Læsetid: 5 min.

’An Education’ rammer teenagepigens på én gang søvnige og årvågne tilstand helt præcist

En naturligt pulserende tilstandsrapport fra en hungrende teenagepiges længsler serveres usædvanligt veloplagt i teaterversionen af Lynn Barbers roman ’An Education’ på Republique, hvor bananer er et vidunderligt gennemgående motiv
I stykket ’An Education’ mødes tre piger på en kostskole. Her spirer deres drivkraft mod det modsatte køn frem sammen med de på én gang sjaskede og spændte teenagekroppe, der i bogstaveligste forstand hænger ud og ned fra scenens stort anlagte ribber eller næsten fængselslignende rammer – hvilket jo passer meget godt på den tilstand, som pigerne befinder sig i.

I stykket ’An Education’ mødes tre piger på en kostskole. Her spirer deres drivkraft mod det modsatte køn frem sammen med de på én gang sjaskede og spændte teenagekroppe, der i bogstaveligste forstand hænger ud og ned fra scenens stort anlagte ribber eller næsten fængselslignende rammer – hvilket jo passer meget godt på den tilstand, som pigerne befinder sig i.

Sara Galbiati

14. januar 2020

»Det år jeg fyldte 16, kedede jeg mig konstant.« Sådan lyder åbningslinjen i Anna Balslevs teaterversion af engelske Lynn Barbers erindringsroman An Education, og lige så enkel, som den linje er, ja, lige så præcis forekommer den mig også at være.

For som hovedpersonen Jenny, som mange af os også kender fra Lone Scherfigs filmatisering af samme roman, vokser op i en søvnig forstad til London, voksede jeg også op i provinsen, ret langt ude på landet.

Og var der noget, der i lige præcist det eller de år var mere massivt til stede end kedsomheden? Det var, som om at den udfyldte det hele, selv om den naturligvis ikke gjorde det, for hvor kunne man foretage sig mange på én gang komplet idiotiske og enormt meningsgivende ting netop i forsøget på at holde denne kedsomhed stangen.

Dengang syntes jeg, det var genialt, når Lou Reed tonede ud af højttalerne og i »Smalltown« sang om det eneste gode ved at vokse op i en lille by: »You hate it and you’ll know you have to leave

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kedsomhed.

Jeg har hverken læst bogen, der ligger til grund for teaterstykket eller set teaterstykket - Nanna Gouls begejstrede anmeldelse tllsiger mig så, at det muligvis er en fejl.

Derimod har jeg set Lone Scherfigs filmatisering af samme roman, og vel vidende at filmen blev betegnet som et mesterværk, så kan jeg her tale med om kedsomhed; mig forekom det, at være en kedelig og trist affære, hvor selv ikke voksne mennesker - forældrene - kunne gennemskue svindler-charlatan-småpsykopat-Simon.
Sad faktisk tilbage med et: øh nå, øh hvad, her er vist noget, der aldeles går hen over hovedet på mig, hvorfor det lige skulle være en fantastisk film...
- så den sammen med en anden, der havde samme oplevelse, så jeg er trods alt ikke helt alene i verden;)