Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Egentlig kan jeg bedst lide Benjamin Havs tekster, når han mindes en fødselsdag på Jensens Bøfhus

Benal-frontmand Benjamin Hav har udgivet to soloplader på to uger med en slags sungen rap. I alt 26 numre af en spøjs hybrid mellem hiphop, EDM og Kim Larsenske viser, der flyder over med alt, hvad han har på hjerte
Kultur
10. januar 2020
Benal-frontmand Benjamin Hav har udgivet to soloplader på to uger med en slags sungen rap. I alt 26 numre af en spøjs hybrid mellem hiphop, EDM og Kim Larsenske viser, der flyder over med alt, hvad han har på hjerte

Sony Music

Jeg forestiller mig, at det ikke altid kan være lige spændende at være psykolog. Sådan at skulle lytte og nikke forstående, mens patienterne småsludrende øser ud af deres beklemte følelser og forkvaklede relationer. Ind imellem må man få lyst til at lukke ørerne, for nogle problemmer kan virke trivielle i længden.

Tanken slår mig, da jeg lytter til Benjamin Havs to soloplader, Spice up your life og Dit syge dyr, der er udkommet i rap her i introen til det nye årti.

»Jeg har lavet dette soloalbum for endegyldigt at imødekomme min psykologs gentagne opfordringer om at gøre noget for lille Benjamin. Benjamin har også følelser«, forklarer rapperen, kendt fra succesduoen Benal i en kryptisk pressemeddelelse.

Og jeg skal da lige love for, at Havs psykolog får, hvad han/hun har bedt om.

Ikke bare én, men to soloplader. I alt 26 numre af Havs lidt spøjse hybrid mellem hiphop, EDM og Kim Larsenske viser, der flyder over med alt, hvad han har på hjerte. Men også to plader, hvor Hav samarbejder med mange forskellige folk fra den danske musikbranche. Både solisterne Søren Huss og Peter Sommer, samt prominente producere som Emil Kruse, Hedegaard, LukasBL m.fl. har været inde over numrene på kryds og tværs.

Og selv om der stilmæssigt er et stykke fra de ulmende dancetoner og dansegulvshede beats på »Vi tager det tilbage« og Cecilie Noers simple, sarte klaver på baladen »Dans dig selv ren«, virker det inkluderende, at Hav tager så forskelligartede musikalske svinkeærinder, som han gør.

Benjamin Hav har en folkelighed, der kan måle sig med Steffen Brandts og radiotække som Nick & Jay. Han har en lidt hæs røst og er tydeligt mere hjemmevandt i rappen end i åh-kor og på de højeste pitchkorigerede toner.

Der er en overvægt af kærlighedssange skrevet af en fuldvoksen mand med små tårer i øjenkrogene. Ligefremme og åbenhjertige konstateringer som »jeg elsker dig så meget / jeg ku’ begynd’ at græde«, »Du’ den eneste for mig« og »jeg elsker dig så meget, som himlen ka' forstå« er mere reglen end undtagelsen.

Forkærlighed for det jordnære

I Heartbeat-podcasten Rejsen fortæller Benjamin Hav, at hans far, digteren Niels Hav, tog ham med på biblioteket og til digtoplæsninger som barn. Han udviklede derfor tidligt en bevidsthed om, hvad han kunne lide, og særligt hvad han ikke brød sig om ved lyrik, som han har taget med sig over i sangskrivningen. 

Teksterne skal helst ikke være for selvhøjtidelige og hovskisnovski-elitære. Eller som han selv formulerer det:

»Jeg kan godt lide at bruge et forholdsvist jordnært talesprog, så selv folk, der ikke læser bøger ... så det er sådan for alle. Jeg har lidt en aversion mod fremmedord. Jeg ved ikke engang ... Måske er aversion også et fremmedord.«

Det er sympatisk, at Hav vil skrive, så alle kan være med, men når jeg lytter til hans 26 solonumre, er jeg alligevel ikke helt overbevist. Nogle gange kræver komplekse følelser et nuanceret sprog, et elegant ordvalg eller en velvalgt metafor, for at skabe genklang som andet end gentagelsen af en kliche. Ikke dermed sagt, at man bør hylde fremmedord for fremmedordenes skyld, men man bør heller ikke udtrykke sig talesprogligt blot for talesprogets skyld. Dét, jeg savner i Havs tekstunivers, er sammenhæng, præcision og finesse.

Havs mange følelsesudbrud og emotionelle dedikationer er upræcise og til tider uforståelige. Egentlig kan jeg bedst lide Havs tekster, når han er konkret, og scenisk får portrætteret de mennesker, han synger om i stedet for fladt at konstatere, at han elsker dem.

Det er så fint med mindet om en fødselsdag på Jensens Bøfhus eller en person, der indirekte beskrives på »Dans dig selv ren« med linjerne:

»du si’r, du’ vegetar på nær, når din far laver oksesteg med ris, steg med ris.«

Nedtonet nedtur

Pladernes omslag er et næsten identisk portrætfoto af en vandkæmmet Hav, der på Spice up your life stirrer let betuttet ud gennem sine runde briller. På Dit syge dyr smiler han skævt. To sider af samme mand, der både kan være blød, tænksom, tvetydig, lattermild og nedtrykt.

Det er svært ikke at opfatte de to album som en slags dobbeltalbum. De er ikke spejlinger, men har hvert deres temperament og tematik. Dit syge dyr er mere mørkt end Spice up your life. Kærlighedserklæringerne er her udskiftet med gravskrifter.

Den ensomhedsvemodige og nedtursnedtonede »Kom bare« er lavet i samarbejde med Lasse Kramhøft fra dancehall-duoen Djämes Braun. Tempoet er helt i bund, afdæmpet og blødt flydende. Hav mmmhhh’er roligt, når ikke han afmålt og med ekkoeffekt på vokalen synger om mismod, manglende tiltro til andre mennesker, død og druk:

»Har ikke lyst til goddag
har ikke lyst til farvel
du har fjernet mit fokus
jeg sku’ ha’ flyttet det selv
Det det grimmeste show
der billetter til salg
når man ikke føler noget rigtigt er det let at være falsk.«

Og »Tunge Lunger« er et af de mest interessante eksempler, jeg har hørt, på, hvordan man kan bruge autotune effektfuldt og kunstnerisk.

Her giver Hav helt slip og overgiver sig til en depressiv døs, han dykker ned på bunden, får kramper af iltmangel og venter på døden. Kompositionen er enkel, og der er noget genialt i produktionen, der kun lader vokalen ånde gennem autotuningens kunstigt filter.

Benjamin Hav: ’Spice up your life’ (Columbia Records / Sony Music)

Benjamin Hav: ’Dit syge dyr’ (Columbia Records / Sony Music)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her