Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Elena Ferrantes klummer fremstår som det, de er: velskrevet bestillingsarbejde

Den italienske forfatter, der skriver under pseudonymet Elena Ferrante, er notorisk privat. Nu udgiver hun en samling af klummer. Men kan man skrive klummer uden at afsløre bare lidt om sig selv?
Det er sigende for bogen, omend ikke et problem i sig selv, at Elena Ferrante ikke selv har valgt klummernes temaer.

Det er sigende for bogen, omend ikke et problem i sig selv, at Elena Ferrante ikke selv har valgt klummernes temaer.

Andrea Ucini/ C&K Forlag

Kultur
24. januar 2020

Den italienske bestsellerforfatter Elena Ferrantes klummer blev i hele 2018 trykt ugentligt i The Guardian. Nu er de blevet oversat til dansk og samlet i en af de kønneste bøger, jeg længe har set: Råhvidt rillet omslag, lavendelblåt indsyet bogmærke og en fin illustration for hver af de korte tekster.

I sammenligning med bogens fysiske fremtræden blegner Ferrantes klummer noget. De er ikke dårlige; hun skriver godt og usentimentalt om interessante emner som kunst, venskab og politik. Problemet med teksterne er, at de er så overbeviste om – og tilfredse med – deres egne pointer, at man bliver træt af at høre på dem i længden.

»Jeg gør, hvad jeg kan for aldrig at hæve stemmen,« proklamerer Ferrante eksempelvis i klummen »Udråbstegn«, og denne indstilling får lov til at stå uimodsagt gennem hele den lille tekst: Det er godt at beherske sig, dårligt at hidse sig op og bruge for mange udråbstegn, både på skrift og i virkeligheden. Vi bør ikke gøre som »de fanatiske verdensledere«, som »vinder ved at forstærke deres taler med omridset af et atommissil efter hver af deres elendige sætninger«. 

Vi kan da være enige om at atommissiler er noget skidt, men der er alligevel et stykke vej mellem at true med atomkrig og at hæve stemmen.

I klummen »De lede« lyder den første sætning:

»Jeg nægter principielt at tale dårligt om en anden kvinde, selv om hun har fornærmet mig utåleligt.« Sympatisk nok er forklaringen på denne lidt stive indstilling, at kvinder bliver udsat for så meget fornedrelse i patriarkatet, at man ifølge Ferrante ikke kan tillade sig at tale dårligt om dem.

Alligevel går der bare for meget Emma Gad-feminisme i udsagn som dette. For mon ikke der alligevel kunne opstå en situation, hvor det var helt fint – hvis ikke ligefrem nødvendigt – at tale dårligt om en anden kvinde? Det spørgsmål bliver ikke stillet.

Undervejs kommer Ferrantes egen litterære poetik til udtryk.

»Jeg er ikke interesseret i at skrive noget nyt,« skriver hun i »Udgravninger«.

»Jeg er interesseret i det almindelige, eller rettere det, vi har tvunget ind i det almindeliges iklædning. Jeg er interesseret i at grave i det, skabe forvirring og ikke fortie noget som helst.«

Det er fint og præcist og fik mig til at tænke på Ferrantes mest kendte roman Min geniale veninde, som jo gjorde netop det: beskrev noget så almindeligt som to veninder gennem årene, men fik forholdet til at stå frem med al sin særlige intensitet.

Ingen sure sokker hos Elena Ferrante

I en senere klumme bliver poetikken imidlertid overført til et mere generelt litteratursyn. Ferrante har »ikke megen tillid til dem, der siger: ’Her har vi en virkelig original bog.’ Hvad der er virkelig nyskabende i litteraturen, er kun vores helt individuelle måde at bruge verdenslitteraturens lager på«.

Nå nå. Det er altså ikke kun Ferrante, der ikke skriver noget nyt, det er der faktisk ingen, der gør.

Klummernes mangel på diskussion og nysgerrighed gør dem flade. Ferrante ligger selv inde med svarene, og dem doserer hun så for sin læser.

Man får det indtryk af Elena Ferrante, som jeg tror, hun også gerne selv vil give: En venligsindet, skrivende person, der er faldet på plads med sig selv og hverken behøver eller ønsker at diskutere eller dele noget personligt. Ferrante er en notorisk privat forfatter; navnet er et pseudonym, og læserne kender stadig ikke hendes sande identitet.

Men kan man undgå at bruge sig selv, når man skriver klummer? Er det ikke netop det klummeformen tigger om, at man fortæller lidt om sine egne sure sokker? Jeg savner i hvert fald at høre om en sur sok en gang imellem. Det ville nok også gøre tingene lidt mere komplicerede, end de fremstår i Ferrantes klummer.

Det er sigende for bogen, omend ikke et problem i sig selv, at Elena Ferrante ikke selv har valgt klummernes temaer. Da The Guardian kontaktede hende, forklares det i bogens introduktion, takkede hun ja til den faste klumme med det forbehold at få »tilsendt en række spørgsmål, som jeg bagefter ville svare på fra gang til gang inden for den tildelte klummeplads«.

Det forklarer, hvorfor teksterne er så tematisk styrede, hvorfor de hedder »Graviditet«, »Latter«, »Søvnløs« osv. De er ikke båret frem af en observation, en uventet følelse eller en pludselig impuls til at skrive, men er omhyggeligt nedfældet efter bestilling. Det kan man så tænke om, hvad man vil, men for mig giver det en forklaring på min flade fornemmelse.

Det er muligt at teksterne fungerede bedre i en avis, som ugentlige velskrevne afbræk fra en hektisk nyhedsstrøm. Men i bogform står de desværre frem som det, de er: bestillingsarbejde.

Elena Ferrante: ’Det lejlighedsvise indfald – Et år i klummer’. På dansk ved Nina Gross. Illustrationer ved Andrea Ucini. C&K Forlag. 213 sider. 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Allerførst kendte jeg kun til den megen hype om denne forfatter, ingen vidste, hvem var.

Jeg begyndte så på Ferrantes veninde-serie. Fandt den ganske kedelig og lagde den hurtigt fra mig.

Siden optrykte Information nogle af klummerne, og de var netop slappe, resignerede og ganske tømte for engagement. Det blev da heldigvis også kun til nogle få indslag.

Så slap vi.

Eva Schwanenflügel

Jeg må også indrømme, det er svært at fatte virakken omkring denne pseudonym-forfatter.
(Sådan har jeg det iøvrigt ofte omkring såkaldt hypede bøger).