Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Filmen ’Den største lille gård’ er som en beroligende billedbog for voksne om landliv

Hvordan bliver verden en billedbog, vi kan nænne at læse op fra? En (meget) amerikansk dokumentarfilm om et ægtepar, der omlægger deres liv og genskaber naturen, giver et patosfyldt, drømmende verdensfjernt og forførende svar
Motivationen for John Chester og madbloggeren Molly Chesters livsstilsændring fra lejlighed til økolandbrug er, påstås det med fortællingens sans for patosbetonet relaterbarhed: en hund. En adopteret, hjemløs hund, der ikke kan finde sig til rette i parrets trange lejlighed, og som dermed giver parret skubbet til at flytte på landet.

Motivationen for John Chester og madbloggeren Molly Chesters livsstilsændring fra lejlighed til økolandbrug er, påstås det med fortællingens sans for patosbetonet relaterbarhed: en hund. En adopteret, hjemløs hund, der ikke kan finde sig til rette i parrets trange lejlighed, og som dermed giver parret skubbet til at flytte på landet.

Angel Films

Kultur
30. januar 2020

Grisene på gården siger »øf øf øf«, og hønsene siger »bwooork«, og dér er hunden – »wruf – og dér er hesten – »prrrruh« – hanen galer, og solen skinner, æblerne er friske, marken er mejet, mælken sprøjter glad fra koens yver, kaninen skal have sin gulerod, og nu skal landmanden snart stå op, så alle dyr på gården kan få lidt morgenmad i det biodiverse paradis på jord. Øf, bvork, pruh, stå op!

En bizar oplevelse ved at få et barn var for mig at indse, hvor forskruet en version af verden, man præsenterer ved at opføre den obligatoriske del af de yngstes billedbogspensum, som omhandler/rådyrker det idylliske liv på landet. For det er jo billeder fra en fjern, død tid. Samtidig er det et meget akkurat billede på et af de fantasiscenarier for bæredygtig sameksistens, vi allermest intenst dyrker i vores klimakatastroferamte og naturafkoblede samtid.

Og helt passende ligner den (meget) amerikanske, biografaktuelle dokumentarfilm Den største lille gård (originaltitel: The Biggest Little Farm) netop en slags dokumentarfilmdramatisk billedbog af tiden for de voksne: Hvordan forlader vi modernitetens kynisme og effektivitetstankegang, genopdager udbyttet af planters og dyrs interne afhængighed og skaber et landbrug, der får dyrene, jorden og menneskene til at leve i harmoni med hinanden? Og hvordan bliver verden og vores fødevareproduktion en billedbog, vi kan nænne at læse op fra?

Indiebanjo og hundeven

Et idealistisk ægtepar, naturfilmsfotografen John Chester og madbloggeren Molly Chester, har i syv år dokumenteret deres realisering af sådan en drøm om et bæredygtigt, selvforsynende liv på landet. Motivationen for deres livsstilsændring fra lejlighed til økolandbrug er, påstås det med fortællingens sans for patosbetonet relaterbarhed: en hund. En adopteret, hjemløs hund, der ikke kan finde sig til rette i parrets trange lejlighed, og som dermed giver parret skubbet til at flytte på landet.

Vi følger de tre hele vejen fra den hjælpe- og pengeløse begyndelse og gennem obligatoriske og ret medrivende opture og nedture. Hunden forbliver den figur, der minder parret om dets etiske kald på at skabe meningsfulde liv. Det er kun nuttet, hvis man kan lide hunde. Generelt tolereres filmens tone bedst, hvis man godt kan lide californisk indiefinurlighed såsom banjomusik og livsglad storytelling. 

Vi præsenteres for svære dilemmaer og læringsprocesser, men kun på et vist niveau interesserer Den største lille gård sig hardcore for virkeligheden. For eksempel forstår vi, at parret hjælpes i gang af en rig sponsor, der køber ind på deres drøm, men vi hører aldrig om, hvem og hvad aftalen er.

Vi får heller intet at vide om arbejdsforholdene blandt de internationale arbejdere, som snart strømmer til gården og hjælper med at få det til at hænge sammen i det daglige, men vi forstår indirekte, at de må være frivillige og ergo gratis arbejdskraft.

Vi får fortalt, hvordan de biodynamiske æg fra fritgående høns bliver solgt på nul komma fem, og hvordan de over 70 frugttræer på den gigantiske plantage omsider begynder at bære salgbar frugt.

Men om dette landbrug på nogen tænkelig måde er eller på sigt kan blive reelt økonomisk bæredygtigt, får vi ikke at vide. I den forstand forbliver filmen en drøm, der viser en retning, men ikke en løsning uden for drømmeboblen. Og der tages ikke stilling til, om selvrealisering eller klima er vigtigst for dem.

På et følelsesmæssigt niveau er den dog stadig et stærkt argument for biodiversitet, kærlighed til dyr og basal naturforståelse. Det er uvurderligt hjulpet på vej af Chesters udprægede evner som en naturfotograf, der kan zoome helt ind på det kriblende og bjæffende og pippende liv, der langsomt opstår i deres plantage og i den genvakte natur.

Vi bliver følelsesmæssigt knyttet til en gris og en hane. Og vi bevæges over skønheden i, at ænder, der skider søen giftig i varmen under en tørke, kan slippes fri blandt frugttræerne og med sultne næb udrydde plantagens snegleepidemi.

Dermed bliver filmen lidt som at sidde i pyjamas på skødet af John Chester og få repeteret, at anden, Katrine, siger rap rap rap, og alle dyr har et formål. Og at måske kan vi få det hele til at hænge lidt bedre sammen igen, min ven. Og så sover man jo faktisk lidt mere sødt.

’Den største lille gård’. Instruktion og fotografi: John Chester. Amerikansk (Biografer landet over, heriblandt Grand Teatret, Gloria Biograf, Palads Teatret og Valby Kino i København, Biffen Aalborg, Nicolai Biograf Kolding, Biffen Odder, Ishøj, Korsør).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Tanghus

Jeg dyrker samme slags eskapisme ved at se Bonderøven. Når jeg trænger til en pause fra katastrofer og død, snupper jeg et par afsnit eller tre på DKTV.

Kære Katrine, du skal vist lige se filmen en gang til. ;o)