Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Den første store dannelsesroman, Goethes ‘Wilhelm Meisters Læreår’, er nu nyoversat til dansk

Informations anmelder havde tænkt sig at afstå fra at skifte rolle fra taknemmeligt klappende Goethe-fan til fluekneppende pedant, men der er skæverter i oversættelsen
Informations anmelder havde tænkt sig at afstå fra at skifte rolle fra taknemmeligt klappende Goethe-fan til fluekneppende pedant, men der er skæverter i oversættelsen

Sara Houmann Mortensen

Kultur
31. januar 2020

Jeg kan overhovedet ikke begribe, hvorledes nogen har kunnet tro, at Gud taler til os gennem bøger og historier. Den, som ikke af verden umiddelbart får at vide, hvordan den forholder sig til ham, den, hvis hjerte ikke fortæller ham, hvad han skylder sig selv og andre, vil nok vanskeligt kunne læse sig til det i bøger, som egentlig kun egner sig til at give vores vildfarelser navne.

Sådan ville anmelderen nok have gengivet en vigtig metalitterær passage i Johann Wolfgang Goethes dannelsesroman Wilhelm Meisters Lehrjahre fra 1795-96. Men sådan står det pågældende sted ikke fordansket i den nye oversættelse ved Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Her læser vi nemlig:

»Jeg kan nu ikke forstå, hvordan nogen har kunnet tro, at Gud taler til os gennem bøger og historier. Den, som verden ikke fortæller, hvilket forhold den har til ham, den, hvis hjerte ikke allerede ved, hvad han skylder sig selv og andre, vil næppe kunne læse sig til det i bøger, han kan højst få at vide, hvad hans fejltrin kaldes.«

Johann Wolfgang von Goethe: ’Wilhelm Meisters læreår’.

Saxo
Er det det samme, der står? Er det det samme, bare sagt på to forskellige måder? Eller er det sådan, at hvis man siger noget på en anden måde, så er det noget andet, man siger? Den diskussion skal vi vende tilbage til. Men først nogle ord om romanen og forklaringen på, at den pågældende passage er så central og vigtig, samt om, hvorfor værket har fået tildelt status som dannelsesromanen over dem alle – genrens paradigmatiske repræsentant.

Ordene bliver sagt af den jordiske-praktiske Therese, som bor for sig selv i et nydeligt lille hus, hvori der råder mønstergyldig orden. Selv brændet er stablet, så det ligner en del af bygningen. Ud over husholdning og økonomi dækker hendes jordiske sagkyndighed også markdrift og skovbrug, ja, hun modtager tilmed børn til oplæring. Hun er simpelt hen sindbilledet på fortrolighed med den konkret foreliggende verden.

Lige modsat er Natalie, som Wilhelm samtidig sværmer for. Hun er ophøjet og æterisk og forbundet med et esoterisk hemmeligt selskab, som har samlingssted i det høje tårn på et slot, der er indrettet som en slags menneskehedens visdomsmuseum. Det bliver også her, hovedpersonen i slutningen af værkets syvende og næstsidste bog får overrakt et sammenrullet skrift, som udlægger hele hans hidtidige liv, et »lærebrev«, som har givet værket dets titel – Wilhelm Meisters Læreår.

I ottende og afsluttende bog er han lige ved at blive forenet, med først den ene og så den anden af de to ædle kvinder. Han ender med at vælge Natalie for så at rejse vidt ud i verden og aldrig skulle se hende igen. Hun bliver hans sjæls spejl, skønt ikke hans skæbne. Men samtidig er det Thereses jordbundet snusfornuftige udsagn, som ender med at blive i hvert fald en del af konklusionen i denne muntre roman uden egentlig ’morale’.

Wilhelm Meisters læreår er nemlig en fortælling om nødvendigheden af selvindsigt, en vejledning i selvrefleksion. Dens mandlige hovedperson bliver, vildfarelse for vildfarelse, klogere på sig selv og føres gennem illusioners spil frem til sine ønskers mål.

Det er denne klare pædagogiske plan, som har givet Goethes skildring af identitet og kærlighed dens uovertrufne mønstergyldighedsstatus, på trods af at fortællingen om den vildfarende helt samtidig selv fremtræder herligt individuel, farvet som den er dels af forfatterens fortrolighed med esoteriske erfaringer og ritualer, dels (og antagelig mindst lige så vigtigt) af en særlig overbærende mildhed, noget, som samlet skaber en karakteristisk kombination af indsigt og ynde, menneskeklogskab og skælmeri, højtidelighed og nærmest letfodet ironi.

Oversætterne får i deres (ellers lige lovlig skabagtige) efterskrift sat adækvate ord på ironien: Denne består i diskrepansen mellem Wilhelms illusioner og omverdenens reelle beskaffenhed, i distancen fra hans drømme og til hans personlige situation samt ikke mindst i divergensen mellem den frihed, med hvilken han tror at vælge sig gennem verden, og så den nøje planlagte styring, som hans skjulte velgørere udøver over ham.

En indre orden fra det skjulte

Mindst lige så interessant er dog selve fortællemåden. Goethe-kenderen Per Øhrgaard har her vist, hvordan centrale momenter i handlingen ikke er meddelt som sikker sandhed. Fortællerinstansen er behæftet med en charmerende lille tvivl, som pudsigt nok bevirker, at læseren kommer til at tro på historien bag – som om der overhovedet var en historie bag! – et raffineret spil, som da vist gik hen over hovedet på mange af de forfattere, som op gennem 1800-tallet fulgte i Goethes fodspor, men særligt interesserede sig for romanens skoledannende komposition.

Da romanen tager sin begyndelse, er Wilhelm dels aldeles tosset med teater, dels smækforelsket i en tiltrækkende skuespillerinde. Han tænker, som der står, »ikke på andet end teater«. Den første store forelskelse er ikke til at skelne fra hans kærlighed til scenen. Skæbnen har, tænker han sig, gennem Mariane rakt ham den hånd, som skal »rive ham ud af et stift og stillestående borgerligt liv, som han længe havde drømt om at undslippe«.

Men da han i en sen nattetime ser (eller tror at se) en rival forlade hendes bolig, bryder hans verden sammen, og han går godhedsfuldt handels- og forretningsvejen, helt som hans rige købmandsfar har ønsket. Her bryder Goethe imidlertid sin fortælling af og lader os i anden bog møde Wilhelm på vej ind i teaterverdenen igen. Han slutter sig til en trup af omrejsende skuespillere og forelsker sig med en vis drenget gysen i den forførende, skælmske Philine. Under et ophold på et greveligt slot får han derudover smag for den fornemme verden og er blot millimeter fra at blive en adelsdames elsker.

Siden slår han sig sammen med teaterlederen Serlo og dennes søster Aurelie og oplever sit livs store triumf, da han spiller hovedrollen i Hamlet, ikke fordi han er nogen stor skuespiller, men fordi han i ét og alt kan spejle sig i rollen! Og sluttelig optages han, som allerede antydet, i en frimurerlignende loge af humanistisk indstillede, ædelt samfundsforbedrende vismænd: Tårnselskabet.

Som det vist allerede er fremgået, virker Wilhelm Meister umulig at referere. Det skyldes dels, at den er tilrettelagt både som en fremadskridende, fortløbende handling og som en hel serie af stiliserede, mere eller mindre symbolske og mytelignende tableauer. Et sted trykker Wilhelm en medaljon imod en grevindes bryst, så hun bagefter tror, hun har fået en kræftknude.

Et andet sted overfaldes hans rejseselskab af røvere, og han bliver såret, men frelses, som der står, af en amazone, som svøber en kappe om ham, hvorefter han besvimer. Denne livredderske viser sig siden hen at være – Natalie! – et af de romanagtige sammentræf, romanen er så rig på.

Lige så besynderlige som hændelserne er de figurer, der omgiver helten: Mignon, en sær og i nogles øjne tvekønnet skabning, og Harpespilleren, den omstrejfende musikant med det lange skæg og det følsomme sind. Disse viser sig til slut at være henholdsvis datter og far, en viden, som Wilhelm og læseren får i kraft af en række kunstige og for så vidt urimelige arrangementer, konstellationer og indlagte beretninger, der, som Aage Henriksen skrev engang, er »helt hen i vejret« som realistiske begivenhedsforløb. Til gengæld bliver det tydeligt, hvordan en indre orden fra det skjulte har styret hovedpersonens færd.

På det tidspunkt har Wilhelm dog lært at tænke i sindbilleder og fortolke verden på flere planer. Hvor han i værkets første dele opfatter alt, hvad der sker, ved et tilfælde, som vink fra selveste skæbnen, er han mod slutningen blevet gennemskuende indsigtsfuld, og hvor han som teatertosse og elsker gang på gang gik i de samme fælder, har han til slut bedre lært at gennemskue sine illusionsdannelser.

Vi kan med fuld ret sige, at han nu lever op til Thereses litteratursyn. Bogen om ham er et eksempel på, hvordan bøger og historier kan give vores vildfarelser navne. Hvad Goethe demonstrerer, er, at det gennem en veltilrettelagt og gennemtænkt episk fortælling er muligt at lede mennesker ud af sig selv – og ad en omvej ind i sig selv igen. Som der står allerede i første bog, handler dannelse simpelt hen om at finde ud af, hvad man dur til, og nøjes med at gøre netop det.

I modsætning hertil fjumrer, viser romanen, de fleste mennesker rundt i et spil af forstillelse og fatalt selvbedrag. Eller sagt ultrakort: Verden er et teater. I sidste ende er det lettere at tilgive skuespillere deres menneskelighed end at tilgive menneskene deres skuespilleragtighed.

Oversættelsen svigter

Er det også muligt at tilgive Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad de mange friheder, de tager sig i deres forsøg på at skabe en ny dansk Wilhelm Meister her næsten hundrede år efter Kai Holbergs?

På dette punkt er anmelderen næsten lige så splittet mellem begejstring og forbehold, som Wilhelm var mellem kærlighed og seksualitet. Lad gå med, at oversætterne, i læservenlighedens navn, skriver »vores« i stedet for »vor«, »vort« og »vore«. Og måske lærer man hen ad vejen at bære over med, at sætningssubjekter efterfulgt af en relativsætning sættes i akkusativ efter modellen:

»Dem, der vil ha’ røde pølser, skal gå til venstre, og dem, der ønsker sandwich, kan stille sig i køen til højre.«

En lignende moderniserende tilpasning forsøges desværre på det semantiske plan, når det smukke og helt igennem dækkende ord »Eigenliebe« oversættes med »selvforståelse«, og når »eine schöne Natur« på dansk gengives som »en smuk sjæl«, og den vidunderlige glose »überbildet« lige efter bliver til noget så kedeligt som at »overdrive« dannelsen. Her og andetsteds anes en ny ironi: Har romanen om narcissismens lykkelige overvindelse mon nu fået en dansk oversættelse tilpasset en selvforgabt og uhjælpeligt selvspejlende tid?

Problematisk er det, at visse tiltaleformer tilpasses, sådan at Tårnselskabets Jarno siger først »De« og så »du« til sin fælle Lothario i nogle replikker, som på tysk kunstfærdigt er gjort helt upersonlige. For anmelderen at se skal selskabets medlemmer netop fremstå ædelt dannede og ikke joviale eller blot hverdagsagtige. Desuden kan det virkelig ærgre, at romanens digte, som da vist ikke er spor dårlige fra Goethes hånd, gengives metrisk haltende og med slappe rim.

Oprindelig havde anmelderen tænkt sig at skulle afstå fra at skifte rolle fra taknemmeligt klappende Goethe-fan til fluekneppende pedant. Men der er altså et enkelt afgørende sted, hvor oversættelsen svigter totalt, nemlig der, hvor Wilhelm vågner op morgenen efter den højst besynderlige opførelse af Hamlet. Her står der i min billigbogsudgave fra Insel Verlag:

»Unter lebhaften Liebkosungen war unser Freund an der Seite dieses seltsamen, stummen Besuches eingeschlafen, und nun war weiter keine Spur mehr davon zu entdecken.«

I oversættelsen står:

»Wilhelm og den sære, stumme gæst havde kærtegnet hinanden og var faldet i søvn side om side, men nu var gæsten sporløst forsvundet.«

Dermed forsvinder for mig at se ikke alene de »livlige« kærtegn, men også asymmetrien mellem de to i sengen. Hos Goethe er det ikke sikkert, at kvinden falder i søvn, ja, det skal skam helst stå hen i det uvisse, om favntaget overhovedet finder sted!

Den tyske ordlyd i det natlige besøg holder det elegant svævende, hvad det er for et besøg – eller om det hele er en drøm, og der slet ikke har været nogen, for da Wilhelm står op, opdager han, at døren ikke er låst, men han kan ikke huske, om han selv lod den stå åben! Man kunne i stedet have skrevet:

»Under livlige kærtegn var vor ven faldet i søvn ved siden af dette sælsomme, stumme besøg, og nu var det ikke til at opdage de fjerneste spor af det.«

Er det det samme, der står? Er det det samme, bare sagt på to forskellige måder? Eller er det sådan, at hvis man siger noget på en anden måde, så er det noget andet, man siger?

Det kunne være herligt, hvis forlaget Sisyfos i et kommende oplag udbedrede skaden i sengen. Ved samme lejlighed kan der rettes op på adskillige skæverter, hvorom der vil tilgå besked i separat post.

Johann Wolfgang von Goethe: ’Wilhelm Meisters læreår’. Oversat og med efterskrift af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Forlaget Sisyfos. 564 sider. 329 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anne-Marie Paul

Er det første gang den er oversat?