Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Belgiske Ann Veronica Janssens er det flydendes mester

Længe før kunstsuperstjernen Olafur Eliasson var hun en pioner udi optiske illusioner og forskudt perception. På Louisiana præsenteres den første danske soloudstilling med belgiske Ann Veronica Janssens, der er bedst, når den er nørdet, og mindst elegant, når den bliver tivoliagtigt
Ann Veronica Janssens. Hot Pink Turquoise, 2016. 2 x 700/1000 watt halogen lamp, dichroic color filter, 1 tripod. Courtesy Institut d’Art Contemporain Villeurbanne/Rhône-Alpes, France

Ann Veronica Janssens. Hot Pink Turquoise, 2016. 2 x 700/1000 watt halogen lamp, dichroic color filter, 1 tripod. Courtesy Institut d’Art Contemporain Villeurbanne/Rhône-Alpes, France

Andrea Rossetti

Kultur
1. februar 2020

Midt i den nyåbnede udstilling med den belgiske kunstner Ann Veronica Janssens står en mælkehvid container. Jeg åbner døren og går ind, lukker igen. Jeg er straks omsluttet af damp, der changerer i pink, blå, gullige farver. Der er både magi og rædsel knyttet til det at sanse noget gennem et så grænseløst materiale som en tåge. Et kontroltab.

Jeg husker hedebølgesmog, da jeg boede i Østlondon med min nyfødte datter, og internettet rådede mig til at blive inden døre. Mosekonens bryg på gåturene som barn.

Herinde mister jeg fornemmelsen af væggene og orienterer mig kun via lysets nuancer, der blander sig, som var luften en stor petriskål. Det er ikke foruroligende, men et stringent lille overgangsritual til en anden verden. At forsøge at se i tåge er som at forsvinde ind i en uendelig visuel detalje.

Blå, rød og gul hedder værket. Enkelheden er karakteristisk for Janssens (født 1956), der er rundet af postminimalismen, hvor kunstoplevelsen typisk opstår i et samspil mellem beskuerens krop og selve kunstværket – som også kan være et rum, en begivenhed.

Værkerne på udstillingen med titlen Hot Pink Turquoise er hverken prangende eller fortællende. Det gør mig nysgerrig. Hvad ligger bag? På et gulv ligger en lang universalstålbjælke. Overfladen skinner. Den spejler rummets bevægelser. I et andet rum findes blot en række farvestrålende, transparente, menneskehøje glasplader lænet op ad væggene. De består af tre lag glas med farvede filtre imellem.

En glittereffekt er fremkommet ved, at det midterste glas er knust i et harmonisk mønster. Heldigvis er de her malerilignende Magic Mirrors ikke instagramvenlige spejle. Det, jeg ser, er skygger og lys, der kastes omkring, og rummets og kroppens skalaforhold.

Ann Veronica Janssens. Gaufrettes Sequence n°1, 2017. Annealed glass, pvc filter.

Andrea Rossetti
Og hvilken lise. For jeg skal lige have kunstsuperstjernerne Olafur Eliasson og James Turrell ud af hovedet: Turrell skabte i 1970’erne episke lysinstallationer, som Janssens er inspireret af.

Og for 10-15 år siden var Eliassons spejlinstallationer, der kastede mit blik tilbage mod mig selv, overalt; en kunstig sol gav vej til nye kropslige fællesskaber i gallerirummet; indtil det hele blev som en tur på Bakken, en regnbue over Aros.

Men længe før Eliasson var Ann Veronica Janssens en pioner udi optiske illusioner og forskudt perception med sin lavmælte og alkymistiske æstetik.

En flydende verden

Noget giver mening, da jeg læser, at Janssens er optaget af det flydende – som i både væsker og tåge. I øvrigt er udstillingen skønt befriet for teksttung formidling, i stedet findes seks korte film, hvor Janssens og to forskere har samtaler om kunst og videnskab.

I et mørkt rum lyser otte dioder på væggen, hvorfra kaskader af damp slipper ud og slører opfattelsen af lys som på røgfyldt værtshus.

Langs panoramavinduerne ud mod haven går Janssens til kunsten som en forsker eller et barn, der gerne vil se, hvad der kan ske. Og det er udstillingens bedste del, for det er både vildt nørdet og magisk. I vitriner og bassiner flyder blandinger af paraffinolie og demineraliseret vand, der får væsker til at skille i simple udposninger, så hierarkier ophæves, og lys synes at komme fra nye vinkler. Der er også en glasplade med en minilinse, der inviterer til et nyt blik ud i haven.

I øvrigt er det flydende højaktuelt i forfatter Jonas Eikas prisvindende novellesamling Efter solen, hvor sæd og vand er elementer i en midlertidig flugtvej fra kapitalismen.

Sådan er Janssens ikke politisk.

Men hun skubber helt sikkert til nogle fastlåste ideer om sansning og materialitet. For eksempel er udstillingen fuld af håndgribelige materialer, foto, stål, glas, men paradoksalt nok er de måske bare midler til at opnå en effekt af lys og farve? For mig er det mest fængende Janssens blik på materialer som på én gang solide og opløste og lige uregerlige, hvordan jeg end møder dem.

Tag det gulv, hvor en vilter form af håndstrøet hvidt glimmerstøv slanger sig, så nye farver dukker op. Det er både banalt, flamboyant og poppet. Jeg kommer i tanke om Hans Holbeins berømte maleri Ambassadørerne fra 1533. Her gemmer sig en optisk illusion i et gulvtæppe, et forvredent kranium. Og er der egentlig ikke en parallel mellem barokkens metafysiske dyrkelse af forgængeligheden og Janssens’ syn på verdens vibrerende materialer som adgangsbilletter til ekstrasanselige oplevelser af uendelighed?

Visuelle vibrationer

Først til sidst kører elegancen af sporet. Fem sølvskinnende maskuline cykler står lænet op ad væggene i det øvre galleri. Når publikum indfinder sig, bliver det en lille racerbane. Jeg ved ikke, om meningen er at lege med ideen om institutionen som sakralt rum? Men det virker tivoliagtigt.

I det hele taget er det svært at undslippe det oplevelsesliderlige 100 procent i Louisianas hvide kube. Men det gode ved Hot Pink Turquoise er, at jeg aldrig bliver belært. Og Janssens’ værker, særlige og ingentingagtige, gør sig ikke til som mesterværker – på trods af al deres glimrende pseudovidenskabelighed – men lader mig forsigtigt blive opmærksom på glas, væske, lys og farver i de rum, jeg bevæger mig igennem.

Udstillingen slutter ved panoramavinduet med udsigt til Sverige. Der flyder paraffinolie i vinduets ekstra lag glas, så den svenske horisont ser ud til at duve – grotesk, idyllisk som danske bakkedrag. Jeg synes, jeg kan høre Helmer, overlægen fra Riget, stå der og skråle dansk jävla, hans stemme omsat til visuelle vibrationer, der også omsætter politiske forskelle til magiske rumlige scener, på godt og ondt.

Ann Veronica Janssens: HOT PINK TURQUOISE. Louisiana Museum of Modern Art. Varer indtil 17. maj 2020

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her