Asger Schnack skriver mellem Højholts sproglege og -maskiner og Nordbrandts kvaler over sproget

Den aldrig stillestående og hver dag poetiske Asger Schnacks nye digtsamling Fra gud til måne begynder med tre gange ’hov’, som om digteren overrumpler sig selv, og som om åbningen er lige så ny for digteren, som den er for læseren:

»Hov, hov, hov, jeg så en Buddha
hvor der ikke før havde været
en Buddha
på altanen nedenfor
hvordan skulle det forstås
var det et tegn til mig
forstået som: enhver der så den [...]«

Samlingens titels »gud« er altså Buddha, det er den gud, det hele begynder fra.

’Mig’ er lig med enhver (»der så den«), men lige der, i digtets nu, et jeg, der ser ned på altanen nedenfor og til slut i digtet »sank/ som en alt for stor krop/ på en lille tallerken/ hvor en myre slæbte en krumme af sted/ i morgenlyset«.

Digtene fortsætter med at zoome ind og ud, så stort bliver småt og omvendt. De er sociale og kommunikerende, sprøde og lige begyndt. De taler om døden og de døde, om vennerne, kunstnerne og digterne (samlingen er »tilegnet mindet om Per Kirkeby, ven og mentor«), om nattedrømme, himmel, hav, døgnets rytme, årets gang, træer, barndom, sprog og digtene selv, de taler om tomheden og intet, og her ved tomheden og intet har jeg lejlighed til at præsentere titlens måne, den digtene er på vej til (fra gud).

Uden på digtsamlingen er en blå kugle gengivet på en hvid baggrund, den er lavet af netop Per Kirkeby, i 1967. Kuglen kan være planet, himmelrum og, ja, måne. Inde i bogen er månen ledemotiv og optræder både som ordet ’måne’ og som tegn på en tiltagende, aftagende og fuld måne.

Månefasernes symboler står i stedet for titler til en række af digtene. Men hvordan var det nu, jeg kom fra tomhed og intet til måne? Jo, lige netop via disse tegn for månens faser.

Tænk på, når man står og glor op på en ikke fuld måne, så ser man det måne, der nu er synligt, men man ser også den del af månen, der ikke er det – måske fordi man ved, at hele månen er der?

Månefaserne er således et smukt billede på både tomhed og intet og dets modsætninger, fylde og noget.

Den månesyge digter

»Det er en leg vi leger/ månen og jeg«, står der i et digt med symbolet for en nys aftagende måne over sig, og som jeg har lyst til at citere i sin helhed:

»Jeg sidder gerne her og venter
jeg er ikke nogens ven eller fjende
det er en leg vi leger
månen og jeg
hvem går først ud
hvem bliver først til støv
som en kasket uden ejermand
som en gammel ven
uden ansigt
på vej til pulverisering
jeg sidder gerne her og holder øje
som et sommerhus i vintersæsonen
eller som en krop
der er blevet født og genfødt
i en højere form
for stillesiden

hvis der er planter i nærheden
er de støv
hvis der er en vind i nærheden
blæser den støvet bort«.

Digtet leger også med billedet af den månesyge digter, der er nærmest noget Schadesk over det. Poesi er en kollektiv bevægelse hos Asger Schnack.

Han hilser på digteren Per Højholts ’Så og så mange lærker’ med digtet ’Så og så mange tårer’:

»Så mange øjne
der havde svært ved at se
og dog så så klart

fordi nøgternheden var den fugl der løftede os
mens sorgen tyngede os

til jorden.«

Det digt slutter på én gang let og tungt, og måske hilser det også på nyligt afdøde Simon Grotrians udødelige digt ’Svaner set gennem tårer’, der udelukkende består af 0’er (tårer) og 2-taller (svaner).

Gammel og garvet og helt nyfødt

De efterfølgende digte er små selvkørende maskiner, ligesom mange af Højholts digte. De er drevet frem af gentagelser, og på sin vis virker det, som om Asger Schnack ligesom Højholt befinder sig godt i det fængsel, sproget kan siges at være, fordi det kun tilnærmelsesvist kan udtrykke, hvordan livet opleves. Eller fordi man som bekendt ikke kan slå et søm i med ordet hammer.

Asger Schnack har været her længe og set en del siden debuten Øjeæbler fra 1967. Fra gud til måne fortæller også om de år af den danske litteraturhistorie, som Schnack er en del af.

Jeg synes, det er brugbart at karakterisere danske digtere fra 1960’erne og frem ud fra, hvordan de befinder sig i sproget eller helt præcist sprogfængslet.

Højholt som den, der havde det bedst, og Nordbrandt i den anden ende af spektret med en evig stræben efter at skrive det sublime digt og en smertelig bevidsthed om, at det ikke kan lade sig gøre (men dog skrive nogle ret gode digte på vejen alligevel, kan vi andre så synes).

I Fra gud til måne bevæger Schnack sig på hele spektret, fra Nordbrandts kvaler over sproget til Højholts sproglege og -maskiner. Samlingen viser, at han er i ualmindelig god digterisk form, som gammel og garvet og helt nyfødt.

Asger Schnack: ’Fra gud til måne’. Forlaget Fuglekøjen, 62 sider, 179 kroner.