I Alejandro Zambras chilenske novellesamling gemmer Pinochet sig i alle tekstens afkroge

At læse en novellesamling kan være en svær øvelse. Selv i nogle af dem, jeg holder mest af – fra The Garden Party af Katherine Mansfield til, senest, Caroline Albertine Minors Velsignelser – kan jeg hen imod slutningen få fornemmelsen af, at teksterne flyder sammen, at plottene forekommer ensartede, eller at jeg ærlig talt ikke orker at blive introduceret til endnu en hovedperson, der er overvejende lig med de tidligere.

Nogen vil så måske argumentere for, at noveller simpelthen skal læses over længere tid, én pr. dag eller sådan noget. Rimeligt nok, men det duer ikke for en glubsk læser som mig, der vil have hele værket på én gang!

Chilenske Alejandro Zambras (f. 1975) novellesamling Mine dokumenter havner i denne problematik; jeg begynder at miste fokus hen imod de sidste tre-fire noveller (ud af 11). Men det er en generel kamp, jeg har med novellesamlingsformen, ikke bare med denne bog.

For Mine dokumenter er, ligesom Zambras romaner, en humoristisk, elegant og faktisk bare klog bog. Der er en stor forståelse for mennesket som fortidsmartret væsen i bogen, som er Zambras første novellesamling. Den udkom oprindeligt på spansk i 2013 og i slutningen af sidste år på dansk i upåklagelig oversættelse af Ane-Grethe Østergaard.

Novellerne foregår i en chilensk forstad, og det, der binder dem sammen, er det tilbageskuende, en interesse for forholdet mellem karakterernes liv og den historiske situation, de befinder sig i, eller har befundet sig i. Både Chiles politiske historie og internettets/teknologiens historie er levende til stede i hovedpersonernes fortællinger.

I den første novelle, der bærer værkets titel, »Mine dokumenter«, beretter en nostalgisk jegfortæller, der nemt kunne være Zambra selv, om sin barndom i 1980’erne med udgangspunkt i sine møder med skrivemaskiner og computere. Her opstår følgende pudsige, fine og lidt sørgmodige konklusion tidligt i teksten:

»Måske kan jeg forklare det sådan: Min far var en computer og min mor en skrivemaskine.«

I denne novelle genkender man Zambras følsomme og selvbiografiske, men også politiske, stil fra hans aldeles fremragende roman Måder at finde hjem på fra 2011 (da. 2015).

I begge bøger gemmer den tidligere chilenske diktator Augusto Pinochet sig som en mærkelig skjult hovedperson i tekstens afkroge, og en ladet og fugtigklam stilhed minder konstant læseren om undertrykkelsen og styrets mange ofre.

Ligesom det er tilfældet for vor tids største chilenske forfatter, Roberto Bolaños, forfatterskab, er traumet efter det totalitære regime så stort og uoverkommeligt i Zambras tekster, at det lader til at være umuligt at skrive en bog om Pinochet – men lige så umuligt at skrive en bog uden.

I novellen »Camilo« viser diktaturet sig at have haft afgørende betydning for hovedpersonens nære forhold til sin fars gudsøn Camilo, hvis egen far er forsvundet. Først mange år efter Camilos død, lærer hovedpersonen hele historien om ham at kende.

I novellen »Langdistance« arbejder en ensom ung mand som telefonist og falder i snak med den skøre Juan Emilio, som han godt nok mistænker for at være Pinochet-tilhænger, men alligevel får en form for venskab med:

»Jeg tænkte, at Juan Emilio havde en skrue løs, og måske følte jeg mig stolt over at få del i hans galskab«, er en af Zambras mange på samme tid sære og rammende sætninger.

I den mere åbenlyst humoristiske tekst »Jeg røg meget godt« er fortælleren en krukket og migræneramt eksryger, som både er grinagtigt selvsmagende, når han siger, at »cigaretter er livets tegnsætning« – sætningen er koket placeret mellem to asterisker – alligevel ved man jo godt, hvad han mener. Da han begynder sit rygestop, konstaterer han højstemt (men igen, passende): »Jeg ved ikke, om jeg åbner eller lukker en parentes.«

Og i novellen »Tak« bliver en argentiner og en chilener, som i hvert fald ikke er kærester, overfaldet i Mexico City, og i beskrivelsen af overfaldet forvandler sproget sig til en rablende punktumløs strøm af ord, som mimer den vold, de bliver udsat for.

Jeg kunne blive ved med at komme med eksempler på Zambras stilistiske overskud og talent for interessante portrætter. For selv om jeg nu har fremhævet mine favoritter, er der ikke én dårlig tekst i Mine dokumenter.

Den eneste anke, jeg har mod bogen, er faktisk den generiske titel (som henviser til dokumentmappen, der findes på alle pc’er).

Zambra har – som mange forfattere før ham – bevist, at novellesamlingen kan være en vidunderlig litterær form. Hans noveller får lov at blive liggende på mit natbord lidt endnu, så jeg kan genlæse en i morgen, og måske også en dagen efter.

Mine dokumenter. Alejandro Zambra. Oversat af Ane-Grethe Østergaard. Skjødt Forlag. 263 sider, 250 kroner.