Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Adda Djørups nye roman er et forsvar for alt det, der ingenting vil

Adda Djørups nye roman, ’Bulgakovs kat’, tager hele tiden nye retninger og former
Adda Djørup beskæftiger sig i sin nye roman 'Bulgakovs kat' med forfatterens daglige rutine, men da hendes hovedkarakter indleder et erotisk forhold til en kat, skinner Djørups eksperimenterende tilgang til litteraturen igen igennem.

Adda Djørup beskæftiger sig i sin nye roman 'Bulgakovs kat' med forfatterens daglige rutine, men da hendes hovedkarakter indleder et erotisk forhold til en kat, skinner Djørups eksperimenterende tilgang til litteraturen igen igennem.

Kristine Kiilerich

Kultur
17. januar 2020

Man ved heldigvis aldrig helt, hvor man har Adda Djørup som forfatter. Hun debuterede med Monsieurs monologer i 2005, der var en række lidt surrealistiske prosadigte, hvori titlens Monsieur ifølge bogen selv syslede med nonsens.

Ordet ’syslede’ kan man lægge en hel del i, Adda Djørups tilgang til forfatterens arbejde er absolut legende og uhøjtidelig.

Senere har hun bl.a. udgivet to novellesamlinger med titler, der egentlig karakteriserer hendes forfatterskabs filosofiske og spøgefulde stil meget godt, nemlig Hvis man begyndte at spørge sig selv (2007) og Poesi og andre former for trods (2015).

Med denne eksperimenterende tilgang til litteraturen er det bemærkelsesværdigt, at den jegfortællende hovedperson i Adda Djørups nye roman, Bulgakovs kat, er en romanforfatter, der stort set skriver den samme roman hver gang, nemlig den med »en begyndelse, midte og slutning […] om kærlighed og kval og en udvalgt mængde af de trivialiteter, der forbinder det ene med det andet«.

Djørups forfatters arbejdsrutine ligner en funktionærs. Hver dag efter at have afleveret sin femårige datter, Ellen, i børnehave, læser forfatteren avis, hun læser om »den smeltende indlandsis, krigene, naturkatastroferne, fattigdommen og sulten, politikernes opportunisme, alles opportunisme, volden i gaderne, volden i familierne, erhverslivets sociopater, kransekagefigurernes dans om guldkalven, bureaukratiets kværnen, den almindelige stupiditet, hverdagsheltenes hjertevarmende gerninger og vittighedstegningerne«.

'Bulgakovs kat' af Adda Djørup.

Efter en sådan omgang er forfatteren fuld af »empati, rædsel, indignation og gode ideer« og kan skrive i timevis. Cirka en gang hvert andet år kan hun så udkomme med en roman.

Det lyder kedeligt, og forfatterens egne lunkne beskrivelse af romanresultatet gør det ikke bedre, det er »ikke en stor roman. Ikke en sofistikeret roman. Ikke en roman der udfordrede genrebegrebet, partriarkatet eller senkapitalismen som samfundsform.«

Men forfatterens perlekædebærende forlægger er tilfreds, hun lader til at være temmelig ligeglad med indholdet i de bøger, hun udgiver, blot de sælger. Og det, der sælger, er autofiktion og psykologisk realisme. Hun beskriver en anden af sit forlags forfatteres prosa som »ret tøffet« – et udtryk som hun ikke finder det nødvendigt at forklare, men det kunne betyde noget i retning af, at prosaen blot tøffer derudad, som den altid har gjort.

Tøffet er Bulgakovs kat ikke – og det netop takket være katten. Et væsen, der opfordrer den fiktive romanforfatter til at blive skrivefornægter, en Bartleby (udtrykket forklares ikke i romanen, men det stammer fra Herman Melville). Bartleby-figuren stiller det spørgsmål, om en forfatter skal skrive for at være forfatter – eller om det at være forfatter kan siges at være en måde at være i verden på.

En kvinde og en kat

Som fortælling forvandler Bulgakovs kat sig fra en realistisk skildring af forfatterfunktionærens daglige rutiner som alenemor for Ellen til et erotisk, metafysisk eventyr mellem en kvinde og en kat. Indimellem er indlagt en labyrintisk Venedig-novelle om en hollandsk ingeniør, der føler sig lige så lunken som romanforfatteren selv – også her går fortællingen ud over realismens grænser.

Katten kan skifte størrelse og flyve rundt i hele verden, og så har den altså en voldsom erotisk virkning på skrivefornægteren, der er klar til at modtage lektioner i at »leve det vildere og friere liv.« Barnet bliver sendt til mosteren, al tid går med at have sex med katten med den følsomme hale og lange, lyserøde tunge.

Den del af romanen minder lidt om Jens August Schades stærkt eksperimenterende og lyriske roman Kommodetyven, der udkom første gang i 1939, og som blev genudgivet i 2003 i 100-året for Schades fødsel.

Schades kommodetyv og Djørups kat er oprørske, erotiske figurer og ikke underlagt almindelige forestillinger om, hvordan man kan bevæge sig i tid og rum – og almindelige forestillinger i det hele taget. 

Inden forfatteren giver sig helt hen til katten, har de to en diskussion om, hvorvidt man skal handle eller erkende sin egen magtesløshed. Katten har svaret, eller den er svaret, der også bliver romanens svar og ideal, for Bulgakovs kat er en roman med et budskab. Virkelig? Ja!

Djørups forfatter bliver nemlig mere og mere optaget af spørgsmålet:

»Hvorfor er alt så perfekt der ingenting vil?« 

På sidste side råber hun spørgsmålet »ud af vinduet, så det gjaldede i gården [...] Ingenting svarede. Jeg lyttede og lage en hånd på hjertet.«

Det er flot at slutte sådan på »hjertet« og også meget rigtigt. Jeg kunne godt have tænkt mig at havne et mere besværligt, udfordrende og forvirrende sted.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her