Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Da Brian Eno og Laurie Anderson lavede musikkunst i København

For tre år siden mødtes Brian Eno med performancekunstner Laurie Anderson for at lave ny musik i København. Resultatet af det kunstneriske topmøde kan høres på udgivelsen ‘Dokument #2’, der på godt og ondt lyder som kunstmusik med stort K
Laurie Anderson, Ebe Oek og Brian Eno mødtes i København for at komponere musik i fællesskab.

Laurie Anderson, Ebe Oek og Brian Eno mødtes i København for at komponere musik i fællesskab.

Ivan Riordan Boll

Kultur
17. januar 2020

Hvad sker der, hvis man sætter producer og ambientmusiker Brian Eno til at improvisere sammen med performancekunstner Laurie Anderson? Og nå ja, lad os da lige for en god ordens skyld også smide eksperimentalmusiker Ebo Oke i mixet og lade dem indspille musikken i et lydstudie i Københavns Nordvestkvarter.

En eller anden variant af det spørgsmål stillede en virksom musikbibliotekar ved Københavns Hovedbibliotek sig for efterhånden en del år siden.

Manden hedder Lars Kjelfred, og i november 2016 fik han syn for sagen, da det lykkedes ham at lokke de tre kunstnere til København til fem dages improviseret musikskabelse, artist talks og sågar Brian Eno-dirigeret morgensang på Københavns Hovedbibliotek.

To pionerer

Det var selvsagt lidt af et tilløbsstykke. Brian Eno har for længst sikret sin plads i historiebøgerne som musiker og producer i egen ret og ikke mindst producerguru og kreativ fødselshjælper for koryfæer som David Bowie, Talking Heads og U2.

Overfor ham en Laurie Anderson, der gennem fem årtier har skåret sin helt egen niche i krydsfeltet mellem performancekunst, spoken word, teknologi og artrock.

På hver sin måde pionerer, der er lykkedes med at introducere ideer, tankegods og metoder med højt kunstnerisk lixtal i den brede mainstream.

Her lidt over tre år senere kan man nu omsider lytte til resultatet af deres københavnske improvisationer på udgivelsen Dokument #2. Og lad mig bare slå fast med det samme, at det ikke er en udgivelse, der kommer til at sætte streamingtjenesternes hitlister i brand. Helt lavpraktisk fordi den i første omgang kun udgives i et yderst begrænset optryk på 500 vinyleksemplarer. Men også fordi vi rent musikalsk befinder os i den mere krævende og eksperimenterende ende af begge kunstneres virke. For nu at sige det mildt.

Ren volapyk

Det starter lovende med »Monday Part 0«, hvor trioen stateligt introducerer pladens bærende musikalske byggeklodser over en sumpet drone. Stemningen er rolig, men samtidig foruroligende.

For mit indre øje ser jeg et hjemsøgt krigsskib glide gennem sepia-tonet dis og brakvand. Jeg hører svagt raslende kæder i periferien, mens små klavermotiver og en ensom violin antyder et drama lige uden for rækkevidde. Fragmenter af opklippede stemmer – måske Laurie Andersons? – flyder forbi som løsrevne vragstykker af mening.

»Choppin’ peach,« siger stemmen flere gange, og ja, det er ren volapyk.

Og det synes at være den gennemgående tilgang i trioens arbejde her: Frem for velordnede sange med klare akkordforløb og konventionelle melodier, er der tale om eksplorative collager af ambient- og konkretmusik, fourth world music, bizarre stemmemanipulationer og dadaistisk cut-up-lyrik.

Det er mildest talt svært at finde fodfæste i som lytter. Det ene øjeblik er jeg dybt fascineret af de til tider bizarre sammenstillinger af lyde, det næste er jeg frustreret over retningsløsheden. Så keder jeg mig, zoner helt ud et øjeblik, føler for en stund, at jeg lytter til en parodi på højpandet kunstmusik for så pludselig at blive overrumplet af stor sakral skønhed.

Den afledte effekt er, at jeg konstant er nødt til at forholde mig til, hvordan jeg lytter. Hvilket på sin vis både er en kærkommen øvelse, men også temmelig udmattende i længden.

Som sådan er Dokument #2 måske noget af det mest direkte konfronterende, Brian Eno har haft fingrene i. Selv om han har arbejdet med radikale ideer gennem årene, har det i overvejende grad været ret let at lytte til de ting, han har lavet. Fordi han også ved, at der skal noget sukker på skeen, for at folk bliver hængende. Det er ikke altid tilfældet her.

Det mest ekstreme eksempel er nok »Thursday Part 3«, hvor det virker, som om at den bærende idé har været at lave en collage udelukkende af, hvad der normalt betragtes som fejl eller mislyde.

Der hamres, slås og skrues på tilsyneladende tilfældig vis på instrumenterne, der står helt nøgent i rummet, mens Ebo Oke udgyder uforståeligt nonsens, Laurie Anderson siger »If we could just go down to … you know … Mexico!« på 37 forskellige måder, og mit liv er lige blevet fire minutter kortere.

Nydelse og kulde

For mig er det ikke nok, at musikken er interessant på den der rent intellektuelle måde. For det er der ingen tvivl om, at den er. Men der skal også være noget nydelse, noget krop, noget sjæl, noget følelse og forløsning. Som f.eks. på »Tuesday Part 11« og »Tuesday Part 13«, hvor Eno pludselig bryder ud i pastoral skønsang, og vi lukkes ind i en slags kirkeligt rum med store rumklang på orgel og klaver og et messende kor af digitalt manipulerede stemmer.

Det virker mere færdigt, mere som reelle kompositioner med gennemtænkte arrangementer. På store dele af Dokument #2 er den slags en mangelvare, og så efterlades jeg kold og frustreret frem for nysgerrig og åben.

Trioen ser selv Dokument #2-udgivelsen som et artefakt, en symbolsk dokumentation af begivenheden. De kalder det altså ikke et album i gængs forstand, og måske der heri ligger en erkendelse af, at det var det, de nåede på den tid, der var sat af til eksperimentet. Noget blev godt, noget blev mindre godt, noget var interessant, andet måske en parentes eller kimen til noget nyt, som først for alvor vokser sig stort i fremtiden.

Man har vel lov at håbe.

Brian Eno, Laurie Anderson & Ebo Oke: ’Dokument #2’

Da musikredaktør Ralf Christensen har været involveret i arbejdet med udgivelsen, har Michael Charles Gaunt, der er musikredaktør på P3, gæsteanmeldt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her