Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Computeren var engang en kvinde, og Nanna Debois Buhl viser det fremragende

Den danske billedkunstner Nanna Debois Buhl fatter sig i korthed om både astronomi, teknologi, fotografi og kvindehistorie i sin udstilling ’Stellar Spectra’. Det er irriterende, men dygtigt doseret
Kultur
24. januar 2020
’Large cluster of sunspots’. 13. Januar 2013

’Large cluster of sunspots’. 13. Januar 2013

NASA

Efter et besøg på Fotografisk Center står jeg igen på gaden i den tomme del af Kødbyen. Det er blevet skummelmørkt, og som sædvanligt er der ikke en eneste stjerne, som funkler på himlen. Når man bor i en storby, er stjerner kun noget, restauranter får.

Jeg føler det nødvendigt at google. »Hvad er en solplet?« Udstillingen, som jeg lige har været inde at se – Nanna Debois Buhls Stellar Spectra – har introduceret nye astronomiske fænomener for mig. Blandt andet sorte, sygdomslignende pletter, som kommer og går i solens flammehav. Hvad laver de dér? Er solen ved at gå i stykker, eller hvad?

Det er ganske typisk for Nanna Debois Buhl (f. 1975) at gribe fat i en naturvidenskabelig disciplin og udfolde den æstetisk. Faktisk er det typisk for store dele af samtidskunstscenen. Adskillige yngre kunstnere er lige nu optaget af at under- og afsøge muligheder og alternativer for vores kritiske forhold til naturen, og her er viden og research fra andre fagområder anvendelige.

I Nanna Debois Buhls aktuelle udstilling er der dog et større sammenrend af videnskaber og historier på færde; både astronomiens, historieskrivningens, kvindens, computerens og fotografiets. Udstillingen er en del af hendes igangværende ph.d.-projekt ved Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor hun siden efteråret har studeret videnskabelige, æstetiske og spekulative undersøgelser af det kosmiske rum. På Fotografisk Center udfolder hun to af dem.

Computeren var en kvinde

Astronomien er den ældste videnskab, der findes. Nærmest for evigt har mennesket forsøgt at afsløre universets hemmeligheder, og meget af den forskning er ifølge historien foretaget af mænd.

Men i Stellar Spectra hiver Nanna Debois Buhl to kvinder ud af skyggerne. To irskfødte damer, som i slutningen af det 19. århundrede begge virkede som astronomer og efterlod sig betydeligt videnskabeligt arbejde. I to installationsværker skildrer Debois Buhl begges bedrifter og udfylder dermed blanke blade i historiebogen.

Udstillingens første installation er dedikeret til Annie Maunder (1868-1947), som gennem hele livet fulgte solen med sit fotografiapparat. I 1890’erne arbejdede hun sågar som ’menneskecomputer’ ved The Royal Observatory i Greenwich, hvor hun omhyggeligt registrerede og analyserede særligt solpletter og formørkelser.

Annie Maunder

National Portrait Gallery

I værket A Human Computer er Maunders grovkornede sort-hvide fotos af pletter og koronaer (ikke mexi-øl, men en særlig atmosfærisk strålekrans, man kun kan se ved solformørkelser) sammenstillet med nutidig videnskabs skarpe og ildgule.

De er fascinerende, både Maunders gamle og de nye fra NASA, men fotografiernes videnskabelige ophav opløser sig på underlig vis i kunstinstitutionens skær.

Solskiverne ligner pludselig kunstværker, og de genintroducerer nogle svære kunstteoretiske spørgsmål, som man har diskuteret, lige siden fotografiet blev opfundet i 1839: Hvilket forhold kan fotografiet tillade sig at have til virkeligheden?

Nanna Debois Buhl lader spørgsmålet hænge i luften. Hun vil have os til at tænke over, hvordan fotografi og teknologi i øvrigt er med til at forme vores opfattelser – her vores opfattelse af universet.

På væggen afspilles et videoværk. Et ganske minimalistisk, nærmest powerpointsk værk af sorte slides, der kort ruller historien om Annie Maunder ud PLUS historien om computerens vandring fra møjsommeligt menneskeerhverv til fremtidigt apparat med menneskelige egenskaber:

»The Future Computer models

the impact of solar activity on the climate

to estimate the impact of human activity.«

4-i-1. Feministisk, klimapolitisk, teknologikritisk og spekulativt. Den er alt for kort den video. Jeg vil vide mere!

Historierevision

Bag et stort changerende gardin finder man udstillingens andet værk, Stellar Spectra. Et tokanals videoværk, der er dedikeret til den anden glemte kvindelige astronom, Margaret Lindsay Huggins (1848-1915).

Margaret Lindsay Huggins’ An Atlas of Representative Stellar Spectra

The Royal Astronomical Society

Huggins viede sit liv til at designe og udføre eksperimenter med samtidens nye fotografiteknologier: astrofotografi og spektroskopi. Fotografiske metoder, man stadig i dag anvender til at afgøre stjerners kemiske sammensætninger, bevægelser og afstande.

I Debois Buhls værk flettes farverige spektroskopier, videnskabelige optegnelser, arkivmateriale og personlige noter sammen. Kortvarigt kommer også et portrætbillede af Huggins til syne. Søvnige øjne og en hvid, strittende forskerfrisure, som om noget lige var sprunget i luften i laboratoriet.

Videokanalerne er ikke synkroniseret. De har hver deres længde, og det betyder, at billeder og tekster tildeler hinanden nye betydninger i ét væk. Det skildrer kompleksiteten i Huggins’ arbejde, men sender også en kritisk tanke til historieskrivningen som videnskabelig disciplin. Hvordan forvaltes vores fælles historie? Hvem skrives ind, og hvem skrives ud?

De senere år er en revision af vestlig historie begyndt at røre på sig. Også en række af de store museer herhjemme har forsøgt at rette op på mange års skævvridning ved at sætte kvindenavne på plakaterne. Bevares, der er stadig lysår til ligestilling på den front, og også dét optager Nanna Debois Buhl.

Debois-dosis

Nanna Debois Buhls udstilling er en stor, men alligevel lille mundfuld. Den skriver historie og adresserer koloenorme spørgsmål, men med få værker og på lidt plads.

Hos mig fremkalder Stellar Spectra et akut vidensbegær, men forløser det aldrig. Udstillingen kommer ikke i nærheden af at servere mig hele historien, alle data, alle svarene, selv om der arbejdes med videnskaber, hvor det ellers oftest er sådan: udtømmende, argumenterende, bevisførende.

I stedet afkræver udstillingen nærmest, at jeg går hjem og googler videre. At jeg spekulerer med og associerer med. Og samtidig at jeg ikke lader mig nøjes med det, videnskaben, computeren og historien siger. På sådan en dosering kendes en dygtig kunstner!

Jeg kan forresten – med hjælp fra Niels Bohr Instituttets hjemmeside – oplyse, at solpletter ikke er noget nyt fænomen. De er der bare.

Udstillingen ’Stellar Spectra’ kan opleves på Fotografisk Center i København til og med 8. marts.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her