmteknisk mirakuløse, men også stærke og uafrystelige ’1917’
Soldaten Schofield (George MacKay) er på en vigtig mission ind bag fjendens linjer i Sam Mendens’ intense krigsfilm, ’1917’.

Soldaten Schofield (George MacKay) er på en vigtig mission ind bag fjendens linjer i Sam Mendens’ intense krigsfilm, ’1917’.

Nordisk Film

2. januar 2020

To unge britiske soldater, Blake (Dean-Charles Chapman) og Schofield (George MacKay), får under Første Verdenskrig til opgave at forcere fronten og bevæge sig på tværs af slagmarken i et forsøg på at advare og stoppe 1.600 andre britiske soldater fra at angribe tyskerne og dermed gå i en fælde, som fjenden har lagt.

Det synes at være en umulig opgave, og Schofield har sine alvorlige forbehold, men for Blake bliver det personligt, da det viser sig, at hans bror er en af de 1.600 soldater, der er i fare for at blive dræbt.

Og således bevæger de to soldater – og hovedpersoner i Sam Mendes’ nye film, 1917 – sig i løbet af filmen fra en idyllisk græsmark et stykke bag fronten et sted i Frankrig frem til skyttegravene, ud i ingenmandsland, over slagmarken og ned i tyskernes, tilsyneladende forladte skyttegrave og videre ud bag det, der i hvert fald engang var fjendens linjer.

Filmen er optaget i ét langt uklippet take – eller rettere to, Mendes klipper et enkelt sted – og kameraet befinder sig hele tiden tæt på de to soldater, mens de bevæger sig fra fred og ro og ud i det voldsomme kaos, som krigen er. Det er dygtigt lavet af Mendes og hans filmhold, ikke mindst fotograf Roger Deakins, og de har koreograferet det hele så nøje, at det er ganske forbløffende.

Hvis en filminstruktør som i 1917 forsøger sig med et teknisk eksperiment af et vist format, har eksperimentet det med at stjæle al opmærksomheden, men her er det lige omvendt. I 1917 bidrager det kun til intensiteten og underbygger den i forvejen stærke historie.

Voldsom oplevelse

Det føles næsten som en skrue, der langsomt og ubønhørligt strammes. Det nærgående, mobile kamera og de lange, ubrudte scener giver publikum fornemmelsen af, at det befinder sig sammen med soldaterne og ser og oplever, hvad de ser og oplever – også selv om man ikke nødvendigvis tænker over det undervejs.

Man bliver lige så overrasket og chokeret, som Blake og Schofield gør, når et eller andet voldsomt sker – som for eksempel da en af de granater, som tyskerne så snedigt har efterladt sig i skyttegravene, eksploderer, eller soldaterne pludselig er omgivet af andre britiske soldater, de ikke havde opdaget, fordi de var optaget af en luftduel mellem en britisk og en tysk flyvemaskine.

1917 er en voldsom oplevelse, både følelsesmæssigt, psykologisk og fysisk, og det kan være vanskeligt at ryste den af sig igen, fordi man kommer så tæt på de to soldater og efterhånden bevæger sig ind i deres hoveder og får et indblik i, hvordan det, der til at begynde med er en vigtig mission, bliver til en kamp for overlevelse, hvor det er selvopholdelsesdrift og reflekser, der holder dem i gang – sammen med tanken om de mange britiske soldater, der vil dø, hvis ikke de fuldfører missionen.

Militært vanvid

Ligesom Stanley Kubricks Første Verdenskrigs-drama Ærens veje – som Sam Mendes tydeligvis er inspireret af med sine mange trackingskud i skyttegravene – er 1917 også en film om krigens vanvid, om det militære hierarkis indbyggede absurditet, og om hvordan mennesker i krig ikke altid tænker og handler logisk og fornuftigt.

Som en officer på et tidspunkt siger til Schofield – hvis ansigt bliver mere og mere mærket af alt det, han ser og selv må gøre – så skal han sørge for, at der er vidner, der overhører, at han giver beskeden om ikke at angribe til den øverstbefalende. Ellers er der en risiko for, at vedkommende bare vil angribe alligevel.

Og ligesom Steven Spielbergs Saving Private Ryan, hvis utrolige åbningssekvens tager publikum med i et landingsfartøj på Omaha Beach på D-dag, hvor så mange unge soldater dør under tyskernes voldsomme beskydning, vil 1917 gerne vise krigens brutalitet og meningsløshed iblandet små glimt af håb og menneskelighed.

Sam Mendes formår det hele i en film, der ikke kun er en teknisk triumf, men også en indfølt skildring af mennesker i krig. Det er ikke som sådan en grumt realistisk film, hvor blodet sprøjter, og lemmer rives af i ubehagelige nærbilleder, men den veksler hele tiden mellem den skønhed, som landskaber og huse byder på, og så den død, som enten kommer fra oven eller andre steder, hvor soldaterne ikke forventer det.

Og måske er det i virkeligheden filmens største styrke – kontrasterne mellem skønhed og ødelæggelse og mellem menneskelighed og brutalitet og individet, der er fanget midt i det hele og forsøger at holde fast i det ene, mens det prøver at overleve det andet.

’1917’ – Instruktion: Sam Mendes. Manuskript: Sam Mendes og Krysty Wilson-Cairns. Fotograf: Roger Deakins. Længde: 119 minutter. Biografer landet over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu