Læsetid: 4 min.

Gyrðir Elíassons noveller løfter sig ikke over den smule, der står på siderne

’Det gule hus’ er aldrig rigtig dramatisk, poetisk eller sjov
Der sker vitterligt ikke meget i novellerne i 'Det gule hus'. Den typiske karakteristik af Elíasson er da også, at han dyrker antydningens kunst, skriver Martin Bastkjær.

Der sker vitterligt ikke meget i novellerne i 'Det gule hus'. Den typiske karakteristik af Elíasson er da også, at han dyrker antydningens kunst, skriver Martin Bastkjær.

Einar Falur Ingólfsson

10. januar 2020

Novellen er en drilsk genre. Den korte og ofte pointerede form er så velkendt og -etableret, at der ikke skal meget til, før en ny novelle ligner en stiløvelse. Forsøger man derimod at gøre noget helt andet med genren, kommer det hurtigt til at virke hittepåsomt eller underligt tilfældigt.

De 29 tekster i Gyrðir Elíassons Det gule hus – som i 2002 var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris – er klassiske noveller af den helt korte slags. De fleste er kun tre-fire sider lange, og mange af dem tager udgangspunkt i en upåfaldende hændelse, som nogle gange afslører glimt af smertefulde begivenheder eller livsvilkår (tab, sygdom, død) og andre gange tilføjes et pudsigt twist.

En matematiker ser på ænder i en park og falder i snak med en gammel forfatter. En skriveblokeret forfatter overværer et familieskænderi på en café. En dreng og hans far besøger et røgeri, hvis ejer dør, inden de når at hente deres kød. En mand ser en gul hund, bliver ramt af oversvømmelse i sin bogfyldte kælder og ser derefter den gule hund igen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu