Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Det glemte mesterværk ’En fans noter’ stiller samme spørgsmål som ’Gøgereden’: Er det samfundet eller outsideren, der er noget galt med?

Med 50 års forsinkelse kommer Frederick Exleys fiktive erindringer endelig på dansk. ’En fans noter’ er et amerikansk mesterværk om maskulinitet, sport og selvdestruktion
Kultur
17. januar 2020
Fortælleren Frederick Exley er nærmest besat af New York Giants’ stjernespiller Frank Gifford (billedet).

Fortælleren Frederick Exley er nærmest besat af New York Giants’ stjernespiller Frank Gifford (billedet).

Ritzau/Scanpix

Fred Exley foretrækker søndagene. Her spilles der football, og da vi første gang møder fortælleren i En fans noter, sidder han på en bar efter »en weekend med nærmest heroisk druk og uden fast føde« og venter på tv-transmissionen af kampen mellem Dallas Cowboys og New York Giants. Sidstnævnte følger Fred Exley tæt, og han er nærmest besat af holdets stjernespiller Frank Gifford, som han mødte ganske kort, da de begge gik på samme college.

»Jeg identificerede mig så uforholdsmæssigt meget med ham, blandede i den grad mine egne tilbøjeligheder sammen med hans behov for at slippe væk fra hverdagens grå anonymitet, at han efter et stykke tid blev mit alter ego,« som Fred selv udtrykker det.

Frederick Exley: ’En fans noter’.

Saxo
Fortælleren er 32 år gammel på det tidspunkt, hans kone vil skilles, og han er vikar på en skole, »hvor læseplanen var lige så intetsigende som semuljevælling«.

Tingene er langtfra gået, som Fred havde drømt om, og livet er ved at smuldre for ham. Men søndag eftermiddag belønner Giants ham med »en følelse af at have indhold i livet«, og han spejler sig i Frank Giffords succes:

»Når jeg hørte fansene brøle, var det i mine ører lige så meget mig som ham, de brølede på; det brøl var ikke kun et løfte om, at jeg ville blive berømt, det var en decideret garanti.«

Forfatterens egen historie 

Footballspilleren Frank Gifford var en virkelig person, og det samme var fortælleren, hvis historie da også er forfatterens egen.

Frederick Exley (1929-1992) kalder ligefrem sin skønlitterære debut for »fiktive erindringer«, omend han i en indledende note til læserne understreger, at »selv om begivenhederne i denne bog kan have en vis lighed med den lange lidelseshistorie, der er mit liv, så eksisterer de fleste karakterer og hændelser kun i fantasien«.

Da bogen udkom i USA i september 1968 blev den modtaget med rosende anmeldelser og nomineret National Book Award og præmieret med William Faulkner-prisen for årets bedste debutroman.

Salget var dog ikke prangende, og Exley opnåede aldrig den popularitet, som flere i dag hævder, han havde fortjent. Forfattere og feinschmeckere har imidlertid altid sat pris på Frederick Exley og hans hovedværk.

Nick Hornby, der har skrevet forord til den version af En fans noter, som vi nu har på dansk, supplerede sit selvbiografiske gennembrud Fodboldfeber (1992) med undertitlen En fans liv, som en hyldest til Exley. Og i The Misfit: The Strange Life of Frederick Exley (1997) sammenligner Jonathan Yardley En fans noter med både Ralph Ellisons Usynlig mand (1952) og Saul Bellows En ung amerikaners eventyr (1953), to uomgængelig amerikanske romanklassikere, der på picaresk vis skildrer en ung mands skuffelser ved det moderne USA.

I Yardleys biografi kan man i øvrigt læse, at Exleys førnævnte indledende note til læserne – om at flere af bogens karakterer er hentet fra fantasien – er skrevet på opfordring fra forlaget for at undgå eventuelle sagsanlæg fra virkelige personer.

Det meste af sit liv drømte Frederick Exley om at blive berømt. Han voksede op i skyggen af en far, der som ung havde været tæt på en professionel sportskarriere, og »i et forsøg på at genkalde sig fortidens bedrifter mere levende havde han det med at drikke – for meget …« som det udtrykkes i En fans noter.

Sønnen arvede farens hang til druk og melankoli, og da han – i bogen – spørger sig selv, hvorfor det lige er football, der giver ham mening med livet, lyder hans eget svar, at sporten »havde ikke så lidt tilfælles med de opgaver, alle mænd i en mere solbeskinnet fortid havde været nødt til at udføre. Det smagte af noget gammeldags, noget traditionelt, noget der var uberørt af taskenspillerkunster og beskidte kneb«.

Efter at have opgivet drømmen om en sportskarriere følger vi i En fans noter Fred fra universitetet i Californien til Chicago og en stribe andre amerikanske storbyer blandt andet New York, hvor han sideløbende med et midlertidigt pr-job fordriver tiden i Greenwich Village.

Drømmen om berømmelse 

Her sidder han hver aften på en barstol og drømmer om at blive en berømt forfatter. Han får selvfølgelig ikke skrevet et ord, men erfarer til gengæld, at han »for at bevare disse drømme var nødt til at indtage større og større mængder alkohol«.

Det er ikke et billede af en rar mand, Frederick Exley tegner – som også Nick Hornby pointerer i sit forord – og dertil heller ikke et billede af et rart land. Hovedpersonens alt for store barnlige ego og hans hang til dovenskab, druk og drømme kolliderer konstant med det konforme USA, der er »beruset af fysisk skønhed«, og »hvor alt handler om at være i bevægelse«.

Frederick Exley hænger i, så godt han kan, men på et tidspunkt erkender han grædende, at hans værste frygt er blevet en realitet; han har hverken Frank Giffords sportstalent eller udstråling:

»Det var min lod i livet, min skæbne, mit formål, at være en fan.«

Frederick Exley var dybt alkoholiseret, da En fans noter udkom i 1968, og selv om han udgav to opfølgere (i samme autofiktive genre), Pages From a Cold Island (1975) og Last Notes From Home (1988), »så vedblev han med at være en alkoholiker og en dovenlars, og allerede inden han døde af et hjerteslag 17. juni 1992, var han stort set glemt sammen med sine værker«, som Chicago Tribune skrev i anledning af hovedværkets genudgivelse i 1999.

Her hæftede de fleste anmeldere sig ved, hvor frisk og aktuel En fans noter fremstår. Det er i høj grad en bog, der taler til en kultur, hvor folk ødelægger sig selv og hinanden i jagten på berømmelse. Frederick Exleys spørgsmål om, hvad USA har som mål, er stadig lige relevant. Det samme er fortællerens svar næsten:

»Faktisk ikke stort andet, forekom det mig, end de evigt unge, evigt ædru ’nygifte’ på Schlitz’ ølreklamer.«

Samtalen har fortælleren med sig selv, mens han venter på at blive indlagt på et psykiatrisk hospital. I den forstand er En fans noter beslægtet med Ken Keseys Gøgereden (1962) der ligeledes skildrer et USA, hvis snævre normer korrumperer og ikke levner plads til outsideren, som i stedet ender på en lukket afdeling. Begge romaner udkom i 1960’erne men er forankret i 1950’erne, hvor spørgsmålet om, hvem der i virkeligheden er de syge – samfundet eller afvigerne – endnu ikke var blevet formuleret i bredere kredse.

»Ja, jeg er psykisk syg,« pointerer Frederick Exley, mens han venter på at blive indlagt.

»Men jeg foragtede ikke min utilpashed, min afvigende adfærd, alt det, der trods alt gjorde mig til den, jeg var. Det ville jeg faktisk gerne bevare. Og for at gøre det var jeg nødt til at slippe væk fra det her sted.«

I Gøgereden lykkes det systemet at knække rebellen McMurphy. Hvordan det går fortælleren hér skal naturligvis ikke røbes, men bogen, vi læser, er vidnesbyrd, om at han trods alt fik indfriet sin drøm om at blive forfatter. Berømt blev Frederick Exley måske ikke i første omgang, men En fans noter betragtes med rette som et mesterværk i moderne amerikansk litteratur – et stærkt portræt af fædre og sønner, maskulinitet og selvdestruktion, om USA’s tomme værdier og, som Nick Hornby skriver i forordet, en titel, der selvfølgelig hører »hjemme i sportsfanatikerens bogreol«.

Frederick Exley: ’En fans noter’. Oversat af Mette Egerod. Forlaget Sort Kat. 416 sider. 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her