Underholdningen til din næste fest kan være sikret af alternativ undergrundshiphop. Tre nye udgivelser inden for genren vil i hvert fald gerne bidrage. Beatdropperen med den manglende fortand, Danny Brown, har lavet sit femte studiealbum, det rastløst rumsterende uknowhatimsayin¿.
Og medlem af OFWGKTA (også kaldet Odd Furture), Earl Sweatshirt, udgiver et miniaturealbum med maksimalt indhold kaldet FEET OF CLAY.
Og gemytlige Freddie Gibbs støder igen sammen med den mangeansigtede Madlib på deres andet fællesalbum, Bandana.
De tre udgivelser er alle skabt af uafhængige, påtværstænkende rappere, der med vid og bid vælter rundt i et kuglerum af familieforhold, popkultur og racismeproblemer. Vi møder her fire forskellige stemmenuancer af rappens monotont messende klangfarve. Hvor Danny Brown chiller i en permanent tilstand af halvskørhed, giver Earl Sweatshirt ikke en fuck for at følge stabile tempi og rytmer – alt imens Madlib og Freddie Gibbs smudser deres ellers finpudsede facade til med stemmesamples og trash talk.
Danny Browns øjne har altid skinnet af andet og mere end stoffer, sex og $-tegn. Han er en elskelig karakter, hvis lyse stemme og sind skejer ud i sjove, næsten klovnede tekster. uknowhatimsayin¿ er en sammenpresset shortliste af ordgøglerens store, store numre.
Åbneren »Change Up« etablerer et bobbende nik med hovedet-beat for bare to minutter senere at fade ud i en hvirvel af tonløse effekter. »Dirty Laundry« er et oplagt rotationsnummer, der skruer op for hoftebevægelserne og humøret.
Albummets mest paradigmatiske tidspunkt falder på det nedstrippede »Savage Nomad«. Tunge drops slår takten, aggressive guitarriffs kører under den højfrekvente melodisample, og kradsende scratches suser om teksten, der oven i købet formår at lave en punchline over noget så kedeligt som onlinekarriereportalen LinkedIn. »Always on some different shit, your whole style is impotent / I ignore a whore like an e-mail from LinkedIn.«
Men lige så snart »Best Life« går i gang, brummer Brown kontrasterende sammen med en altmodisch kvindestemme. Og med hvinende violiner, bippende legetøjslyde og halvskøre grin sørger han for, at lytterne morer sig. Som en charmerende, selvironisk vært – med mange pludselige indfald.
uknowhatimsayin¿ er et rastløst album, uden at det virker usammenhængende. Men hvor Danny Brown trods rastløsheden aldrig har problemer med at følge med sig selv, snubler Earl Sweatshirt anderledes lemfældigt frem over sine ord.
At der på FEET OF CLAY er presset syv numre ind på bare 15 minutter kan måske være en forklaring på hans overfladisk rablende attitude. Vestkystrapperens forhold til taktslag er virkelig sloppy.
Ligesom Danny Brown er Earl Sweatshirt glad for komisk kakofoniske strygersekvenser. Det viser sig på nummeret »EAST«, der er en lidt creepy tivolikarrusel af gyngende sladren. Men modsat Danny Brown prøver Earl Sweatshirt ikke så desperat at være sjov. Undtaget fra rytmikkens og grammatikkens regler snaldrer han sig på »OD« tilbage til en bittersød high school-tid:
»I remember woods / I remember endo when he wasn’t remembering much / I remember love / healing the ruptures / feeling rushed, grew up quick / trip around the sun, this is my 25th, give it up / gin and rum / we wasn’t supposed to be alive, no funny shit.«
Ikke at alvoren ikke også findes hos Danny Brown. Han virker bare anderledes ukomfortabel ved den. Earl Sweatshirt er ikke bange for at ødelægge den gode stemning.
Dora Udforskeren
Den blanding af humor og alvor, der præger de tre album, forløses dog bedst af makkerparret Freddie Gibbs og Madlib. Albummet Bandana er det længste og på ydersiden mest polerede af dem. Men med Madlibs lettere skizofrene ansigtsudtryk og Freddie Gibbs’ syrede take på den R&B-grænsende hiphop, splitter de nærmest scenen ad.
Bandana starter med en kort, ostinatbåret intro, og en østasiatisk voiceover af en eller anden slags, der præsenterer de to rappere. De fortsætter med samme klippe-klistrede stemmekollage på det soulede blæsernummer »Freestyle S**t«. Men det er kun indvendigt, at deres numre stikker og flosser i mange retninger. For overgangene mellem dem er smukt planerede, og elementer går igen som hemmelige smutveje gennem denne hyggeligt tilrodede herskabsvilla af et album.
Lo-fi-agtige instrumentalsekvenser med smældende bækkener og finpudsede messingblæsere baner vejen for de mere konventionelle, melodiske hiphop-bangere.
På »Palmolive« er deres amerikanske hiphop-kollegaer Pusha T og Killer Mike med til at gøre plads til en senere mosh pit. Og den velsmurte sangstemme, der tilhører Anderson. Paak, olierer omkvædet gennem »Giannis«.
»Every morning I wake up with my daughter, Dora Explorer / then I get right back to the pot / kitchen stankin’ thats potty training / Murder note go to the motherfucking plaintiff at my arraignment«.
Følelsen af at være på opdagelse med Dora Udforskeren i de to rapperes lydunivers er med til at fastholde lytterens nysgerrighed hele vejen.
Danny Brown, Earl Sweatshirt, Freddie Gibbs og Madlib har begået tre alternative hiphop-albummer, der er lige så meget trash som de er treasure. De fire karakterrappere kan både gøre deres stemmer dødsensalvorlige og hylende morsomme. Og det er i denne flerstemmighed, at de glimrer hver især.
Danny Brown: ’uknowhatimsayin¿’ (Warp Records)
Earl Sweatshirt: ‘FEET OF CLAY’ (Tan Cressida Inc. / Warner)
Freddie Gibbs + Madlib : ‘Bandana’ (Keep Cool / RCA Records)
