Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Dobbeltalbum fra Soho Rezanejad tager lytteren med på overrumplende smuk lydvandring

Dobbeltalbummet ’Honesty Without Compassion Is Brutality, Vol. 1 og 2’, udgøres af stolte postpunkballader og trippede fragmenter. Det lydlandskab, som sangeren Soho Rezanejad betræder, rammer den hverdagsligt maskinelle moodiness inderligt præcist
Hvor første del af Soho Rezanejads dobbeltalbum rummer flest stolte, poetiske postpunkballader, udgøres andendelen primært af sky og trippede, instrumentelle fragmenter.

Hvor første del af Soho Rezanejads dobbeltalbum rummer flest stolte, poetiske postpunkballader, udgøres andendelen primært af sky og trippede, instrumentelle fragmenter.

Silicone Records

Kultur
22. januar 2020

Hvis man deler et landområde ind i trekanter, kan man tegne et nøjagtigt kort over det. Det kaldes triangulering. 

På sin anden soloudgivelse, dobbeltalbummet Honesty Without Compassion is Brutality, Vol. 1 og 2, er det, som om at den dansk-iranske sanger Soho Rezanejad benytter sig af triangulering til at kortlægge sin egen lyds vilde natur.

Hun ved allerede, at den er både ærlig, medfølende og brutal. Men nu kender hun også forholdet mellem disse tre egenskaber. Hun har fundet ud af, at de tilsammen udgør en overrumplende smuk treklang. Og hendes budskab til os lyttere er, at medfølelse er en forudsætning for, at ærligheden ikke blot kammer over i brutalitet.

Soho Rezanejads debutalbum fra 2018, Six Archetypes, var en vokal magtdemonstration. Honesty Without Compassion is Brutality, Vol. 1 og 2 er lige så monumental. Opdelingen i to titler, der udgives med en måneds forskydning, forklarer hvert albums korte, omskiftelige væsen. I deres fulde udstrækning opnår de en lige så overvældende effekt som debuten. Men at de er blevet delt over i to snirklede lydvandringer, tager lidt af voldsomheden og får lytteren til at føle sig bedre taget hånd om.

På decemberudgivelsen, Vol. 1 har Soho Rezanejad arrangeret ærligheden, medfølelsen og brutaliteten sådan, at de kan sameksistere som søstre i hendes stemme og holde dramatiske fester i mørket der. Hendes registre spænder fra højstemt, elektronisk postpunk til sprukne, akustiske a cappella-sekvenser.

Androgyne vinterhymner

Feltoptagelser af naturlige fugle og syntetiske voicemails bryder den skrøbelige is i hendes androgyne vinterhymner med en levende varme, der får lytteren til at drømme om et sæsonløst, ukønnet paradis. I denne kombination kan Soho Rezanejads overrumplende, musikalske ærlighed oversættes til både faktuelle sandheder og personlig, kunstnerisk integritet.

Nummeret »Ezra« er en nedtonet, episk dagsrejse gennem industrielle rytmer og vildtvoksende lyrik. Imens spiller »This Dream« på det moderne menneskes hverdagsligt maskinelle moodiness, som Soho Rezanejad rammer så inderligt præcist.

Januars Vol. 2 er en eskapistisk nattevandring med bankende hjerte og snublende fodtrin. Introen »Garden of Europe« fører søvngængeragtigt lytteren med gennem legende, spøgelsesagtige dyrekald og alvorlige stilheder. Det er hjemligt, men henlagt i mørke virker det eksotisk. Skævvredne blæsere og gjaldende, voluminøs vokal får »Animal« til at give genlyd af kreativt overskud og råderum.

Hvor første del af Soho Rezanejads dobbeltalbum rummer flest stolte, poetiske postpunkballader, udgøres andendelen primært af sky og trippede, instrumentelle fragmenter. Til sidst, gennem »The Impermanence of a Flower«, vender sangeren dog hjem til sin henførte hverdagsdrøm.

Sammenhængskraften mellem de to album giver en ny forståelse for det intense, underligt tilfredsstillende lydlandskab, som Soho Rezanejad betræder. Honesty Without Compassion is Brutality, Vol. 1 og 2, er en vis og velkalkuleret opfølger til hendes debut.

Soho Rezanejad: ’Honesty Without Compassion Is Brutality, Vol. 1 og 2’ (Silicone Records)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her