Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Få virksomheder får stadigt større magt i USA – og det koster amerikanske arbejdere dyrt

Der sker en øget monopoldannelse på det amerikanske marked – til gavn for ejere og investorer og til skade for samfundsøkonomien. Der er derfor behov for bedre og mere offensiv regulering. Det skriver den franske økonomiprofessor Thomas Philippon i en ny bog, der også illustrerer, hvorfor myten om mainstreamøkonomers blinde tiltro til markedet er forskruet
Thomas Philippon påpeger, at der ligesom med kolesterol er to typer af markedskoncentration, god og dårlig. Han nævner, at Walmarts tiltagende markedsandel i USA kunne være et eksempel på god koncentration, da deres ekspansion er sket samtidig med et fald i profitabiliteten og ikke mindst priserne.

Thomas Philippon påpeger, at der ligesom med kolesterol er to typer af markedskoncentration, god og dårlig. Han nævner, at Walmarts tiltagende markedsandel i USA kunne være et eksempel på god koncentration, da deres ekspansion er sket samtidig med et fald i profitabiliteten og ikke mindst priserne.

Edgard Garrido

Kultur
17. januar 2020

På spørgsmålet om, hvad mainstream økonomisk teori anbefaler, er der ofte en uhellig alliance mellem debattører på venstre- og højrefløjen. Der er enighed om, at mainstreamøkonomer mener, at markedet er godt, og staten er ond.

Markedsfundamentalistiske liberalister bruger det som belæg for deres egne politiske holdninger. Socialister med markedsfobi bruger det som argument for at undlade at lytte til økonomer overhovedet, endsige sætte sig ind i økonomisk teori.

Virkeligheden er en helt anden. Det er Thomas Philippons nye bog, The Great Reversal, et tydeligt eksempel på. Franskfødte Philippon, der er professor i finansiering på New York University’s Stern School of Business og beskriver sig selv som »frimarkedsliberalist«, mener, at der er kommet betydelige mængder grus i markedsmekanismerne i den amerikanske økonomi.

På baggrund af forskningsartikler i de fineste mainstreamtidsskrifter viser Philippon, at de største virksomheder har tilranet sig betydelig monopolmagt over de sidste 20 år. I dollar og cent anslår han, at en tilbagerulning af udviklingen ville øge USA’s BNP med cirka fem procent (1.000 milliarder dollar) og lønmodtagernes lønindkomst med over ti procent (1.500 milliarder dollar).

God og dårlig griskhed

Siden Adam Smith (skotsk økonom og moralfilosof, ofte betegnet som den økonomiske liberalismes fader, 1723-1790, red.) har det været en central økonomisk indsigt, at personlig griskhed kan være samfundsmæssig gavnlig. Lige så længe har det dog stået klart, at dette kun drejer sig om en mulighed, ikke nødvendigvis en realitet. Adam Smith skrev selv:

Thomas Philippon: ’The Great Reversal’.

Saxo
» … købmænd mødes sjældent, heller ikke rent selskabeligt, uden at samtalen munder ud i en sammensværgelse mod det øvrige samfund eller en plan for at hæve priserne.«

På efficiente markeder er prisen på en vare lig med omkostningerne, inklusive et normalt afkast til den investerede kapital. Hvis prisen overstiger omkostningerne, vil virksomhedsejernes afkast blive overnormalt. Det vil tiltrække nye griske investorer, som vil presse prisen ned igen.

Lavere priser er derfor en afgørende fordel ved konkurrence. En anden afgørende fordel er, at det gør nye innovative og produktive virksomheder i stand til at udkonkurrere gamle zombievirksomheder, hvilket øger den økonomiske vækst.

Hvis en virksomhedsejer er vedvarende i stand til at modstå konkurrencepresset, holde priserne kunstigt oppe og tjene et overnormalt afkast, siger økonomer, at virksomheden tjener en ’kunstig knaphedsrente’, på engelsk economic rent.

Virksomheden kan have fået indført regulering, som gør det svært for nye virksomheder at træde ind på markedet. Den kan have skabt et økosystem af sammenkædede produkter, som gør det svært for forbrugere at skifte et produkt ud. Eller den kan true med at sænke priserne betydeligt og køre med underskud i en periode, indtil opkomlingen går konkurs eller lader sig opkøbe.

En vis grad af kunstig knaphed er nødvendig. Hvis det ikke var muligt at tage patent på nye opfindelser og på den måde begrænse konkurrencen, ville incitamentet til at investere i forskning og udvikling være begrænset. Men hvis det bliver muligt at få patenter, som ikke bunder i grundlæggende nye ideer, eller patentets løbetid forlænges ubegrundet, kan den kunstige knaphed blive unødvendig stor. Til gavn for den private investor, men ikke for samfundet som sådan.

Griskhed er ubetinget dårlig, når den rettes mod at tilrane sig monopolmagt og kunstige knaphedsrenter, såkaldt rent seeking.

Er markederne frie?

Et frit marked forstås tit som et marked fri for statslig indblanding. Philippon bruger begrebet som betegnelse for markeder, hvor konkurrencen er fri, og virksomhederne ikke kan tjene overnormale afkast. Altså markeder, hvor det ikke er muligt at skaffe sig kunstige knaphedsrenter. Men om et givet marked for flybilletter, internetadgang eller noget helt tredje er frit, er i sidste ende et empirisk spørgsmål.

Det første mål for graden af frihed på et marked er markedskoncentrationen. Om der er mange små virksomheder (lav koncentration), eller om nogle få store virksomheder dominerer markedet (høj koncentration). Philippon påpeger, at der ligesom med kolesterol er to typer af koncentration, god og dårlig. En høj koncentration kan være et tegn på en høj grad af konkurrence, fordi de mest effektive virksomheder er i stand til at vokse sig store. En dårlig form for koncentration er, når de store virksomheder vedbliver at være store, fordi de kan holde opkomlinge ude.

Philippon påpeger derfor, at det ud over markedskoncentrationen er vigtigt at se på udviklingen i priserne og virksomhedernes profitabilitet. Han nævner, at Walmarts tiltagende markedsandel i USA kunne være et eksempel på god koncentration, da deres ekspansion er sket samtidig med et fald i profitabiliteten og ikke mindst priserne (forværrede arbejdsforhold og lavere lønninger kunne dog også spille en rolle).

I data ses der generelt en betydelig stigning i markedskoncentrationen drevet af både et fald i antallet af nye virksomheder og flere opkøb og fusioner blandt eksisterende virksomheder. På tværs af 360 industribrancher er markedsandelen for de otte største virksomheder inden for hver branche steget fra i gennemsnit 50 procent i 1997 til 59 procent i 2012.

Philippon argumenterer for, at den øgede koncentration hovedsageligt er af den dårlige slags. For det første dokumenterer han en stigning i sandsynligheden for, at en virksomhed med en stor markedsandel også har en stor markedsandel tre år senere. For det andet viser han, at de regnskabsmæssige selskabsprofitter efter skat er steget som andel af BNP.

Fra 1947 til slutningen af 1990’erne svingede de omkring seks procent. Nu svinger de nærmere omkring ni procent.

Superstars

En populær hypotese er, at den øgede markedskoncentration er forårsaget af særlige ’superstar’-virksomheder, som er mere produktive end alle andre. Hvis det var tilfældet, burde disse virksomheder være dem, som investerede mest. Men samlet set er nettoinvesteringernes andel af nettoprofitten faldet til cirka ti procent i dag, mens andelen i 2000 var cirka 20 procent – og Philippon viser, at dette investerings-gap særligt lader til at være udtalt i de brancher, hvor markedskoncentrationen er steget mest. Han viser også, at mens korrelationen på brancheniveau mellem ændringer i koncentrationsgraden og produktivitetsvæksten tidligere var positiv, så er den nu nul eller sågar negativ.

I en række kapitler spækket med fakta går Philippon i dybden med enkelte brancher; finansielle virksomheder, sundhed, onlinehandel og reklame. I forhold til banker og forsikringsselskaber sætter han eksempelvis spørgsmålstegn ved, hvorfor deres ’priser’ ikke er faldet, når nu digitalisering burde have ført til betydelige effektiviseringsgevinster. Han viser derimod, at finansbranchens indtjening i procent af den samlede mængde finansielle aktiver har været nogenlunde konstant på to procent siden 1870. Det tyder indirekte på mangelfuld konkurrence.

USA og EU

Et problem for Philippon er, at det meste af hans evidens er rene korrelationer i data. For at kunne udtale sig endegyldigt om kausalitet har han brug for at vide, hvad alternativscenariet havde været. Eksperimentelt set mangler han en kontrolgruppe. Han foreslår, at udviklingen i EU kan bruges.

På trods af mange forskelle påpeger han, at europæiske virksomheder i de fleste brancher bruger de samme teknologier som i USA og er udsat for den samme internationale konkurrence. Men de empiriske tendenser med tegn på øget monopolmagt, som ses i USA, findes ikke i EU. Koncentrationsgraden er overordnet set knapt nok steget, profitabiliteten er uændret relativt til slutningen af 1990’erne, og lønmodtagernes andel af BNP er ikke faldet. Philippon konkluderer derfor, at hovedforklaringen skal findes i forskelle i den gennemførte politik.

På en række parametre har de fleste EU-lande nu mindre forvridende regulering end USA, mens det var omvendt i 1990’erne. Han roser de europæiske konkurrencemyndigheders uafhængighed af politisk pres og forklarer det som en konsekvens af, at franske politikere for alt i verden vil undgå, at tyske politikere får indflydelse i fusions- og konkurrencesager angående franske virksomheder og vice versa.

Som eksempel kan nævnes konkurrencekommissær Magrethe Vestagers nej til en fusion mellem franske Alstoms og tyske Siemens’ jernbaneaktiviteter i februar 2019 på trods af protester fra både tyske og franske politikere. Vurderingen var, at de tilsammen ville blive for dominerende på det europæiske jernbanemarked.

Philippon påviser også, at de europæiske virksomheders udgifter til lobbyisme er meget mindre end de amerikanske, måske kun halvt så store, og han minder om, at penge og kampagnebidrag i det hele taget spiller en langt mindre rolle i europæisk politik end i amerikansk. Det understøtter hans pointe om, at det er forskelle i den førte politik, der er baggrunden for de forskelligartede udviklinger i USA og EU.

Hvad må der gøres

Philippons anbefalinger til, hvordan konkurrencen effektiviseres, fokuserer på behovet for at gøre det lettere for nye virksomheder at udfordre gamle mastodonter. I stedet for et løst krav om mindre regulering mener han, der er behov for bedre regulering. Han argumenterer for, at en juridisk nulfejlskultur, hvor hele bevisbyrden for konkurrenceproblemer ligger hos staten, er problematisk. I stedet er der brug for en mere offensiv tilgang, hvor fejl vil blive begået, men hvor mulighederne for afgørende forbedringer af samfundsøkonomien er i sigte.

Når virksomheder med monopolmagt holder priserne kunstigt oppe, falder ikke bare den samlede produktion, men også lønningerne, investeringerne og produktiviteten. Ineffektiv konkurrence gør ikke kun samfundskagen mindre, men efterlader også færre krummer til almindelige lønmodtagere, som ikke får del i de kunstige knaphedsrenter.

Philippon åbner tilmed for muligheden for, at nogle virksomheder i visse lokalområder er så store, at deres arbejdere ikke kan true med at skifte job, hvis lønnen er for lav. Et sådant ’købermonopol’ kaldes for ’monopsoni’ og giver virksomheder mulighed for at kombinere kunstigt høje priser med kunstigt lave lønninger.

Industriøkonomi

Philippons tilgang skal ses i forlængelse af moderne industriøkonomi, som har revitaliseret diskussionen om forholdet mellem stat og marked eller måske nærmere påvist deres uadskillelighed. Som nobelprisvinderen Jean Tirole forklarer i sin letlæste introduktion til moderne industriøkonomi, Economics of the Common Good, har påvisningen af utallige markedsfejl gjort det klart for flertallet af økonomer, at markedet er et værktøj, som kan bruges godt eller dårligt, men aldrig må blive et dogme.

Harvard-økonomen Dani Rodrik har argumenteret for en mere proaktiv statslig erhvervspolitik, hvor fokus skal være på at støtte teknologisk udvikling til gavn for lønmodtagere og klimaet.

De store omkostninger ved den formindskede konkurrence i USA de seneste 20 år rejser endelig spørgsmålet om, hvad udgangsniveauet var. Hverken Europa i dag eller USA i 1990’erne kan beskrives som perfekt fungerende markeder. Særligt ville det være interessant at vide, hvor stor en del af indkomst- og formueuligheden, der kan forklares ved henholdsvis forskelle i produktivitet og forskelle i adgang til kunstige knaphedsrenter. Overraskende store stigninger i bolig- og aktiepriser skaber eksempelvis formueulighed baseret på rent held, endnu en form for overnormalt afkast.

Omfordelende beskatning af høje profitter og indkomster er langt mindre problematiske fra et efficienssynspunkt, hvis disse i høj grad forklares af kunstig skabt knaphed. Den negative effekt på samfundskagens størrelse vil være mindre. Det kan sågar øge incitamentet til investeringer, som ikke bare er privatøkonomisk lukrative, men også samfundsøkonomisk gavnlige.

Jeppe Druedahl er adjunkt på Økonomisk Institut på Københavns Universitet og skriver analyser og kommentarer om økonomi i Information.

Thomas Philippon: ’The Great Reversal’. Belknap Press. 2019.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Faktisk interessant. Jeg bliver stedse forbløffet over økonomernes evne til med dybe analyser og henvisninger til lærde teorier at forklare, hvad der er sket.
Kunne jeg blot blive lige så benovet over deres fremtids forudsigelser.

Flemming Berger, Christian Skoubye og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Monopolkapitalismen og dens depraverende spredningseffekter og bivirkninger er bestemt ikke noget nyt; hovedproblemet er vores historieløshed. Vi lever i en kapitalistisk forbrugerkultur, hvor eskapisme er hovedattraktionen og repetitionen af banaliteter er endeløs.

Ole Arne Sejersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Mikkel Zess, Peter Knap, Liselotte Paulsen, Flemming Berger, Erik Winberg, Arne Albatros Olsen, David Zennaro og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Da jeg, for en del år siden læste økonomi, var opfattelsen, at markedsøkonomi havde ført til lavere priser og dermed højere levestandard.

Dette er i nogen grad stadig korrekt. Men man kan altså konkurrere så meget, at der kun bliver monopolistiske udbydere tilbage, og de fastsætter prisen. Desuden skader transporten af centralistiske produktioner klimaet.

Liselotte Paulsen og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar

"Da jeg, for en del år siden læste økonomi, var opfattelsen, at markedsøkonomi havde ført til lavere priser og dermed højere levestandard.

Dette er i nogen grad stadig korrekt."

Spekulationen herom lever ihvertfald i bedste velgående, men den anden side af at nogle har fået højere levestandarder er at arbejdskraften er blevet udbyttet i en forceret grad, at jordens ressourcebalance er væltet og klimaerne under hastig forandring ... og at monopolkapitalismen trives som aldrig før.

Ole Arne Sejersen, Mikkel Zess, Flemming Berger, Erik Winberg og Michael Christiansen anbefalede denne kommentar

@ Hanne Utoft,

Du har faktisk ganske ret.

Men jeg kan yderligere tilføje, at det dengang var en udbredt opfattelse, at hvis man fjernede alle overflødige omkostningsled (herunder marketing), så kunne kunne hele jordens befolkning, - også i vesten, opretholde sin daværende levestandard ved cirka 2 timers effektivt dagligt arbejde.

Bent Nørgaard

Det gamle Sovjet/Østblokken var den rene monopolvIrksomhed, med femårsplaner for det hele. Ingen penge til pr og unødvendige reklamer. Samt ikke at forglemme, ingen private kapitalister med deres konkurrence. Det kunne da kun gå godt. Det gjorde det som bekendt ikke. Bon appetit.

Lasse Glavind

Gert Romne, og så er der gældsbjergene.

Dan D. Jensen

Ja Bent Nørgård du har helt ret
Det jeg bare ikke forstår at hvorfor det skulle være bedre at kalde "opskriften" noget nyt ?
Det er mig ligegyldig om de ganske få gamle mænd som bestemmer sidder i en centralkomitee eller i en kapitalistisk bestyrelse !
Samme metode, samme resultat.
Så ja Bent Nørgård du har helt ret

Niels østergård og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Bent Nørgaard har komplet ret i at statskapitalismen, som udviklede sig i Sovjetunionen, heller ikke er noget fornuftigt alternativ til markedskapitalismen - og det forstemmende er vel at enhver progressiv kritik af kapitalismens åbenlyst katastrofale virkninger omgående mødes med antydninger og/eller beskyldninger om at kritikken gives til fordel for statskapitalisme. Det er en ren Gøg og Gokke-debat.