Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Google Maps for junkies

Simone Mørch Stjer debuterer med en praktisk roman om stofmisbrugerens håndværk, afhængighed og tilhørende logistiske udfordringer. Det bliver lige lovligt håndgribeligt
I debutanten Simone Mørch Stjers nøgternt betitlede roman S om stofmisbrugets væsen og karakter har forfatteren entydigt valgt side til fordel for en meget lakonisk og lidt håndværksmæssig form for realisme, der interessant nok både løfter sløret for denne strategis forcer og faldgruber.

I debutanten Simone Mørch Stjers nøgternt betitlede roman S om stofmisbrugets væsen og karakter har forfatteren entydigt valgt side til fordel for en meget lakonisk og lidt håndværksmæssig form for realisme, der interessant nok både løfter sløret for denne strategis forcer og faldgruber.

Robin Skjoldborg

Kultur
10. januar 2020

Hvilken metode skal man heppe på, når man i skriftens optik vil transformere narkomanens erfaringer og umulige livsvilkår til litteratur? Skal man, som Jakob Ejersbo i Nordkraft eller Jonas T. Bengtsson i Submarino, skrive sig ind i realismen, den mere udvendige og regelrette indgang til strukturer typisk i en socialt belastet underklasse – eller kan man, som William S. Burroughs i Nøgen Frokost, beskrive junkiens tilstand bedre med et indre og langt mere surrealistisk blik, hvor verden antager alt andet end regelrette former og indsigter?

Simone Mørch Stjer: ’S’.

Gucca
Det er selvfølgelig en grovkornet måde at stille tingene op på, det behøver jo ikke at være enten det ene eller det andet, alligevel tænker jeg, at man som forfatter til et sådant område, hvor den ydre og den indre virkelighed i så høj grad er uforenelige, skal vælge, hvilken af de to verdener man primært ønsker at give sig i lag med.

I debutanten Simone Mørch Stjers nøgternt betitlede roman S om netop dette emne, stofmisbrugets væsen og karakter, har forfatteren entydigt valgt side til fordel for en meget lakonisk og lidt håndværksmæssig form for realisme, der interessant nok både løfter sløret for denne strategis forcer og faldgruber.

Simone Mørch Stjer, der ifølge pressemeddelelsen både har personlige og faglige erfaringer med stofmisbrug, er så at sige helt inde i sit stof. Det gør på den positive side, at forfatteren kender alt til rusmidlernes og gadens miljø og slang, interne koder, konkrete metoder til både tilberedelse og indtagelse af diverse stoffer og alverdens relevant insiderviden i øvrigt.

Det er klart, at det øger troværdigheden i S, at hovedpersonen Helenes totale deroute fra mere kontrolleret stofmisbruger til en decideret junkie beskrives konkret og faktuelt.

Vi følger Helene fra romanens begyndelse, hvor den 22-årige kvinde, der er vokset op i en relativ almindelig middelklassefamilie, eksperimenterer med stoffer og på gaden møder Sammi, en mere afhængig og kriminel fyr, som hun forelsker sig i.

De to bliver et par og bruger alle deres vågne timer – og det er mange, for de sover nærmest aldrig – på at finde et bredt sortiment af stoffer, gerne heroin, men også kokain, diverse piller og tjald – og ikke mindst steder, hvor de kan få lov til at indtage disse.

Det er et helvedes hyr med den logistik, når man hverken har penge eller fast adresse, at finde et roligt sted. Helene og Sammi ryger ind og ud af lejligheder, hvor de får ophold et par timer, bliver smidt ud igen, finder ind i varme- eller parkeringskældre, lusker sig ind i forældrenes lejligheder eller huse, når de er på arbejde. Sikke en opfindsomhed og vedholdenhed det kræver at være junkie!

Et ultimativt oprør mod normaliteten

Måske er det også det dybe kendskab til sit stof, der fastholder romanen dybt i materien og den på mange måder ret enkle verden, der beskrives i S. Sproget i romanen er lige til, serveret i korte sætninger og på grænsen til det talesprogsagtige. Dertil kommer, at det næsten udelukkende er den ydre virkelighed og dialoger imellem mennesker, der refereres. Det kan være helt fint med en sådan konkretistisk realityagtig tilgang, men det er, som om læseren i S helt drukner i fremvisningen af rygerør, perfekt perforeret sølvpapir og spiseskeer til heroin.

Den indre verden, hovedpersonen og Sammis psykologiske motivationer for konstant at søge denne rus, hører vi nærmest intet om – og der er heller ikke mange konkreter, der peger i den retning. I et par korte sætninger hører læseren om, at Helenes far har været psykisk ustabil, og at junkveninden Mona har været misbrugt som barn, men grundlæggende føles denne verden ikke bare trist, næ, den føles snarere tom.

Jeg mangler en forståelse for den indre hunger efter stoffer, ja, flere fyldige oplevelser af rusens rum  – på den led udviser romanen et meget begrænset refleksionsrum.

Det skal siges, at hovedpersonen selv italesætter sin tiltrækning mod stofferne som et ultimativt oprør mod normaliteten, mod de normer og kasser, som samfundet opererer efter. Denne ide, som flyder igennem romanen, bliver bare ikke særligt nuanceret udfoldet.

Kritikken går på, at ’de normale’ er dem, der tager en uddannelse, får et arbejde, gifter sig, køber bil og hus. Og dén kedsomhed, der angiveligt ligger dér, i normaliteten, kan hovedpersonen slet ikke magte.

Jeg forstår udmærket oplevelsen af ikke at passe ind i forhåndsgivne kategorier eller strukturer, men denne sort-hvide opfattelse af, hvem der i verden er ’normale’ og ’unormale’, er ikke stimulerende for romanens indre vækst. Tværtimod. Den verden, der dukker op i S, har klart sine forcer, men den kunne virkelig have brugt et skud kompleksitet og større udvalg i farvekortet. Måske næste gang?

Simone Mørch Stjer: ’S’. Gyldendal. 256 sider. 200 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her