Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Collagekunst, moderne dans og Den Sorte Skole mødes i overvældende ’Nattergalen’

Følelserne er så markante, at de bliver fysisk mærkbare, og det visuelle udtryk er særdeles velfungerende i Dansk Danseteaters nye forestilling, der er inspireret af to forskellige fortællinger om nattergalen
Musikken i ’Nattergalen’, der flere steder har brudstykker, som minder om lydeffekterne på 1980’ernes keyboards, stiger i intensitet sammen med dansernes bevægelser. Vi mærker den under fødderne og op gennem kroppen til brystet, hvor den næsten tager pusten fra os.

Musikken i ’Nattergalen’, der flere steder har brudstykker, som minder om lydeffekterne på 1980’ernes keyboards, stiger i intensitet sammen med dansernes bevægelser. Vi mærker den under fødderne og op gennem kroppen til brystet, hvor den næsten tager pusten fra os.

Søren Meisner

Kultur
20. januar 2020

I dobbeltforestillingen Nattergalen har de to koreografer Sebastian Kloborg og Alessandro Sousa Pereira skabt hver deres danseforestilling inspireret af H.C. Andersens eventyr Nattergalen og Oscar Wildes novelle Nattergalen og rosen. Historier, der handler om det naturlige over for det kunstige og om selvopofrelsen for kærlighedens skyld.

Og det er også netop stemningen og følelserne fra fortællingerne, der har fundet vej ind i koreografierne, der ledsages af nykomponeret musik fra den danske duo Den Sorte Skole og en enkel scenografi skabt af den herboende, ukrainskfødte kunster Sergei Sviatchenko.

I første del, koreograferet af Kloborg, dukker Elin Anderson som en enlig danserinde frem til lyden af dybe, brummende toner fra Den Sorte Skoles udefinerbare lydcollage. Næsten nøgen som en nattergal bringer hun kunstens naturlige udtryk frem, når hun indadvendt og blidt danser foran de svagt belyste silhuetter, der som store brudstykker af en collage udgør Sviatchenkos scenografi.

Musikken hører op. Fra døren ud til foyeren bag publikum dukker et særegent optog op. Alle som en er de klædt i grå dragter. Blazere, nederdele, bukser holdt i samme grå farve. I deres midte, som en anden kejser, skrider Lukas Hartvig-Møller frem, mens alle omkring ham energisk fjerner usynligt støv fra hans lange frakke med deres klædebørster.

To gange udbryder han »musik, musik« og markerer således med forestillingens eneste ord et skift fra stilhed med fokus på lyden af dansernes fodtrin og vejrtrækning til et pludseligt markant lydbillede fremført af de to musikere fra Den Sorte Skole, der til urpremieren i Aarhus optræder live.

Danserne og musikken tager os gennem et delvist velkendt forløb. Danserinden indfanges af mængden. Hun får bundet sorte slips om arme, ben og torso, så de øvrige dansere kan styre hende som en marionet. En mekanisk, men livløs installation. Ligheden med H.C. Andersens Nattergalen ligger ikke lige for, men alligevel kan den fornemmes bag den let humoristiske koreografi.

Stiger i intensitet

Hvor Carrying a Dream fra foråret 2019, skabt af kompagniets forhenværende kunstneriske leder Tim Rushton, af avisens anmelder blev kaldt et »aggressivt mesterværk« med stærke politiske holdninger til menneskerettigheder, så er stemningen i Nattergalen mere let, munter og i langt højere grad skabt for øjet og de umiddelbare følelser.

Det er i helhedsindtrykket, at de to koreografier i Nattergalen hæver sig op som små kunstværker. Især i den anden halvdel skabt af Alessandro Sousa Pereira mærkes en intensitet og en puls, som forstærkes i samspillet mellem de tre medvirkende dansere, Raphael Frisenvænge Solholms ekspressive lyssætning og musikken.

I denne del står også Sviatchenkos kunstværker tydeligere frem. Scenografien består her af store, lyse figurer og en enkelt kæmpe hånd med en mørkerød rose, der som et enormt træ giver scenariet lidt uventet farve. En fin kontrast til mørket og den mere farveløse scenografi i første del.

Musikken, der flere steder har brudstykker, som minder om lydeffekterne på 1980’ernes keyboards, stiger i intensitet sammen med dansernes bevægelser. Vi mærker den under fødderne og op gennem kroppen til brystet, hvor den næsten tager pusten fra os.

De tre dansere i Sousa Pereiras koreografi står tæt sammen midt på scenen iført sorte jakkesæt, strømpesokker og kæmpe, røde rosenhoveder foran ansigterne. Deres kroppe sitrer. De blafrer med armene, som var de fuglevinger – en bevægelse, der gentages gennem hele anden del.

Hurtigere og hurtigere i takt med musikkens beat, som til sidst er så alt overdøvende højt og hurtigt, at det næsten er én lang tone. Det er vejen mod et uundgåeligt klimaks, hvor Frisenvænge Solholms blinkende lyssætning understreger fornemmelsen og rytmen.

Jeg glemmer helt at trække vejret frem til det punkt, hvor alt i ét nu falder sammen og bliver mørkt og stille. Det er virkelig veludført og effektfuldt sammensat. Forløsningen på scenen mærkes helt fysisk i brystet. Og det er den følelse af at have oplevet noget overvældende, jeg tager med mig, da jeg efterfølgende går ud i den mørke og regnfulde januaraften.

’Nattergalen’. Dansk Danseteater. Koreografer: Sebastian Kloborg og Alessandro Sousa Pereira. Musik: Den Sorte Skole. Scenograf: Sergei Sviatchenko. Lys: Raphael Frisenvænge Solholm. Medv.: Dansk Danseteaters dansere. Oplevet til urpremieren i Musikhuset Aarhus. Danmarksturné til 6. marts.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her