Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

’De forbandede år’ er forbandet af Besættelsens mange moralske dilemmaer

I Anders Refns ’De forbandede år’ er der udbrudt total krig i familien Skov, hvor der rundt om middagsbordet sidder repræsentanter for samtlige moralske dilemmaer, som Besættelsen kunne mønstre i den danske befolkning. Det er et umuligt projekt at gøre det hele troværdigt, og det lykkes da heller ikke filmen at bevæge – på trods af alle de bevæggrunde, som karaktererne har til at gøre, som de gør
Anders Refns drama ’De forbandede år’ er så overlæsset med moralske dilemmaer fra Besættelsen, at ingen af dem føles afgørende.

Anders Refns drama ’De forbandede år’ er så overlæsset med moralske dilemmaer fra Besættelsen, at ingen af dem føles afgørende.

Scanbox

Kultur
10. januar 2020

Noget af det positive ved, at Besættelsen bestemt ikke er et underbelyst emne i hverken dansk historieskrivning eller drama, er, at der er plads til, at man ikke behøver fortælle det hele hver gang, men i stedet kan fokusere, detaljere og nuancere. Som det for eksempel skete i Martin Zandvliets fremragende Under sandet (2015) om de tyske krigsfanger, der blev sat til at rydde den danske kyst for landminer og i Roni Ezras stærke 9. april (2015) om en lille deling danske soldater, der på cykel kørte ud for at møde den invaderende hær ved den tyske grænse – ingen havde givet dem besked om, at regeringen havde overgivet sig.

Det smalle fokus i begge disse film giver plads til fortættede portrætter og en klar filmisk vision. Sand og cykler bliver meget mere end miljø og rekvisitter.

Det er da også en grundlæggende god idé at ville fokusere på værnemagerens historie, som instruktør Anders Refn vil det med Jesper Christensens patriark i De forbandede år. Den hæderlige fabriksejer, Karl Skov, der modvilligt producerer for tyskerne for at undgå en konkurs, der ikke bare ville ruinere ham og familien, men også sende hundredvis af ansatte ud i arbejdsløshed.

Der er nok til flere sæsoners tv-serie i den udvikling, som en virksomhedsledelse måtte gennemleve under Besættelsen, hvor de gik fra at følge politikernes opfordringer til at være landsforrædere.

Jesper Christensen gør sit for at portrættere den plagede mand, der i en blanding af naivitet og forsvarsmekanisme bevarer troen på, at systemet stadig fungerer. Han bliver ved med at ringe for at udrede misforståelser med sin logebror i den lokale politiledelse, selv da systemet er begyndt at internere lovlydige borgere og sende dem i fangelejr i Tyskland. Og hans kone Eva, spillet af Bodil Jørgensen, beder de voksne børn (fem styk i alt) om ikke at bande, når de slås og kalder hinanden for henholdsvis bolsjevikker og nazister.

Gammel verdensorden

Desperat forsøger familien Skov at holde fast i en gammel verdensorden i en verden uden orden. Det lyder, som om det kunne blive en god film, men det er den desværre ikke, for De forbandede år holder sig ikke til værnemageriet. Den vil fortælle alt, og dermed gør den os ikke rigtigt klogere på noget. På usandsynligt mange måder påvirker Besættelsen hele familen, og der opstår splittelse.

I og omkring familien Skovs villa i Vedbæk møder vi en veteran fra Vinterkrigen, der melder sig til Frikorps Danmark, en naiv ung pige, der forelsker sig i en tysk soldat, en kommunist, der er vendt hjem fra Den Spanske Borgerkrig og bliver modstandsmand, en ung mand, der gerne vil gøre noget (på grund af lige dele moral, hang til action og damer) og bliver sabotør, en minister, der taler lidt for begejstret om nazisterne, tysk-jødiske flygtninge, en ubehøvlet ung dansk mand, der fascineres af den stærke tyske handlekraft og bliver nazist, en trofast jødisk medarbejder, en trofast kommunistisk medarbejder, ærgerrige værnemagere, danske politifolk, der render tyskernes ærinder – og ikke på den lokalpatriotiske og betænksomme måde som Sofus Betjent fra Matador.

Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om noget, der mangler: Samtlige moralske dilemmaer, som danskerne potentielt kunne stifte bekendtskab med under Besættelsen, men meget få i realiteten gjorde, sidder rundt om familien Skovs middagsbord. At det er historisk utroværdigt – for eksempel var der kun cirka 1.000 finlandsfrivillige danskere og 450 spaniensfrivillige, men en af hver står Karl Skov meget nær – lever vi med, fordi det er fiktion, men det er desværre et umuligt projekt at gøre troværdigt som filmkunst.

Der er også forsøg på at skabe en upstairs downstairs-fornemmelse. Pernille Højmark er i køkkenet og ser ligesom Laura (igen fra Matador) bestyrtet til, mens ungdommens pligtfølelse over for herskabet smuldrer. Det er på alle måder en opbrudstid (der er også jazz), men der er så mange karakterer og miljøer, der gerne vil være med i filmen, at det er svært at undgå klicheerne i skildringen af dem. Anders Refn har kæmpet for og researchet til denne film i tyve år, men der er foretaget alt for få fravalg.

Ramt af en forbandelse

Engagementet i de enkelte karakterer, når ikke at indfinde sig. Til det lærer jeg dem for dårligt at kende. Der er for mange af dem, deres kroppe fortæller mig ingenting, deres replikker fortæller mig historien og ikke meget andet.

Det allerførste, der sker i filmen, er, at et familiemedlem ankommer til Karl og Evas sølvbryllupsfest og bliver modtaget med en nabovenlig hilsen af sin halvsøster a la ’hvor er jeg glad for at se dig, vi har været så urolige for dig’, som om han er vendt hjem fra en Roskilde Festival, hvor han har tabt sin mobil.

I virkeligheden kommer han nærmest direkte fra kampe i den finsk-sovjetiske vinterkrig, hvor krigshandlinger fandt sted i ned til 20 minusgrader. Men alvoren i de mange tragiske skæbner omkring familien Skov er der ikke tid til at dvæle ved, så derfor forekommer stridighederne mellem den venlige Karl Skovs nærmeste ikke overbevisende.

Hver gang han har sluttet fred med den ene søn, skal han forholde sig til den andens krigstraumer. Det er total krig, men i den meget civiliserede familie føles det ikke sådan. Det er en grundlæggende velfungerende familie, der er blevet ramt af en forbandelse.

I den henseende har filmen en meget sigende titel: De forbandede år. Der lander næsten bogstaveligt talt en bombe midt i ægteparret Skovs pæne sølvbryllupsidyl d. 9. april. Uden varsel skaber den pludselig kaos i en kernefamilie, der for en tid er i undtagelsestilstand.

»Kan I nogensinde tilgive mig?« siger den grædende hjemvendte tyskertøs.

»Vi elsker dig jo,« svarer den tilgivende mor hjerteligt.

Det er en meget gammeldags opfattelse af Anden Verdenskrig og Besættelsen. Som en slags vilkårlig undtagelse i verdens- og danmarkshistorien. Som en pludselig opstået, men nu afsluttet kæmpebegivenhed. Som år uden hverdage. Som en temalørdag. Men sådan fungerer det ikke. Virkeligheden bliver ikke ramt af forbandelser, der hæves igen, og det gør familier heller ikke.

Det er et sympatisk projekt at ville bruge fiktionen til at undersøge samarbejdspolitikkens konsekvenser for de mennesker, der rettede sig efter den. De, der som Karl Skov, gjorde det rigtige og det forkerte på én gang. Men der er ikke meget plads til den undersøgelse i en film, der også vil så meget andet.

’De forbandede år’. Instruktion: Anders Refn. Manuskript: Anders Refn og Flemming Quist Møller. Fotografi: Claus Sisseck og Morten Søborg. Længde: 152 minutter. Biografer landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er virkelig trist at anmelderen ikke blev mere bevæget af filmen, for det bevægende er faktisk netop filmens styrke - og det var svært ikke at leve sig ind i den alvor, som var så nærværende og vedkommende. Filmen lykkedes i at skildre de mange forskellige skæbner samt gøre dem levende og overbevisende, hvor mange andre film om besættelsestiden netop ikke formår at skildre de dilemmaer som reelt var på spil. Filmens tilgang er jo netop moderne ved at anerkende dilemmaerne, fremfor tidligere tiders mere sort-hvide skildring. Måske er anmelderen blevet forført af sit eget fokus på form fremfor indhold, som det desværre for tit sker i disse år. Jeg håber virkelig at filmen finder mere genklang hos sit potentielt brede publikum. Det er en fremragende film.

Klaus Ankerstjerne Eriksen, Oluf Husted og Per Meinertsen anbefalede denne kommentar

Jeg kedede mig ikke men anmelderen har ret i at familien var for konstrueret og derfor utroværdig. Der var stof til en hel serie.

Klaus Ankerstjerne Eriksen

Knaldhamrende god film. Der er lavet mange film om anden verdenskrig, men ikke nogen med en vinkel, hvor der fokuseres på dilemmaerne. Dilemmaer de fleste af os nok har spekuleret over og måske har vi forsigtigt konfronteret nogle af dilemaerne med de ældre mennesker i vores omgangskreds, som er fra generationen, der levede under krigen. Super god film og en tiltrængt fortælling om en vigtig del af vores historie.
Glæder mig til at se to'eren ;-)

"Desperat forsøger familien Skov at holde fast i en gammel verdensorden i en verden uden orden. Det lyder, som om det kunne blive en god film, men det er den desværre ikke, for De forbandede år holder sig ikke til værnemageriet. Den vil fortælle alt, og dermed gør den os ikke rigtigt klogere på noget."

Dilemmaerne, som filmen i meget begrænset form skildrer, er velkendte for mennesker som rent faktisk har fulgt med i den danske grundskoles historieundervisning. Dramatiseringen af dem skaber, som anmelderen er inde på, en individualisering og sentimentalisering der ikke gør os klogere på de strukturelle og politiske forhold, som gjorde det næsten uundgåeligt at både den danske storkapital/erhvervslivet og de politiske magter samarbejdede med tyskerne og derved bragte den danske befolkning ind i et bizart, gensidigt modforhold? Måske ville det have bidraget oplysende, hvis filmen havde medtaget f.eks. Jyllandspostens leder som demonstrerede støtte til den tyske totalitarisme - eller det danske Socialdemokratis opbakning til Hindenburg og de reaktionære kræfter i Tyskland, som hjalp Hitler til magten? Eller samme Socialdemokratis reaktionære socialpolitik, som var den underliggende årsag til at hensynet til ansattes risiko for arbejdsløshed spillede erhvervsgiganterne et kunstigt, solidarisk argument i hænderne for deres værnemageri? Det passer vel meget godt til den moderne danskers trang til dilemmaer, som ikke forpligter nogen på nogetsomhelst, og drama, som ikke øger opmærksomheden på det daværende Danmarks samfundsstrukturer til fordel for individets private pinsler og 'nødvendige' rigtigt-forkerte handlinger.