Asger Schnack skriver mellem Højholts sproglege og -maskiner og Nordbrandts kvaler over sproget

Asger Schnack i ualmindelig god digterisk form om månefaserne, som billede på både tomhed, intet og dets modsætninger

I 'Fra gud til måne' bevæger Asger Schnack sig på hele spektret, fra Nordbrandts kvaler over sproget til Højholts sproglege og -maskiner. Samlingen viser, at han er i ualmindelig god digterisk form, som gammel og garvet og helt nyfødt, skriver anmelder Kamilla Löfström.

Sofie Amalie Klougart

31. januar 2020

Kommentarer (0)

Den aldrig stillestående og hver dag poetiske Asger Schnacks nye digtsamling Fra gud til måne begynder med tre gange ’hov’, som om digteren overrumpler sig selv, og som om åbningen er lige så ny for digteren, som den er for læseren:

»Hov, hov, hov, jeg så en Buddha
hvor der ikke før havde været
en Buddha
på altanen nedenfor
hvordan skulle det forstås
var det et tegn til mig
forstået som: enhver der så den [...]«

Samlingens titels »gud« er altså Buddha, det er den gud, det hele begynder fra.

’Mig’ er lig med enhver (»der så den«), men lige der, i digtets nu, et jeg, der ser ned på altanen nedenfor og til slut i digtet »sank/ som en alt for stor krop/ på en lille tallerken/ hvor en myre slæbte en krumme af sted/ i morgenlyset«.