Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Fire nye fortællinger fra Ursula Scavenius viser mennesker på flugt

Scavenius’ skævvredne verden
Kultur
17. januar 2020

Ursula Scavenius skriver en fantastisk form for historier, lange grundige fortællinger fra en verden, som ligner vores, men hvor noget er gået grundlæggende galt.

I de tre fortællinger i debutsamlingen Fjer fra 2015 har naturen har taget over; en dag hænger en ekstra måne på himlen, som forårsager ødelæggende oversvømmelser.

I de fire fortællinger i den nye samling, Dukkerne, er det i høj grad menneskeskabte katastrofer, som er på spil. I fortællingen »Mod Rusland« planlægges en kunstig oversvømmelse af dele af Sjælland for at forsvare landet mod en mulig invasion. I den mærkelige »Notplas hus« er en kvinde på flugt fra krig. I samlingens sidste fortælling, »Kupé«, fragter tre søskende deres døde mor tilbage til Ungarn, hvorfra hun i sin tid blev deporteret, men en oversvømmelse midt i Europa sænker deres færd.

Scavenius’ underlige og dystopiske fortællinger er svære at lægge fra sig og leder tankerne mod både historiske forbrydelser og aktuelle kriser.

I den første og længste fortælling, som også er titelnovellen, bor pigen Agnes med sine forældre og storesøster ved siden af et »center«, som holder til i en gammel skole. Vi ved ikke, hvor vi er, men det er en landsby, hvor bedrifter og butikker er lukket ned, hovedgaden er dekoreret med Til salg-skilte, der mangler varer, folk drikker, og ingen har arbejde ud over ved »Maskinen«, der beskrives sært som en slags mobil fabrik. I centret bor der flygtninge.

Agnes’ storesøster har forskanset sig i husets kælder, hvor hun danser rundt alene og får serveret kogte æg ned igennem en luge i gulvet, og ude fra skoven eller mosen, som omgiver huset, lyder konstant den skærende musik fra violiner, som gør folk gale.

Agnes er pludselig, uforklarligt, blevet lam og sidder i kørestol. Andre i landsbyen rammes af bylder, det er en slags epidemi. Et sted i nærheden bliver noget – eller nogen – brændt; igennem hele fortællingen daler asken ned over huset og skoven og giver dystre associationer.

'Dukkerne' Ursula Scavenius.

Når man læser Scavenius’ fortællinger, får man en følelse af, at den verden der beskrives, også eksisterer ud over teksternes rum. Det er ikke alt, vi får at vide eller får forklaret. Noget er gået forud for historien, noget som har forandret eller skævvredet den verden, vi kender.

Fortællingerne er fyldt med foruroligende tegn, groteske naturfænomener og mærkelige sammensmeltninger. Et eksempel er familiens køkkenhave i »Dukkerne«:

»Grøntsagerne er vokset sammen, en gulerod og en rødbede er blevet flettet ind i hinanden; en squash er vokset ind i et kålhoved; og kartoflerne er smeltet sammen med jordskokkerne«.

Det bringer ulykke, siger Agnes, hvis man rører ved dem. Eller en fugl, som opfører sig underligt:

»Den flyver hen og sætter sig på vores rude og hakker med næbbet ind i glasset og sidder fast. Jeg tror, den dør af det.«

Det er, som om naturens eget kompas er sat ud af spil, dyr og planter ved ikke længere, hvordan de skal agere. I andre fortællinger er det mennesker, som vokser sammen eller tager hinandens plads: en mand er vidne til sin egen begravelse, en kvinde viser sig måske at være mor til sin lillebror.

Skræmmende og uudgrundelig

Fortællingerne i Dukkerne er velkomponerede og chokerende. Teksterne er kompromisløse i deres insisteren på at beskrive uden at forklare. Eller sagt på en anden måde: Historierne føles som vidnesbyrd fra personer, som ikke selv forstår, hvad der foregår.

Scavenius skriver staccato-sætninger og korte afsnit, ofte med gentagelser som driver teksten frem. Der er enkelte, nøje udvalgte detaljer og helt klare billeder:

»Solen går ned her klokken fem et sted bag husene lige så hurtigt, som man putter en mønt ned i en sparebøsse«.

Andre gange går elementer igen imellem teksterne og binder de fire fortællinger sammen: et rosenbed, skinnende lys, råddent vand.

Der er en absurd humor i de næsten resignerede beskrivelser, og i det irrationelle i menneskenes handlinger. Som her, hvor Agnes’ far har fået nok af violinmusikken:

»Vi bygger en mur, så der ikke kommer mere musik herind,« siger han.

Og moren stemmer i:

»Dem, der nærmer sig muren, må man skyde.«

Dukkerne er endnu mere skræmmende end debuten, og også mere uudgrundelig. Nogle gange er der lidt for mange ubekendte faktorer i teksterne til, at jeg helt kan følge med; hvorfor bliver kælderen i Agnes’ families hus kaldt for »lyverummet«? Hvad vil det sige, at hendes søster har bundet sin fod fast til et akvarium? Det sætter sig til gengæld i mig som stemning, som ubehag.

Mod slutningen af »Dukkerne« opstår der brand i flygtningecentret. Agnes og familien sidder i deres køkken og ser ud på flammerne, mens mennesker formodentlig dør derinde. En stemme i radioen siger, at »alt kan være propaganda i dag«. Måske er det en af grundene til, at så mange ting i Scavenius’ fortælleunivers lader til at være ved at gå ad helvede til. Fordi ingen griber ind:

»Vi kan ikke rejse os fra bordet og hjælpe dem uden videre, når vi ikke ved, om skrigene er ægte.«

DukkerneUrsula Scavenius. Basilisk. 143 sider. 200 kr. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her