Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Få lykkes så godt med at overskride publikums grænser som Tue Biering

Nøgenhed, små krænkelsesbomber og en vildt kaotisk iscenesættelse er, hvad Tue Bierings nye forestilling på Aalborg Teater byder på. Verden er ikke sort-hvid, det får han virkelig skåret ud i pap. Og det fungerer overraskende fint
Marie Knudsen Fogh, Ena Spottag og Jacob Moth-Poulsen er intense og overbevisende i en grad, så de konstant bevarer vores fulde opmærksomhed i Tue Bierings grænseoverskridende iscenesættelse på Aalborg Teater.

Marie Knudsen Fogh, Ena Spottag og Jacob Moth-Poulsen er intense og overbevisende i en grad, så de konstant bevarer vores fulde opmærksomhed i Tue Bierings grænseoverskridende iscenesættelse på Aalborg Teater.

Lars Horn

Kultur
30. januar 2020

»Meningen er, at der ikke er nogen mening,« lyder én af replikkerne i Tue Bierings såkaldte vokseneventyr Det gode vs. det onde på Aalborg Teater. Konkret er det fortællingen om manden Hans. Men overordnet er forestillingen et billede på kompleksiteten i verden.

På det rene lysegrå scenegulv lige foran publikum står tre hvidklædte skuespillere fra Aalborg Teaters faste ensemble. Ena Spottag, Marie Knudsen Fogh og Jacob Moth-Poulsen har alle en glathåret, brun pageparyk med. Den, der tager parykken på, bliver til Hans, som kæmper med en grundlæggende forvirring over, hvad der er godt og ondt.

Moth-Poulsen er første mand med parykken. Som Hans gennemgår han sine frustrationer over, at man ikke længere kan regne med, at de gode virkelig er gode. Han viser os farvebilleder af fallerede helte som Bill Cosby, fodboldspilleren Ronaldo og en katolsk præst. Billederne flås i mindre stykker, der smides på scenegulvet. Den første spæde kim til det kommende kaos på scenen er plantet.

I løbet af forestillingens godt halvanden time henter de tre et utal af rekvisitter ind på scenen. Et køleskab, et trommesæt, en sofa, mariekiks og dåseøl, en række tavse, sært udklædte statister, et enkelt levende dyr og så mange hovedbeklædninger, at det er umuligt at holde tal på dem. Indtil kaosset i Nicolaj Spangaas ellers renskurede scenografi er noget nær totalt.

Det ekstreme får følelserne frem

Tue Biering, der står bag både tekst og iscenesættelse, er efterhånden synonym med provokerende, tankevækkende teater. Hans forestilling Mod alle odds på Betty Nansen (2019) havde på hjerteskærende vis børn i rollerne som statistiske udgaver af dem selv.

Hans iscenesættelse af Julie Maj Jakobsens højaktuelle Aftenlandet på Aalborg Teater (2017) tog publikum skræmmende tæt på flygtningestrømmen fra Syrien. Eksempler på, hvordan Biering har formået at provokere og sætte gang i debatter ved at kombinere dramatik om virkeligheden med at lade almindelige mennesker spille med på scenen. 

I Det gode vs. det onde blandes det hele. »Egentlig har jeg aldrig sagt noget på en scene, som jeg selv har valgt at sige,« forklarer Ena Spottag os, hvorefter hun insisterer på, at nu vil hun sige noget, hun oprigtigt mener. Men det er fortsat Tue Bierings ord, der kommer ud af hendes mund.

De tre skuespillere skal få os til at lytte, tro, reflektere – og til at grine over det absurde i hele det kaotiske setup. De er på samme tid sig selv og de roller, de er blevet tildelt. De er intense og overbevisende i en grad, så de konstant bevarer vores fulde opmærksomhed.

Biering har kastet små krænkelsesbomber ind over alt gennem forestillingen. Fra en KKK-hætte til en skeløjet karikatur af en kineser. Fra fornærmelser rettet mod publikum til det at benytte det kristne kors til at smadre dele af scenografien. Fra en upassende udtalelse om at være tiltrukket af et barn til et forsøg på at menneskeliggøre Hitler.

Uanset hvor mange lag, du forsøger at skrælle af forestillingen for at finde ind til kernen og analysere den, vil du kun nå til endnu et lag af fiktionen, der er så kompleks, at det er umuligt at bevare overblikket. Det er netop i den fint afstemte balance mellem det uforståelige, det tankevækkende og det kaotiske, at Det gode vs. det onde bliver interessant.

Enhver instruktør kan i princippet forvandle orden til kaos, lade skuespillerne smadre løs og overskride publikums grænser med nøgenhed og kropsvæsker, men der er ikke mange – ud over Tue Biering og Christian Lollike – der i den grad benytter sig af muligheden og formår at få publikum til for alvor at føle noget. Hvad enten det er forundring, fascination eller afsky. 

Grænserne for, hvad vi finder normalt på teatret, rykkes hele tiden. Men selv med dette in mente er kaosset i dette tilfælde så vildt, og grænserne overskrides så markant, at det ikke kan undgå at påvirke publikum. Samtidig gennemsyres hele iscenesættelsen af en stærk humoristisk åre.

Vi morer os til trods for de mange ubehageligheder. Vi ler højlydt ad de absurde scener, der udspiller sig foran os. Forestillingen handler om og er samtidig et billede på det moderne livs kompleksitet. Verden er ikke sort-hvid, og det får Tue Biering virkelig skåret ud i pap.

’Det gode vs. det onde’. Dramatiker og instruktør: Tue Biering. Scenograf: Nicolaj Spangaa. Lys: Kasper Daugberg. Lyd: Aske Bergenhammer Hoeg. Med: Jacob Moth-Poulsen, Marie Knudsen Fogh, Ena Spottag m.fl. Spiller til den 14. februar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her